Københavns biskop Peter Skov-Jakobsen angriber asyldebatten i Danmark. Den er ifølge ham præget af ”en snigende kynisme,” hvor ”vi ser på flygtninge som nogle tal, der bare vil tage noget fra os”. (Berlingske)
Dermed genopliver biskoppen en debatform, der havde sin storhedstid i 1980’erne og 1990’erne.
Kernen i denne debatform var og er påstanden om, at tilhængerne af en stram udlændingepolitik er dårligere mennesker – mere kolde og hårdhjertede – end tilhængerne af en omfattende indvandring fra ikke-vestlige lande.
Dette postulat bidrog i høj grad til, at befolkningen dengang accepterede en udlændingepolitik, som var fuldstændig uholdbar. For hvem havde lyst til at protestere og dermed blive udråbt til et dårligere menneske?
De fleste danskere er anstændige mennesker og vil gerne opfattes som sådan.
Men efterhånden tog flere og flere danskere mod til sig og tilkendegav, at hvis man skulle værne om det meget fredelige, anstændige og humane Danmark, måtte der bedre styr på tilstrømningen – så man ikke fik et opsplittet samfund med store spændinger og værdisammenstød.
Det er dette brede folkelige flertal, som biskoppen nu fælder dom over.
Biskoppen: Mange flere bør få ophold
Peter Skov-Jakobsens holdning er ikke helt klar. Hvor meget ligger problemet efter hans mening i tonen i debatten, og hvor meget ligger det i, at vi tager imod alt for få flygtninge og indvandrere?
Hovedvægten i hans formuleringer ligger på tonen. Man burde tale om asylansøgerne på en anden måde. Men det fremgår af hans udtalelser, at han også plæderer for, at Danmark tager imod væsentligt flere.
Som han siger: ”I stedet for at slå på, hvor mange vi kan forhindre i at komme hertil, burde vi se på, hvor mange vi kan hjælpe”. Oversætter man dette til mindre floromvundent sprog, betyder det vel, at mange flere bør få ophold i Danmark, og at samfundet skal bruge langt flere ressourcer på det.
Men tilsyneladende har Peter Skov-Jakobsen ikke fået den tanke, at han selv kunne gå foran med et godt eksempel.
Han kunne give flygtninge en bolig hos sig selv
Hvis Københavns biskop mener sine udtalelser alvorligt, bør han åbne sin rummelige bispebolig for et pænt antal af de flygtninge, som har det værst.
Dermed kunne biskoppen inspirere de ”kyniske” danskere til at åbne deres hjerter og deres grænser. Han ville vise ”næstekærlighed”, som en af hans bispekolleger har kaldt det.
Dansk Flygtningehjælp har jo opfordret folk til at åbne deres hjem for flygtninge, der mangler en bolig.
Peter Skov-Jakobsen vil måske argumentere med, at det er både urealistisk og urimeligt, at han skulle åbne bispeboligen for et antal flygtninge.
Han kunne sige, at han har vigtige hverv, der ville blive forstyrret af flygtningene. Og han har også hensynet til sit familieliv. Det ville ikke være holdbart.
Men en sådan betragtning er mageløst hykleri.
Hvor meget kan man klare?
De fleste danskere er imod en voldsom tilstrømning, fordi de anser den for uholdbar for det danske samfund. De vil gerne hjælpe mennesker i nød, men de vil ikke hjælpe dem ved at tage imod så mange, at det ødelægger centrale kvaliteter ved samfundet. Sådan som Sverige gør.
Det kan jo ikke nytte noget, at Københavns biskop er moralsk dømmesyg overfor en holdning på samfundsplan, som han selv praktiserer på det personlige plan.
I forhold til det enorme pres på landets grænser, stiller gode, humane, engagerede danskere spørgsmålet: ”Hvor meget kan det danske samfund klare?”
Det stempler biskoppen som kynisme. Men samtidig tyder alt på, at han selv stiller det samme spørgsmål i forhold til bispeboligen. Er Peter Skov-Jakobsen et dårligt menneske?
Hykleriets forskellige ansigter
Hykleriet har været et gennemgående træk i de holdninger til udlændingepolitikken, som Skov-Jakobsen repræsenterer.
Går man mennesker med disse holdninger på klingen og spørger, om der skal være fri adgang til Danmark, vil de fleste nødtvungent svare: ”Nej, det går jo ikke.”
Men de vil aldrig sige, hvor og hvordan man skal sætte grænserne. For i samme øjeblik de begynder på det, kan de ikke længere fremstille sig selv bedre mennesker end dem, der diskuterer styring af indvandringen.
Man kunne for eksempel spørge Københavns biskop, hvorfor Danmark ikke skal åbne dørene for de over en milliard mennesker, der lever under den globale fattigdomsgrænse. Mange af disse har det jo langt dårligere end en stor del af de asylansøgere, der kommer.
Det krav har man dog ikke hørt fra de særligt gode mennesker som Skov-Jakobsen. Skulle det monstro være, fordi de i deres stille sind må indrømme, at det er hamrende urealistisk? Men ud fra biskoppens målestok må man vel være ond, hvis man drager den konklusion.
Til hykleriet hører også, at mange mennesker med politisk korrekte holdninger praktiserer det, man kalder ”hvid flugt”.
Det vil sige, at de holder deres børn ude af skoler med for mange indvandrere og flytter fra kvarterer med for mange indvandrere. Imens har de alle de rigtige meninger.
En form for respekt
Det er helt fair, at man kan have forskellige holdninger til, hvor stramt Danmark skal styre indvandringen. Men det er forargeligt, når man som Københavns biskop gør det til moralsk mindreværdigt, at man overhovedet gør sig den slags overvejelser og fører den debat.
Det mindste, man kunne forlange af biskoppen var i hvert fald, at han udviste en vis konsekvens. Derfor denne opfordring:
Biskop, glem dine ”kyniske” overvejelser over, hvad du kan rumme i dit hjem. Inviter flest mulige flygtninge til at bo hos dig. Det kunne da aftvinge en form for respekt.
