Karen Hækkerup besvarer ghetto-problemerne med skønsnak

Som vi beskrev her i avisen i går, er der i Danmark indvandredominerede områder, hvor den danske befolkning forgæves beder politiet om beskyttelse.

 

I bebyggelsen Motalavej i Korsør er forholdene så groteske, at politiet i Korsør åbent erkender, at de ikke tør gå ind i området, da der bliver afskudt kanonslag efter dem med det resultat, at unge indvandrebøller åbent har kunnet stå i TV2 og prale med, at de har taget magten fra politiet, og at det nu er dem, der bestemmer.

 

Ikke desto mindre erklærede justitsminister Karen Hækkerup (S) i et svar til Folketingets Retsudvalg den 16. januar i år, at der i Danmark ikke findes områder, som politiet ikke har kontrol med.

 

Det var Dansk Folkepartis udlændinge- og integrationsordfører, Martin Henriksen, der stillede spørgsmålet: ”Har politiet efter ministeren opfattelse mistet kontrollen med bestemte områder i Danmark?”

 

Rigspolitiet: vi yder en stor indsats for at sikre borgernært politi

Til besvarelsen af spørgsmålet har Karen Hækkerup indhentet en udtalelse fra Rigspolitiet, der oplyser, ”at politiet yder en stor indsats for at sikre et borgernært og effektivt politi i hele Danmark,” idet man dog samtidig erkender, at:

 

”I nogle områder kan dette være en vanskeligere opgave end i andre. Christiania og særligt udsatte boligområder er eksempler herpå,” hedder det videre i redegørelsen, som fortsætter:

 

”Selv om der i disse områder kan være vanskeligheder forbundet med politiarbejde, er det ikke rigspolitiets opfattelse, at det er områder, som politiet ikke har kontrol med,” skriver Rigspolitiet blandt andet.

 

På det grundlag svarer Karen Hækkerup retsudvalget og spørgeren, Martin Henriksen:

 

”Det siger sig selv, at politiet skal kunne udføre sine opgaver overalt i landet. Derfor er det selvfølgelig også tilfredsstillende, at Rigspolitiet ikke har en opfattelse af, at der er områder, som politiet ikke har kontrol med.”

 

Mon ministeren og Rigspolitiet aldrig læser aviser og ser TV?

Noget kan tyde på, at hverken justitsminister Karen Hækkerup eller Rigspolitiets ansatte holder sig orienteret om, hvad der sker ude omkring i landet.

 

På det seneste har reportager i den skrevne presse og i TV blandt beskrevet politiets totale afmagt over for indvandrebøllerne i bebyggelsen på Motalvej.

 

Nytårsaften var forholdene i indvandreghettoen Ringparken i Slagelse ude af politiets kontrol i et sådant omfang, at politiet opfordrede folk til at holde sig inden døre for deres egen sikkerheds skyld.

 

I Helsingør har en række danske beboere i den indvandretætte bebyggelse Vapnagaard dannet en salgs frivilligt vagtværn, der skal sikre, at bebyggelsens ældre kan gå til bankospil uden at lide overlast og blive chikaneret af unge indvandrere

 

Samme forhold gør sig gældende Aarhus-ghettoen Gellerupparken, hvor de ældre beboere forgæves beder politiet om beskyttelse og hvor flere idrætsforeninger er blevet terroriseret ud af området.

 

Her, hvor der er store problemer, mærker man ikke meget til Rigspolitiets og Karen Hækkerups forsikringer om borgernært politi. Her er beboerne overladt til deres egen skæbne

 

Busserne kan ikke køre og posten kan ikke bringes ud

Heller ikke hos busselskaber og postvæsen mærker man i bestemte områder ikke meget til forsikringerne om, at der ikke er områder i landet, som politiet ikke har kontrol med.

 

Således må de omkring 2.000 beboere i Langkærparken og deres naboer i Aarhus-forstaden Tilst nu undvære al offentlig transport, efter at Trafikselskabet Midtkraft den 6. januar i år definitivt omlagde rute A3 som følge af længere tids stenkast med brosten mod busserne og angreb på chaufførerne.

 

Tidligere har busruter af samme grund været periodevis indstillet i byer som Vejle og Helsingør.

 

Trafikministeren: Uholdbart, at vi har et lovløst områd

Det er dog ikke kun befolkningen uden for Christiansborgs mure og Rigspolitiets kontorer, der har kendskab til lovløse områder.

 

I september sidste år blev der i en hel uge ikke bragt pakkepost ud i Odense-ghettoen Vollsmose. Det var Post Danmarks ledelse, der selv stoppede udbringningen efter trusler og overfald på chauffører og plyndringer af postbilernes indhold af pakker.

 

Dengang udtalte en rasende trafikminister Pia Olsen Dyhr (SF) til Ekstrabladet:

 

”Det er fuldstændig uholdbart, at vi kan have et lovløst område. Postmedarbejderne skal selvfølgelig kunne passe deres arbejde.”

 

Vollsmose også lovløst område for politiet

Det er dog ikke for postmedarbejdere og andre, Vollsmose i perioder udgør et lovløst område, som de holder sig langt væk fra.

 

Således er der i Vollsmose fri afbrænding af knallerter, der bliver stjålet fra bebyggelsens danske beboere.

 

Hverken politi eller brandvæsen rykker ud, når det sker, men bliver hjemme af den enkle grund, at knallertafbrændingerne har til formål at lokke politi og brandvæsen i baghold, og det lægger man ikke skjul på hos Fyns Politi.

 

”Vi vurderer, at det er forsøg på at få os lokket derud,” forklarede blandt andre vagtchef Kenneth Taanquist i forbindelse med en af knallertbrandene sent om aftenen tirsdag den 3. september.

 

Tidligere samme aften var en patruljevogn blevet angrebet med brosten og jaget ud af bydelen med en smadret forrude.

 

Så også politiet holder sig borte, når området for alvor bliver lovløst med stenkast mod de af landets myndigheder, der har til opgave at opretholde lov og orden. Nemlig politiet.

 

Ministeren stikker hovedet i busken og vil ikke se og ikke høre

Efter at have modtaget svaret på sit spørgsmål var Martin Henriksen alt andet end tilfreds:

 

”Jeg havde faktisk sat næsen op efter, at ministeren erkendte, at der her var et stort problem. Men sådan skulle det ikke være. Ministeren stikker hovedet i busken, og vil ikke se og ikke høre, og så er det jo svært at få løst problemet,” siger Martin Henriksen til Den Korte Avis og fortsætter:

 

”Karen Hækkerup kender ikke de udlændingeregler, der gælder på hendes eget område (Den Korte Avis 16. januar), og hun er åbenbart heller ikke klar over, at der er områder i Danmark, hvor beboerne ikke får den hjælp, som de har krav på, fordi myndighederne ikke kan rykke ind,” fastslår Dansk Folkepartis udlændinge- og integrationsordfører Martin Henriksen, idet han tilføjer:

 

”Jeg forstår ikke, at ministeren og politiledelsen kører videre, som om alt er i skønneste orden.”

 

Del på Facebook