Kan du stole på dine pensionstal?

Foto: Colourbox

Noget tyder på, at pensionsindustrien lover for meget, når den beregner dit afkast. Finanstilsynet vil nu gøre noget ved det. Hvad betyder det for dig?

 

Når du køber din pensionsordning, så ser du sikkert på selskabernes tal for, hvor stor indkomst din pensionsopsparing giver dig som pensionist. Disse tal bygger på selskabernes forventninger til det fremtidige afkast på obligationer og aktier.

 

Denne slags prognoser er imidlertid meget usikre, fordi samfundsforholdene ændrer sig over tid. Finanskrisen er et godt eksempel på, hvor hurtigt og voldsomt fremtidsudsigter og samfundsforhold kan ændre sig.

 

Upålidelige pensionstal
Det betyder, at du ikke kan regne med tallene fra dit pensionsselskab. Du risikerer at blive snydt, hvis du tror, at tallene i prognoserne giver dig et tilnærmelses vist præcist billede af din situation som pensionist. Det er min vurdering, at dine tal kan være 30-40% for høje på grund af alt for positive forudsætninger.

 

Når det sker, så skyldes det, at pensionsindustrien kæmper om dine penge. De går lige til grænsen af det seriøse for at sælge deres pensionsprodukter – og en gang i mellem går de også over grænsen.

 

Det kan du selvfølgelig ikke være tilfreds med som forbruger. Men selskaberne kan gøre som de vil, for der findes i øjeblikket ingen retningslinjer for fremskrivninger af pensionsopsparinger.

 

Finanstilsynet laver retningslinjer
Men nu har Finanstilsynet bedt alle pensionsselskaber redegøre for, hvordan de udarbejder deres prognoser. Herefter udarbejder tilsynet retningslinjer for fremtidige prognoser. Disse retningslinjer er nødvendige for, at få en fælles standard for pensionsprognoserne. Det er derfor rigtig godt at finanstilsynet tager fat i denne problemstilling.

 

Indtil videre har pensionsindustrien nemlig kunnet sælge elastikker i metermål. Fremover kommer fremskrivningerne forhåbentlig til at ligne hinanden, så det bliver omkostningerne, der bliver afgørende for dit valg af pensionsordning. Omkostninger er nemlig det eneste rigtige mål for, hvilken ordning, der er bedst for dig.

 

Mere pension til dig
Så Finanstilsynets arbejde får stor betydning ved at gøre markedet mere gennemsigtigt, så du kan vælge den pensionsordning, der er bedst for dig. Det kan øge konkurrencen på pensionsmarkedet og sænke de overnormale omkostninger selskaberne tager for at passe dine pensionspenge.

 

Det er godt nyt til dig og alle pensionskunder.

 

Kim Valentin

Finanshuset i Fredensborg

 

Kim Valentin skriver hver uge om pension, investering og privatøkonomi i ugebrevet FinansNyt. Send mig FinansNyt helt gratis

Del på Facebook

ANDRE LÆSER OGSÅ…