To vilde storke har for første gang i 10 år lagt æg

Så ligger det første storkeæg i reden.

I Smedager i Sønderjylland har hunstorken lagt æg. Det afslører det webkamera somStorkene.dk har opsat ved storkereden. Dermed er de første 100 % vilde danske storkeunger siden 2004 på vej – hvis man da ser bort fra det mislykkede yngleforsøg i 2011 i Skærbæk. Og det glæder storkekendere:

 

”Hanstorken fra de to foregående år stammer fra det skånske storkeprojekt og er derfor ikke af vild afstamning. Den nye hanstork er derimod af vild afstamning ligesom hunstorken er det. Dermed er det første gang siden 2004, at Danmark kan se frem til 100 % vilde storkeunger, hvilket er meget glædeligt” siger formand for Storkene.dk Jess Frederiksen, der dog ikke ser noget problem med projektstorke:

 

”Vi er glade for alle storke, der ønsker at yngle i Danmark. Også storke der stammer fra storkeprojekter. Så længe deres afkom trækker bort, er vi glade. Men vilde storke har trods alt en højere status i ornitologiske kredse”.

 

Tysk storkehan i Smedager

Den nye storkehan i Smedager stammer fra Hitzhusen i Slesvig Holsten hvor han er udruget i 2010. Han bærer en ring med nummer DEW 6X890. På efterårstrækket i 2010 blev hans ring aflæst i Israel. Og i 2013 var han på besøg i Hitzhusen i juni og juli, dog uden at yngle. Dermed er det første gang han yngler.

 

I storkekolonien Hitzhusen yngler der i 2014 ca. 30 storkepar. Også en dansk stork yngler her. Det er 1A88 fra Gundsølille – også kaldet Christiane – der har rede her for andet år i træk.

 

I Smedager vil hunstorken de kommende dage lægge yderligere 3-4 æg, som storkeparret skiftevis vil ruge på i ca. 33 dage.

 

I Gundsølille på Sjælland er der allerede storkeunger, der vil blive ringmærket ca. den 1. juni. Og i Balle på Djursland venter en enlig stork stadig på en mage på sin nybyggede rede.

 

www.storkene.dk

Del på Facebook