Tidligt havde Kaj Munk en drøm om at blive journalist og drøftede det flere gange med sine plejeforældre, der dog fik ham til at læse teologi.
Men skribent ved en avis blev han alligevel.
Kaj Munk blev i 1931 fast tilknyttet til Jyllands-Posten. Her havde han meget frie hænder og kunne skrive om, hvad han ville.
Tilknytningen til Jyllands-Posten var med til at øge kendskabet til Kaj Munk, der forstod at sikre sig et godt honorar for sine artikler.
Ikke blot Jyllands-Posten bragte Kaj Munks artikler, op gennem 1930’erne skrev han i lang række større og mindre dagblade, bl.a. Berlingske Tidende, Kristeligt Dagblad, Dagens Nyheder , Nationaltidende og i mindre provinsblade som Aalborg Stiftstidende og Herning Dagblad.
Artiklerne kan den interesserede læser i dag finde via Kaj Munk Forskningscentret, der har sikret artiklerne for eftertiden i en elektronisk udgave.
Kaj Munk skrev om alt muligt
Hvad skrev Kaj Munk så om, kunne man spørge? Alt muligt! Der var ikke den ting, han ikke havde en mening om: Jagt, skole, kirke, kristendom, biskopper, kvindelige præster (som han for), stærke mænd, demokrati, parlamentarisme, mindesmærker, svangerskabsafbrydelse (som han var imod), dødsstraf (som han var for), kongen m.m.
Tilsyneladende havde Kaj Munk en mening om alt – og ud skulle den! Selv om mange var glade for Kaj Munks artikler, så var der også aviser, der fandt, at Kaj Munk ikke behøvede at have en mening om alt.
Situationen i Tyskland og faren for krig fyldte
Mod slutningen af 1930’erne var det situationen i Tyskland og faren for en krig, der fyldte. Kaj Munk var tydeligt nervøs for udviklingen og mente, at svaret på udfordringen var et enigt Norden og et stærkt forsvar. Derom handlede Danmarks overlevelse.
For Kaj Munk var forsvaret af Danmark en sag af afgørende betydning, ja, et spørgsmål om Danmarks overlevelse som folk og nation.
Det kom bl.a. tydeligt frem i en artikel i Nationaltidende den 8. april 1938, en måned efter Tysklands indlemmelse af Østrig, eller ”Førerens lille Biludflugt ind i hans Fødeland”, som Kaj Munk udtrykte det med en henvisning til propagandabilleder af Hitler, der stående i en åben Mercedes modtages og tiljubles af tusinder af østrigere.
Sønderjylland og Norden
For Kaj Munk var i sær Sønderjylland i fare for at blive angrebet. Et stærkt forsvar af Sønderjylland var bydende nødvendigt, uanset omkostningerne. ”Vi kan ikke føre Krig mod Tyskerne”, siges der. Men jeg siger jo…Under alle Omstændigheder maa der være den Vilje hos os, at kan vi ikke kæmpe, saa kan vi i hvert fald dø. Dø for, at vore Børn kan leve”.
Kaj Munks syn på forsvaret var i en direkte modsætning til den politik, regeringen valgte at følge.
Kaj Munk holdt sig fra det partipolitiske
Det partipolitiske holdt Kaj Munk sig mest muligt fra, hvilket ikke hindrede ham i at revse enkeltpolitikere eller komme med politiske kommentarer, hvad enten det var i et rejsebrev, en boganmeldelse eller et julebrev.
Et gennemgående tema i mange af Kaj Munks artikler op gennem 1930’erne var angreb på det danske politiske system, som han ikke var tilfreds med. Det var først og fremmest ikke i stand til at handle. Snak, snak, var det.
I en artikel i Nationaltidende om mindesmærker indflettede han – typisk for ham – en kritisk kommentar om ”Demokratiets Flertalsdiktatur”, fordi flertallet ikke sikrede nationale mindesmærker bedre end tilfældet var. Ud skulle Kaj Munks grundtema, om det så var i en artikel om noget så uskyldigt som mindesmærker.
En artikel den 2. april 1933 om bevillinger til Det Kgl. Teater gav han overskriften ”Rigsdags-Teater.” Efter at have overværet en timelang debat i Folketinget om bevilliger til Det Kgl. Teater, var Kaj Munks respekt for Folketinget meget lille. Det var som at høre den ene grammofonplade efter den anden, fortæller han. Hver plade spillede skrattende melodien om, hvem der var skyld i, at der ikke var de midler til rådighed, man kunne ønske. Skylden var naturligvis de andres.
Elsket af nogen, hadet af andre
Kaj Munk blev i udpræget grad en debattør, hvis synspunkter og holdninger gav anledning til diskussioner. Artiklerne ’flød’ fra ham i en lind strøm. Hans synspunkter og ofte meget provokerende indlæg i tidens debatter gjorde ham kendt over hele landet – elsket af nogen og hadet af andre.
Nok gav Kaj Munk mange udfald og stærkt kritiske kommentarer til det danske demokrati og dets folkevalgte anledning til vrede og modstand mange steder, men det var for intet at regne med den kritik og indædt modstand Kaj Munk mødte, når han gav sine meninger til kende om Tyskland, Italien og deres diktaturer i samtiden.
Knud Erik Andersen, Ekstern lektor, ph.d., Mail: [email protected]
