Da jeg for nyligt var fest på mit gamle gymnasium i Helsingør, fik jeg et par gode diskussioner med nyudklækkede studenter, som tydeligvis hungrede efter at diskutere samfundsrelevante emner med en af ’de gamle’.
Et af emnerne var krigen mod Islamisk Stat. Studenten, som tydeligvis havde et andet politisk ståsted end mit, stod fast på, at IS-krigere ikke var værre end de styrker, som vi har sat ind til at bekæmpe dem. Og han udtalte fuld forståelse for at unge danskere drager til Syrien og tilslutter sig Islamisk Stat.
Jeg var paf. En ung, velformuleret, venstreorienteret mand med lyst hår og blå øjne, som ikke havde den mindste dråbe mellemøstligt blod i årerne mente i fulde alvor, at de mennesker, som de fleste danskere oplever som bestialske rovmordere, der slagter uskyldige mennesker og tager en hel religion som gidsel, var værd at kæmpe for.
Det fik mig til at tænke. Over min egen opfattelse af Danmarks internationale ansvar – og ikke mindst over mit politiske ståsted i krig og kaos.
Solidarisk med NATO
Af hensyn til Danmarks sikkerhed er det utvivlsomt klogt at stille sig solidarisk med de stærke aktører i NATO. Når USA og England mener, at tiden er moden til militær indgriben, må vi gå med. Men hvor er det svært: Vi ved hvad vi kæmper imod, men hvad kæmper vi for?
Vi stillede bombefly til rådighed for at fjerne Gadaffi. Nu falder Libyen tilsyneladende fra hinanden i en stammekrig, og den ”legitime” regering er på flugt.
I Irak deltog vi aktivt med tropper for at fjerne Husseins despotiske styre, men landet er ved at falde fra hinanden, fordi de religiøse og etniske grupper i landet er i en dødelig strid.
I Afghanistan kan billedet meget vel blive det samme.
Ved vores indsats har vi medvirket til en situation, hvor vi vel har bekæmpet det onde, men ikke evnet at sætte noget bedre i stedet.
Dilemma
Problemets kompleksitet stiller os over for groteske valg. Vi giver personlig politisk asyl til værnepligtige, der flygter fra den syriske hær. Den syriske hær kæmper mod IS, som vi i alliance med andre er i de facto krig imod. Så vi indsætter danske styrker i kamp mod en bestialsk modstander og lader danske soldater bære risikoen, mens Syriens soldater får ly hos os!
En tidlig ’mellemøstekspert’, evangelisten Lukas, beretter, at når et hus er i splid med sig selv og man uddriver den onde ånd og finder huset fejet og prydet, da skal den onde ond vandre gennem tørre steder og syv andre onde ånder skal tage hans plads. Og det sidste skal blive værre end det første.
Det er en 1900 år gammel beskrivelse af situationen i Mellemøsten. Den er stadig gældende og spørgsmålet er, hvad vi kan gøre ved det?
Isoleret set ville det klogeste være at blande os uden om og lade Mellemøsten om sine egne problemer, indtil vi ikke kun havde noget at kæmpe imod, men også noget at kæmpe for; vi savner et realistisk mål for vores indsats. Vi kan ikke nedkæmpe fjenden til sidste mand, og derfor vil vi efterlade bitterhed, had og hævntørst og selv ved militær sejr risikere politisk nederlag.
Men vi er et lille land, og hensynet til vore alliancepartnere bør derfor veje tungere. Vores indsats i landet bør til enhver tid være begrundet i Danmarks sikkerhed – trods viden om, at de onde ånder ikke er uddrevet, selv om huset er fejet.
Pernille Vermund er folketingskandidat for Det Konservative Folkeparti
