Egedalsvænge i Kokkedal er endnu engang i mediernes og politiets søgelys. Eller skal man sige, stadigvæk.
Denne gang handler det hverken om juletræer eller forbud mod at spise svinekød på fælles arealer, men om indvandrerbørn, som chikanerer og begår hærværk mod beboerne i boligblokkene, naboerne i rækkehus- og villakvartererne i nærheden.
Børn på helt ned til 7 år deltager i grov chikane og hærværk mod naboer i området; sten bliver kastet gennem vinduerne til private hjem og beboere må springe for livet, når de unge drøner igennem området på deres knallerter.
Naboer har forgæves søgt hjælp hos både politi, lokal- og folketingspolitikere. Der bliver lyttet og kommunen arbejder med en forebyggende indsats. Men problemerne bliver ikke løst.
Når udfordringerne kræver handling og konsekvens, tager berøringsangsten over. Og berøringsangst lader til at forårsage, at man i Kokkedal er nået til et punkt, hvor selv politiet er hjælpeløse.
Det virker, som om alle involverer sig i sagen. Lige bortset fra dem, hvis ansvar og opgave det er at holde disse børn i snor; forældrene.
Hvor er forældrene?
Hvordan kan et barn på 7 år være ubevogtet i aftentimerne? Og hvordan kan forældre til så små børn være ligeglade med, hvor børnene er, og hvad de foretager sig?
Det er uhørt, at man får børn for så at overlade dem til myndighederne, fordi man selv ikke magter at passe sit ansvar som forældre. Det fører til katastrofale udfald for alle – måske lige med undtagelse af de forældre, der ikke er opgaven voksen.
Danskere og ressourcestærke indvandrere forlader området, huspriserne falder og færre og færre mennesker ønsker at arbejde i området.
Køretøjer med udrykning skal have politieskorte, ansatte i boligselskabet skal fysisk isoleres fra truende beboere og skolelærere bliver truet. Etniske danskere bliver behandlet som andenrangs borgere, byggearbejdere bliver chikaneret og meget mere.
Og alt dette, fordi der er forældre, som ikke sætter grænser for deres børn. Og fordi det offentlige undlader at stille forældrene til ansvar – og dermed indirekte overtager ansvaret for problemerne. Familierne bliver behandlet som ofre, og den logiske konsekvens er, dat et vil smitte af på deres selvopfattelse.
Vi skal stille krav til hinanden – særligt når familier fralægger sig ansvaret for opdragelsen af deres egne børn.
I bl.a. Greve Kommune har man efter voldsomme uroligheder begået af unge indvandrere i foråret indført nul-tolerance. Det betyder blandt andet, at der falder økonomiske sanktioner, hver gang de unge bryder love eller regler, eller hvis forældrene ikke kommer til aftalte møder i kommunen.
At en kommune som Fredensborg ikke allerede har indført nul-tolerance over for de få familier, der gennem flere år har ødelagt et helt bysamfund er uforståeligt. Og det er ikke mindst en hån mod de mange familier, hvis liv og hverdag ødelægges af de få.
Så hvem er det egentlig, man holder hånden over, når man lader det komme så vidt, at folk er bange for at leve under eget tag?!
Hvem gavner berøringsangsten?
Ikke samfundet, og ikke borgere i Fredensborg kommune, da det er deres skattepenge, der med tiden skal dække for samtlige udgifter, der opstår i dag forbindelse med andre menneskers manglende børneopdragelse. Og i den sidste ende gavner den slet ikke de børn og unge, der bliver overladt til sig selv.
Det gavner kun de få, der føler sig gode ved at tage ansvaret fra familierne – venstrefløjen.
