Kære Kim Valentin
Jeg og min mand er begge folkepensionister 65 og 67 år. Vi har ikke de store pensioner, men vi har 2 sommerhuse og en lille lejlighed. Det ene sommerhus er gældfrit – det andet er belånt med 800.000 kr. (vurdering i 2013 til 2,8 mio.). I lejligheden er der en friværdi på 200.000 kr.
Vi har tidligere for 1½ år siden uden held forsøgt at få et nedsparingslån hos realkreditinstitutter eller banker. Det betød, at vi ikke kunne købe vores drømmebolig og måtte lade købet gå tilbage!
Hvorledes skal vi refinansiere vort lån (800.000 kr.) i sommerhuset d. 31.3.2015, hvis vi ”får lov”?
Det nemmeste er ganske rigtig, som nogle siger, at sælge sommerhuset i Tisvildeleje, så har vi pengene. Men, vi har boet der i 40 år og ønsker først at sælge om ca. 10 år.
Samtlige indtægter og udgifter er der styr på.
Venlig hilsen
Jan og Mette
Kære Jan og Mette
Ved køb og ny belåning af fast ejendom, er det ikke nok, at der er pant for lånet. Der stilles også krav om, at I har likviditet til at sidde med lånet som et fastrentelån med afdrag over 30 år.
Derfor er det i jeres situation ikke tilstrækkeligt, at I, som I skriver, ”har styr på indtægter og udgifter”.
Det er desværre ikke så nemt at svare på, hvad I skal gøre med jeres lån, når det løber ud. Det kræver et bedre kendskab til jeres ønsker og situation i øvrigt.
Disse forhold har betydning for jeres beslutning:
- Hvilket lån har I i dag?
- Kan og vil i sælge en eller flere af jeres ejendomme?
- Hvordan ser det ud med jeres fremtidige op- og nedsparing?
- Den øvrige økonomi og hvilken risiko på renten det er hensigtsmæssigt at tage
- Hvad vil banken acceptere?
Får I en uafhængig rådgiver til at gennemgå jeres økonomi, kan han helt præcist svare på jeres spørgsmål, og fortælle jer, hvordan I bedst indretter jer fremover.
Min umiddelbare vurdering er dog, at I bliver nød til at prioritere jeres ønsker, inden for de muligheder der er.
Med venlig hilsen
Kim Valentin
Kim Valentin skriver hver uge i ugebrevet FinansNyt om boligøkonomi, pension, investering og privatøkonomi. Få FinansNyt helt gratis