Fra 1. november vil al post mellem borgere og det offentlige blive digital, hvis ikke der er truffet aftale om andet. Det er udmærket overfor alle os, der allerede i dag anvender e-post, og som til daglig arbejder digitalt.
For de mange, der ikke er fortrolige med it, og som ikke har adgang til computer er det til gengæld et voldsomt indgreb. Det gælder i stort omfang ældre, som aldrig i deres arbejdsliv har arbejdet med computere, men også yngre som af forskellige grunde ikke vil eller kan magte digitalisering.
Det bekymrer mange, og fra 1. marts har det været muligt at blive fritaget ved personlig henvendelse på borgerservice eller via en fuldmagtshaver.
For at blive fritaget skal man leve op til nogle fritagelsesgrunde og afgive erklæring under strafansvar i henhold til straffelovens § 163, som kan give op til 4 måneders fængsel. Er det i øvrigt en respektfuld måde at henvende sig til borgerne på?
Roskilde som positivt eksempel
Roskilde Kommune har tydeligt meldt ud, at borgere, der ikke kan bruge digital post, kan være helt trygge. De vil ikke blive tvunget til computeren for at få post fra kommunen.
Sundheds- og Omsorgsudvalget i kommunen har besluttet, at alle borgere, der modtager ydelser fra hjemmeplejen herunder også på plejecentrene, får hjælp til at blive fritaget fra digital post.
Det er en udmelding, der er tryghedsskabende for borgerne i Roskilde, og man håbe, at alle andre kommuner følger Roskildes eksempel.
Meget besværlig procedure
Desværre er det ikke sådan endnu, når man ser på andre kommuners hjemmesider.
De fleste følger den statslige vejledning. Det indebærer, at borgeren selv skal møde op i borgerservice. Alternativt skal man sende en fuldmagtshaver til borgerservice, hvor vedkommende fysisk skal hente en blanket med plads til at skrive fuldmagt.
Når fuldmagten er hentet og underskrevet skal fuldmagtshaveren igen på borgerservice – personligt – medbringende et sundhedskort, for at aflevere ansøgningen.
Det er nemlig kun en ansøgning. ”Forinden afgørelse træffes, yder kommunalbestyrelsen efter konkret vurdering hjælp og vejledning med henblik på, at personen bliver i stand til at tilgå sin post i Digital post i stedet for at blive fritaget”.
Den 90-årige kan ikke vide sig sikker
Der skal altså sagsbehandling til, og hvis sagsbehandlingen ender med en fritagelse, så gælder fritagelse kun tidsbegrænset. Den udløber nemlig 1. november i det 2. kalenderår efter registreringen. Kommunalbestyrelse har dog muligheden for undtagelsesvis at gøre fritagelsen ubegrænset. Men som udgangspunkt kan den 90-årige ikke vide sig sikker.
I hele dette morads af regler og trusler skal Roskilde Kommune have ros for at have truffet en klar beslutning og meldt den ud til borgerne. En beslutning, der i modsætning til de centrale regler viser respekt og hensyntagen til borgernes situation.