Hvis du overvejer at skifte navnet Hansen ud, så tænk dig om en ekstra gang

Nu om dage skifter mange mennesker deres efternavn ud. Som regel er det de mere almindelige navne, der bliver skiftet ud med noget, der lyder mere personligt og særpræget. Måske også lidt finere.

 

Hansen bliver for eksempel til Cilliou-Baszewsky – eller hvad man nu ellers kan finde på.

 

Men hvis du går med den slags tanker, bør du nok lige overveje sagen igen. Ny forskning peger på, at det kan være en dårlig idé.

 

Konklusionen

Forskere fra universiteter i New Zealand og Canada har undersøgt, om der er en sammenhæng mellem, hvor let det er at udtale et navn, og hvor troværdig den person, der bærer navnet, virker.

 

Deres resultater er offentliggjort i Scientific American.

 

Og jo, undersøgelsen viser, at der er en sammenhæng. Hvis vi har let ved at udtale personens navn, er vi også mere tilbøjelige til at betragte ham eller hende som troværdig. Navnets genkendelighed fremmer åbenbart tilliden og troværdigheden.

 

Så Hansen skulle ganske afgjort virke mere troværdigt end Cilliou-Baszewsky. I hvert fald i Danmark.

 

Forskernes forsøg

Man lavede et forsøg med universitetsstuderende. De blev præsenteret for nogle simple udsagn som for eksempel: ”Giraffer er de eneste pattedyr, der ikke kan springe.”

 

Hvert af disse udsagn blev så tilskrevet et af de navne, som forskerne havde udvalgt – nogle var enkle og lette at udtale, andre var komplicerede. For hvert udsagn, der var koblet sammen med et bestemt navn, skulle forsøgspersoner sige, om de mente, at udsagnet var sandt.

 

Som forskerne havde forudset, viste der sig at være et klart mønster i forsøgspersonernes svar. De udsagn, der blev tilskrevet folk med enkle navne, blev i højere grad anset for sande.

 

Hvis påstanden om girafferne kom fra Hansen, virkede den mere sand, end hvis den kom fra Cilliou-Baszewski (det er et navn, vi har opfundet).

 

Redaktørerne

Så ærlig talt, Hansen, vil du risikere at sætte din troværdighed på spil ved at skifte til et kringlet navn, som folk hverken kan stave eller udtale?

 

Spørgsmålet er så, om Den Korte Avis’ læsere tror på det, vi skriver her. Det er et svært spørgsmål, al den stund artiklen er skrevet af Karen Jespersen (vældig troværdig) og Ralf Pittelkow (hamrende utroværdig).

Del på Facebook