”Hvad skal man kalde Sverigedemokraterna?” Sådan spørger den svenske udenrigskorrespondent, Kristina Olsson i en artikel i Politiken den 13.12.
Spørgsmålet er for så vidt retorisk, for Kristina Olsson og andre fra det ”officielle” Sverige ved udmærket, hvad de skal kalde partiet, og de har i øvrigt brugt de samme betegnelser i mange år. ”Fremmedfjendsk” hører til i den pænere ende, så nu er ord som ”nyfascistisk” eller ”fascistisk”blevet mere gængse udtryk.
At retorikken har fået en skrue ekstra skyldes naturligvis, at Sverigedemokraterna er blevet så selvbevidste, at de ikke ønskede at holde hånden under en socialdemokratisk regering, hvis statsminister allerede forud for valget i september erklærede, at han under ingen omstændigheder ville samarbejde med Sverigedemokraterna. Det samme gælder den borgerlige fløj, som kunne have bevaret magten, hvis de havde talt partiets næsten 13 procent af stemmerne med. Men det ville de ikke.
Det er derfor ikke Sverigedemokraterna, som har udløst den svenske regeringskrise og udskrivelsen af nyvalg, men derimod de øvrige partier, som med udelukkelsen af Sverigedemokraterna har brudt med alle normale parlamentariske principper. Men det officielle Sverige raser. De politisk korrekte er fortvivlede og desperate. Betegnelser som nyfascister, fascister og nazister er blevet brugt så mange gange, at de er ved at blive slidte. Der skal noget nyt til.
Så en tidligere rådgiver for den forhenværende socialdemokratiske formand, Daniel Suhonen, sætter trumf på og sammenligner Sverigedemokraterna med terrororganisationen Islamisk Stat, IS.
Ja, den lader vi lige stå et øjeblik.
For hvad er Islamis Stat i grunden for en størrelse? Med tusinder af menneskeliv på samvittigheden, i hundredtusindvis på flugt, salg af kristne kvinder som sexslaver, mord på børn og terrorangreb i vesten, er det en sammenligning, der virkelig vil noget.
”Ikke i forhold til voldsomheder”, indrømmer Suhonen, men i forhold til, at de væltede regeringen. Ja, det var ikke pænt af Sverigedemokraterna at opføre sig som et normalt parti. Det er ikke pænt af Sverigedemokraterna at efterspørge en indvandringspolitik, der er som gennemsnittet i Europa i stedet for at føre verdens mest ekstreme udlændingepolitik. Det var ikke pænt af de næsten 800.000 svenskere, som stemte på partiet.
Nu står sammenligningen sort på hvidt. Sverigedemokraterna er ”ligesom IS i svensk politik”. Igen må jeg forundres over svenskernes evne til at vende alting på hovedet. At et parti, der konsekvent er blevet mobbet og hetzet, og hvis vælgere bliver forhånet i de svenske medier, ikke vil finde sig i at blive holdt uden for parlamentarisk indflydelse, fører til sammenligning med en terrororganisation.
Spørgsmålet er ikke, hvad man skal kalde Sverigedemokraterna. Det eneste relevante spørgsmål er, hvad man skal kalde Sverige.
Nogle har omtalt det som ”DDR light”. Andre har kaldt det et konsensussamfund. Personligt tror jeg ikke, at det rigtige ord er opfundet endnu. Sverige er så vanvittigt, at det adskiller sig fra alle andre samfund i historien, og i virkeligheden er det måske ikke statsvidenskaben, som skal inddrages i navngivningen, men snarere fagkræfter inden for psykiatrien med speciale i skizofreni og fortrængning af følelser.
Pia Kjærsgaard, MF, værdiordfører, Dansk Folkeparti
