Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol bestemmer, hvilke udenlandske forbrydere vi er tvunget til at beholde i Danmark. Domstolens afgørelser står dermed over det danske Folketing. Og Domstolen tillades at køre rundt i manegen med såvel Folketing som Højesteret efter forgodtbefindende.
Streng fortolkning beskytter mod udvisning
Camilla Winther Wagner konkluderer i sin juridiske specialeafhandling i 2009, at Højesteret følger de retningslinjer, Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol anviser.
Hun skriver også, at Højesteret i visse tilfælde går videre i beskyttelsen af udlændinge mod udvisning end krævet af Domstolen.
Og – konkluderer Wagner videre – ”dette skyldes formentlig Domstolens dynamiske fortolkningsstil sammenholdt med, at Højesteret ikke ønsker at blive underkendt i Strasbourg.”
Respekten for Højesteret synes efterhånden at kunne ligge på et meget lille sted. Lektor Peter Starup fra Juridisk Institut på Syddansk Universitet har kaldt en højesteretsdom, hvor en tyrkisk vaneforbryder ikke blev udvist, for juridisk “frihåndstegning”.
Menneskerettighedsdomstolen (og Højesteret) vurderer, hvis menneskerettigheder, der er mest beskyttelsesværdig: den udenlandske forbryders eller den danske befolknings. Som oftest vejer beskyttelse af den farlige forbryder tungest.
Der står dog absolut intet i Menneskerettighedskonventionen, der kræver, at noget land skal tåle at dets borgere skal leve i frygt og utryghed ved at acceptere dødsensfarlige udlændinges fortsatte huseren i landet.
Tværtimod skal Konventionens artikel 8 sikre, at
Stk. 1. Enhver har ret til respekt for sit privatliv og familieliv, sit hjem og sin korrespondance.
Stk. 2. Ingen offentlig myndighed kan gøre indgreb i udøvelsen af denne ret, undtagen for så vidt det sker i overensstemmelse med loven og er nødvendigt i et demokratisk samfund af hensyn til den nationale sikkerhed, den offentlige tryghed eller landets økonomiske velfærd, for at forebygge uro eller forbrydelse, for at beskytte sundheden eller sædeligheden eller for at beskytte andres ret og frihed.
Vil ikke underkendes, så løber med
For Menneskerettighedsdomstolen og Højesteret ser artikel 8 dog ikke ud til at gælde landets egen befolkning. Frygten for at blive underkendt i Strasbourg af en europæisk – ikke dansk – domstols dynamiske fortolkningsstil er altså årsagen til, at Højesterets dommere ser stort på, at trygheden for befolkningen stort set er gået fløjten, og at befolkningens rettigheder og frihed ikke beskyttes.
Et sådant medløberi fra en tidligere højt respekteret dansk domstols side bevirker, at en fremmed domstol tillades at konstruere de mest absurde krumspring til skade for landets befolkning, f.eks. betinget udvisning.
Umiddelbart ser det ud som et løfte om, at forbryderen ryger ud ved næste forbrydelse. Men nej, konstruktionen er genanvendelig. I denne er nemlig indbygget en sikkerhedsventil for forbryderen. Han skal bare ikke begå den samme slags forbrydelse inden for – som udgangspunkt – 2 år, men skulle han have kriminalitet som livsstil, skal han bare vælge en anden form for kriminalitet næste gang og næste gang. Så starter farcen hver gang forfra.
En anden absurd konstruktion er tålt ophold, beregnet på at beskytte forbrydere mod fædrelandets mere realistiske håndtering af grove kriminelle.
Teoretisk skal forbrydere på tålt ophold overnatte i Sandholmlejren og melde sig til politiet hver dag. Hvis de altså har lyst. Hvis ikke, finder de en villig kvinde, flytter sammen med hende og gør hende gravid. Så er denne gummilov sat ud af funktion. I praksis bor og lever mange af dem derfor iblandt os som indvandrere med lovligt ophold.
Det lykkedes en advokat at få ophævet bo- og meldepligten for en iransk forbryder på tålt ophold, da Højesteret ved dom af 1. juni 2012 besluttede, at dette var en indskrænkning af forbryderens færden.
I en pressemeddelelse af 7.9.2012 erklærede eks-justitsminister Morten Bødskov, at han ikke ønskede at ændre på reglerne, idet
”Højesterets afgørelse er konkret begrundet i forholdene i den pågældende udlændings sag. Højesteret har ved dommen ikke tilsidesat den lovgivning, som blev vedtaget af Folketinget, vedrørende opholdspligt og meldepligt.”
Nogen uenighed med Bødskov anes dog, da chefjurist i Rigspolitiet, Hans Viggo Jensen, den 29.3.2013 udtalte, at politiet har sat ”anmeldelser i bero, indtil vi har fået afklaret situationen.” Og hvor længe kan man så lige være om en sådan afklaring? Trekvart år efter en konkret begrundet dom, der intet har med andre sager at gøre?
I mellemtiden kan udenlandske forbrydere og danske kvinder så lege far, mor og børn.
Slemme forbrydelser, milde straffe
I den stadige strøm af forbrydelser, der foregår i vores for ikke så mange år siden ret fredelige land, kan det være svært at huske hvem, hvad og hvor. Hver dag sine narkoforbrydere, mordere, bander der kræver beskyttelsespenge af forretningsdrivende, bestialske voldsforbrydere, hjemmerøvere, terrorister, hælere, bank- og gaderøvere og voldtægtsforbrydere.
Man tager sig til hovedet, når man hører, at en voldtægtsforbryder slipper med betinget udvisning, fordi retten har lagt vægt på, at man skal begå særlig grov vold, hvis man ubetinget skal udvises af Danmark. Vi kan altså konstatere, at voldtægt, selv af børn, ikke af dommere regnes for ”særlig grov vold”.
En afstumpet bandeleder med et alenlangt synderegister bag sig kan altid regne med at blive set mildt på af domstolene. Sølle 6 måneders fængsel for at overfalde og sparke løs på en kvinde, og så skulle han end ikke lide den tort at blive betinget udvist. Lidt naivt var det at tro, at domstolen ville benytte lejligheden til at befri befolkningen for en person, der udover sine forbrydelser som bandeleder har været lejesoldat i Syrien og vel som sådan er en fare for rigets sikkerhed.
Men en dømt terrorist, som har dobbelt statsborgerskab og er til fare for landets sikkerhed, ham må dommerne vel sikre befolkningen imod og fratage ham hans danske statsborgerskab i henhold til indfødsretslovens § 8 B?
Den, som dømmes for overtrædelse af en eller flere bestemmelser i straffelovens kapitel 12 og 13 [forbrydelser mod statens selvstændighed og sikkerhed hhv. statsforfatningen og de øverste statsmyndigheder m.v. – min tilføjelse], kan ved dom frakendes sin danske indfødsret, medmindre den pågældende derved bliver statsløs.
Men nej. Man kunne vel sige sig selv, at han fik lov til at beholde sit danske statsborgerskab. Det må vist være rimeligt at spørge, om indfødsretslovens § 8 B overhovedet længere er dansk ret?
Uansvarligt
Der er altid en grund, når Højesteret – ihukommende Menneskerettighedsdomstolens direktiver – ikke mener, at forbrydere skal udvises til deres hjemland. Måske er de født her i landet, de kan ikke gøre for det, de har fået en læreplads, de har haft en hård barndom, de har med det stampeiske udtryk ”lært det i Danmark”, og VUPTI er de vores ansvar. Et ansvar for myndighedernes grove uansvarlighed som næppe mange i befolkningen har noget ønske om at påtage sig.
Den sagesløse befolkning skal være beskyttet af Menneskerettighedskonventionen og af Højesteret. Det skal en udenlandsk forbryder ikke.