Glæden ved at sælge vin vokser

Kup på Vinhylden

 

Glæden ved at sælge vin er stor, og i disse dage vokser antallet af nye vinhandler med fire.

 

Det er den unge vinkæde ”Vin & Vin”, der startede i 2009, som nu har vokset sig stor, og i dag og omfatter 12 butikker over hele Danmark med vinhandler Lars Benmoyal, Haller Vine i Middelfart som ankermand. Han er kendt her fra Kup på Vinhylden som en kvalitetsbevidst forhandler med et væld af gode leverandører.

 

Med øget konkurrence kan vi se frem til flere kup på vinhylderne, og dertil har vi vinforbrugere ikke noget negativt at bemærke.

 

Rødvin

 

Bodegas Triton, 2011 Tridente Rejón, Vino de la Tierra de Castilla y Léon CO, Spanien – Normalpris 399,95 kr. – Tilbudspris 299 kr. ved køb af 6 flasker. Vinen er fremstillet af 100 % Tempranillo og er af den forunderlige slags, at et enkelt glas egentlig er tilstrækkeligt at drikke til et helt måltids hovedret. Den er så kraftig og fyldig, at smagsløgene fyldes op ved første mundfuld. Det er ikke en vin for begyndere, men de vil gøre sig selv en tjeneste at smage på den.

Importør: Andrup Vin, Esbjerg. www.andrupvin.dk

 

Podere Il Macchione, 2009 Vino Nobile di Montepulciano DOCG, Toscana, Italien – Normalpris 179 kr. – Tilbudspris 149 kr. Montepulciano er et vindistrikt i Toscana syd for kunstbyen Siena, og fra en begrænset del af området kommer Nobili-vinene. Produktionen ligger på omkring 7,6 millioner flasker, hvilket i den store sammenhæng ikke fylder meget. Denne flotte udgave har en lækker friskhed i den blide frugt, og det er vin, som kun vil udløse ros til værten, når han serverer den for vennerne.

Importør: Jysk Vin – det gode glas. www.jyskvin.dk

 

Bodegas Edetària, 2011 Via Edetana, Terra Alta DO, Catalonien, Spanien – Normalpris 159 kr. –Tilbudspris 125 kr. ved køb af 6 flasker. Vinen kommer fra Cataloniens sydligste vinområde, som grænser op til Aragonien. Jorden er kalkholdig, og temperaturerne når umenneskelige højder, som imidlertid passer fortrinligt til at give de ekstremt gamle vinstokke de bedste vækstbetingelser. Her kan vi glæde os over en ægte topvin i glasset lavet på druesorterne Garnacha Negra, Garnacha Peluda og Cariñena.

Importør: D’Wine, Aalborg. www.d-wine.dk

Læs også
Nirvana-vine fra franske Côte-Rôtie

 

Cantine Due Palme, 2012 Serre, Susumaniello Salento IGT, Apulien, Italien – Normalpris 129 kr. – Tilbudspris 300 kr. ved køb af 3 flasker hos Vinikassevis.

Susumaniello er en sjælden syditaliensk druesort, som giver en fyldig og kraftig, sødmefuld vin med stor rigdom af frugt. I næsen fås en intens duft af hindbær og stikkelsbær, mens smagsløgene oplever frugt præget af harmoniske tanniner og undertoner af egetræsfad.

Importør: Vinikassevis, Valby. www.vinikassevis.dk

 

Bodegas Resalte de Peñifiel, 2008 Balsion Crianza, Ribera del Duero, Valladolid, Spanien – Normalpris 179 kr. – Tilbudspris 95 kr. ved køb af 6 flasker. Vinen, der er lavet på 100 pct. Tempranillo-drue, kommer fra samme område, som har fået verdensberømmelse af store klassevine fra eksempelvis vingårdene Vega Sicilia og Pingus. Det er en tung, men elegant vin til kraftig og krydret mad, som den kompletterer 110 %.

Importør: Haller Vine, Middelfart. www.hallervine.dk og www.vinogvin.dk

 

Tenuta di Tavignano, 2010 Libenter, Rosso Piceno DOC, Marche, Italien – Scooppris 89 kr. Man skal være libertiner af værste slags, hvis man ikke er glad for at have denne vin på sin egen private vinhylde. Vinen er lavet af druerne Montepulciano og Sangiovese, og betegnelsen Rosso Piceno indikerer, at det er en af Marche-provinsens førende rødvine, man har i glasset. Her i vores Indian Summer kan den nydes i rigelige mængder sammen med grillstegte bøffer.

Læs også
Vin til det spæde forår

Importør: Carlo Merolli, Virum. www.carlomerolli.dk

 

Azienda Vitivinicola Zenato, 2012 Veneto Rosso IGT, Parziale Appassimento, Lugano, Italien – Normalpris 119 kr. – Tilbudspris 83 kr. Vinen er robust med masser af krydderi. Den er stukket sammen af druesorterne Merlot, Cabernet Sauvignon og Corvina. En høj andel af Merlot giver blødhed, mens Cabernet og Corvina giver saft, kraft og struktur. Vinområdet Lugano ved Gardasøens sydende er velkendt af de mange danske turister, som i gennem årene har ferieret her og nydt de fremragende produkter fra vinkunstneren Sergio Zenato.

Importør: Theis Vine, Skovlunde. www.theis-vine.dk

Tenute Girolama, 2012 La Voliera, Salento IGP, Apulien, Italien – Normalpris 99 kr. – Tilbudspris 69 kr. ved køb af 6 flasker. Vinen, som er fremstillet på Primitivo-druen, er usædvanlig frugtrig og fyldt med kraft og saft. Der er gode krydderier i bouquet’en, og eftersmagen er meget lang. Det er Primitivo på et meget højt niveau og en flot ledsager til de fleste kødretter.

Importør: Gallovini, Vejle. www.gallovini.dk

 

Tenuta Patrizia Lamborghini, 2011 Trescone, Umbria IGT, Italien – Normalpris 119,95 kr. – Tilbudspris 59,95 kr. ved køb af 12 flasker. Som navnet antyder, er Patrizia datter af Lamborghini-sportsvognens skaber, og der er investeret umådelige summer i at skabe Umbriens førende vingård. Her er en af Italiens førende vinmagere, Riccardo Cotarella, rådgiver og sparringspartner med Patrizia, der er fanatisk med hensyn til kvalitet og løbende udvikling. En elegant kupvin!

Importør: Philipson Wine, Kokkedal. www.philipsonwine.com

Læs også
Ikoniske vine fra Toscana

 

Azienda Vinicola Fratelli Fabiano, 2012 Valpolicella Classico Superiore DOC, Verona, Italien. Normalpris 109,75 kr. – Tilbudspris 89,85 kr. ved køb af 6 flasker.

Vingården ligger øst for Gardasøen, hvor mosten af dens druer Corvina (65 %), Rondinella (25 %), Molinara (5 %) og Negrara (5 %) stikkes sammen til en frisk og udtryksfuld vin med en blandet duft af jordbær, kirsebær og vilde brombær og en lang krydret eftersmag. Fantastisk sammen med pastaretter.

Importør: Skjold Burne, Brøndby. www.skjold-burne.dk

 

Yealands Family Winery, 2013 Pinot Noir Reserve, Marlborough, New Zealand – Normalpris 129,95 kr. – Tilbudspris 99 kr. i Kvickly. Nogle af de bedste ”Bourgogner” produceret uden for Frankrig kommer fra New Zealand, og denne udgave er utrolig lækker og har en indbydende aroma af søde kirsebær og blommer. Det er lige en vin, der passer godt til det vildt, som snart vil præge gæstebuddet.

Importør: Coop, Albertslund. www.coop.dk

 

Società Agricola Dacapo, 2011Sanbastian, Barbera d’Asti DOCG, Piemonte, Italien – Normalpris 99 kr. – Tilbudspris 85 kr. ved køb af 6 flasker. En moderne vin, som er fremstillet traditionelt, og som kan drikkes her og nu, men som er skabt til lagring. Den er vinificeret udelukkende i temperaturkontrolleret ståltang for at bevare frugtens friskhed. En dejlig vin med Barbera-druen for fuld udblæsning.

Læs også
Vin til forårets pris

Importør: Vinslottet, Greve. www.vinslottet.nu

Angelo Rocca & Figli, 2013 Torridoro Negroamaro, Salento IGT, Apulien, Italien –

Kampagnepris 79,95 kr. hos nemlig.com. Torridoro er navnet på en serie af prestigefyldte vine fra Syditalien. Vinen er flot med en intens dybrød farve, en kompleks duft af modne frugter og noter af Middelhavets krydderier. Smagen er blød som fløjl og har en lang finish. Den er velegnet til supper, der er tænkt som et fuldt måltid som f.eks. en linsesuppe med knoldfrugter kogt på kalvehaler eller røget bacon skåret i mundrette stykker.

Importør: Amka, Randers. www.amka.dk

 

Maison Laurent Miquel, 2012 L’Atelier Miquel GSM, Languedoc, Frankrig – Normalpris 99 kr. – Tilbudspris 79 kr. ved køb af 6 flasker. Vinen er skruet sammen af GSM-druer – Grenache 47 %, Syrah 46 % og Mourvèdre 7 %. L’Atelier indikerer, at der er tale om en signatur-vin. Den dufter og smager af chokoladeovertrukne blommer og passer fint til grillet kød, langsomt stegt lammeskank eller en risotto med vilde svampe, som netop nu er aktuelle.

Importør: Vinens Verden, Odense S. www.wine.dk

Del på Facebook

ANDRE LÆSER OGSÅ…