Berlingske Søndag har bragt en grundig omtale af ruterne til Europa fra Mellemøsten og Nordafrika med opgørelse af, hvor mange fattigdomsflygtninge, der i 2013 kom illegalt ind i ”Det forjættede Land”. (11.5)
På de følgende sider var det et stort interview med den danske EU-kommissær Connie Hedegaard. Det handlede om EU-debatten, om at EU er os, om EU som fredens projekt (anno 1956), om jordbærplukkere og børnecheck.
Ikke et ord om fattigdomsflygtninge!
Problemer, der ikke tales om
Et kig på et verdenskort og lidt eftertænksomhed må gøre det klart for de fleste, at befolkningspresset fra de omtalte områder er et af EU’s helt dominerende problemer.
Når det en sjælden gang dukker op i debatten, så drejer denne sig om, hvordan vi i den nordlige del af EU kan lette byrden for landene omkring Middelhavet, hvor flygtninge strømmer ind i stort tal. Ikke noget om, hvad der kan gøres for at begrænse problemet på langt sigt.
EU sveder af selvglæde over sit velfungerende demokrati, som alle lande bør overtage, hvis de vil deres eget vel. Udsynet mangler, f. eks. når det kommer til spørgsmålet om udvikling i Afrika.
Europas forbandelse er den grønne kulturrevolution, som har hærget den gamle verden i et par årtier. Det er en illusion at tro, at Europas befolkning kan opretholde den ønskede velstand uden brug af fossile brændsler og atomkraft.
Ikke desto mindre er det det, som hele koret af journalister, politikere, kommissærer og intellektuelle prædiker med en ensformighed, som burde få nogle i den sidste gruppe til at bekymres. I heppekoret indgår også de dele af industrien, som tjener godt på den grønne omstilling. Personer med en vis skepsis overfor projektet har enten valgt at holde kæft eller findes ikke.
Projekt Desertec
Et led i den europæiske grønne omstilling er det såkaldte Desertec-projekt. Det præsenterer sig på YouTube som et globalt projekt til fremme af udvikling i Sahara.
Men det kommer også til at afsløre det egentlige formål: at sende strøm fra solenergi i Sahara frem til de store befolkningscentre i Europa. Det skal ske gennem kabler under Middelhavet, hvorefter strømmen fra Sahara kan fordeles i hele Europa.
Det nærliggende spørgsmål, som ikke bliver stillet er: Hvis der kan produceres strøm i Sahara, hvorfor så ikke bruge det dér til at afsalte havvand?
Sats på udvikling i Nordafrika
Uden at være belastet af nogen større viden om Sahara, så har jeg dog hørt, at der er oaser, hvis eksistens skyldes tilstedeværelsen af vand. Ergo vil man kunne udvikle store dele af området, hvis man har vand, som kan fremstilles af havvand med elektricitet produceret af f. eks. solenergi.
Udvikling af Nordafrika er vejen til stop for de store flygtningestrømme på langt sigt.
Men det er ikke det, som EU beskæftiger sig med.
Formålet med Desertec er at skaffe ”grøn strøm” til forkælede europæere, som er bange for atomkraft og for fossile brændsler. Jobskabelsen i Nordafrika vil være begrænset til f. eks. vinduespudsere, som skal holde de reflekterende spejle rene.
Bagud
Atomkraften vil blive udviklet i Asien, Rusland og måske i Amerika, hvilket vil give disse områder en økonomisk fordel, som vil være markant efter 2050.
Kina, Indien og Afrika vil ikke give afkald på forbedrede levevilkår ved at forsage fossile brændsler. Europas enegang på dette område er derfor på langt sigt til grin. Uanset hvad EU’s forskellige repræsentanter siger, så er EU de facto klodens mest aktive modstander af atomkraft.
Udviklingen af atomteknologi har været sat i stå i flere årtier i EU og i stort set alle lande er det ikke pænt at tale eller vide noget om denne teknologi. Uvidenhed gør stærk. Også på dette område har Danmark den grønne førertrøje: undervisning og forskning på området fissionsenergi er nedlagt. Om få år går de sidste personer, der ved noget om det, på pension. En total sejr for Greenpeace og EU, personificeret ved Connie Hedegaard.
Beskæmmende for den udvikling af teknik og naturvidenskab, som så mange europæere siden Tycho Brahe og Gallileo har bidraget til.
Bertel Lohmann Andersen er fysiker
