Cecilia Malmström er en svensker, som lever op til nogle danskeres forventninger – og bekræfter andres bange anelser.
Som magtfuld EU-kommissær udsteder hun jævnligt anklager og bebrejdelser mod de lande, som hun mener ikke tager deres rimelige del af masseindvandringen til Europa.
Hun anser Sverige for et foregangsland, fordi den politiske overklasse dér vil åbne folkhemmets døre for 3-400.000 indvandrere i løbet af de næste fire-fem år.
Så når forarmede Grækenland kun giver politisk asyl til 4 procent af asylsøgerne, så uddeler kommissæren reprimander og advarsler. ”Ikke engang halvdelen af medlemslandene påtager sig sin forpligtelse til at modtage asylsøgere”, sagde hun for nylig, og forlangte en ensretning af landenes asylprocedurer: ”Og når alt forhåbentlig er på plads om et par år, så vil alle 28 lande kunne påtage sig et ansvar,” sagde Cecilia Malmström.
Rapport, der skal modbevise fordomme om immigration
I en meningsmåling om indvandring foretaget af Epinion for Danmarks Radio, sagde 54 procent, at de er enige i, at det skal være vanskeligere at blive familiesammenført. Ønsket om en begrænsning af indvandringen vinder frem i alle lande – også Sverige.
Kommissærernes svar på den slags modvillighed er endnu en rapport: ”Er det virkelig sandt, hvad vi hører om immigration? Spørgsmålstegn om otte stereotyper” hedder den og er udarbejdet af Migration Policy Centre, som er helt og holdent finansieret af EU, og holder til på Det Europæiske Universitet i Firenze, hvor eksperter som Marlene Wind er blevet skolet.
Rapporten nævner otte fordomme, som åbenbart er så udbredte, at de bør gendrives. Her er de:
Vi har ikke brug for indvandrere – indvandrere stjæler vores jobs – vi har ikke brug for uuddannede indvandrere – indvandrere undergraver vores velfærdssystemer – indvandrere hæmmer innovation – Middelhavslandene oversvømmes af indvandrere – økonomiske indvandrere prøver at udnytte vores velfærdssystemer – immigranter er en belastning for vore børns skoler.
Heldigvis er alle otte fordomme aldeles grundløse og besvares i rapporten med et rungende ”Nej!”
Tværtimod nedbringer indvandring til EU arbejdsløsheden og får europæerne til at kravle op ad stigen og uddanne sig. Indvandrerne tager kun de jobs, som europæerne ikke gider. Skolerne bliver endda bedre. Indvandrerne er ikke interesseret i sociale ydelser men kun i hårdt arbejde. Europa begår økonomisk og demografisk selvmord og går til i alderdom, hvis ikke millioner bliver inviteret til at indvandre.
Koster dyrt
Modviljen mod indvandring stiger i Europa. Så hvad gør EU-apparatet for at gøre de modvillige borgere møre? Bestiller endnu en rapport, som postulerer, at indvandring er en sikker vej til europæisk rigdom og harmoni.
Sidste år kom det ellers frem – endda i det indvandringsvenlige Norge – at hver eneste ikke-vestlig indvandrer koster Norge 4,1 millioner kroner netto i et livsforløb; en somalier over 9 mio, en pakistaner over 5 mio. kroner, og vel at mærke mere, hvis ikke deres børn bliver fuldt integreret. (Finansavisen, på data fra Statistisk Sentralbyrå).
Men ifølge EU-eliten er problemet ikke, at f.eks. 6-8 millioner indvandrere fra Afrika og Mellemøsten opholder sig ulovligt i Europa; problemet er, at de ikke uden videre får lov at blive. Og ikke bare blive; de skal sikres akkurat samme rettigheder som de oprindelige indbyggere i EU. Ganske vist indrømmede Cecilia Malmström, da hun fremlagde rapporten, at massiv indvandring kan være lidt af en ”udfordring”, men hun gik hurtigt videre og lagde ansvaret på europæerne:
”Det kan godt nære fremmedfjendske og populistiske bevægelser. Det kræver politisk mod og lederskab, og vi må alle afvise nemme løsninger og undgå, at indvandrere bliver syndebukke (…) Regeringer og andre ansvarlige myndigheder må sikre, at indvandrere bliver behandlet som fuldgyldige medlemmer af vores samfund.”
EU-eliten drøner derudaf
Der er meget galt i Europa, og der er ingen tvivl om, at europæerne kommer til at rulle ærmerne op og tage hårdere fat.
En af de største udfordringer for Europas regeringer er at skabe arbejdspladser til de millioner af europæere, som foreløbig kun kan bestride forholdsvis simple og manuelle jobs. Men det er først og fremmest dem, vi har en forpligtelse over for. Uanset hvor besværligt og tungt livet er i Afghanistan, Eritrea, Ghana, Mali, Somalia og Syrien, så er immigranter derfra ikke Europas redning.
Foreløbig har vi i Danmark i det mindste muligheden for at sige stop. Hvis vi giver afkald på vores retsforbehold, så har vi lagt Danmarks skæbne i hænderne på en svensk kommissær.
