En skolelærer fik en vild ide – og så blev der virkelig ro i klassen

En belgisk matematiklærer var grundigt træt af, at hans elever var urolige. Men for nylig fik han en lys idé:

 

Snart begynder TV-serien ”Game of Thrones” på sin fjerde sæson. Alle sande fans blandt børn og unge har længe kæmpet for at undgå, at nogen fortæller dem, hvad handlingen kommer til at gå ud på.

 

Det udnyttede matematiklæreren på det mest sataniske.

 

Lærerens trussel

”Game of Thrones” er en meget populær amerikansk fantasy-serie, der skal forestille at foregå i en slags middelalder. I denne eventyrverden kæmper forskellige familiedynastier en voldsom kamp om magten i kongeriget Westeros.

 

Serien er baseret på bestseller-romanerne ”A Song of Ice and Fire”.

 

Ifølge den belgiske avis ”Nieuwsblad” spurgte læreren de larmende elever, hvor mange af dem, der så ”Game of Thrones”. Tre fjerdedele af klassen rakte hånden i vejret.

 

Han fortalte så, at han havde læst de romaner, som serien bygger på. Så han vidste, hvad der skete i resten af serien. Og nu ville han bare fortælle dem, at hvis de ikke faldt til ro, ville han give dem navnene på alle de personer i serien, der dør i næste sæson.

 

De bliver faktisk slået ihjel i lange baner i den serie. Selv hovedpersoner. Ingen sentimentalitet dér.

 

”Jeg kan endda fortælle jer, hvordan de dør,” lød det truende fra læreren.

 

Dét virkede

Nogle elever begyndte at fnise og prøve læreren af ved at larme videre. Men han gjorde det straks klart, at truslen var alvorligt ment.

 

Han begyndte at skrive navnene på alle personer, der blev dræbt i slutningen af tredje sæson. For ligesom at vise, at han var parat til at gå videre med fjerde sæson.

 

Dét virkede!

 

Som en elev skrev på nettet: ”Der var en religiøs stilhed i den sidste del af timen.”

 

Store muligheder

Undervisningsministeren, skolelederne og Danmarks Lærerforening bør være opmærksomme på de muligheder, der ligger i den belgiske metode.

 

Man behøver måske slet ikke at føre lange diskussioner, hvordan læreren får styrket sin autoritet og skabt ro i klassen.

 

Man skal bare vise eleverne, at dårlig opførsel har konsekvenser. Ikke ved at slå eller skælde ud, men ved at true dem med noget, de virkelig har respekt for. Som for eksempel afsløring af, hvad der sker i kongeriget Westeros.

 

Hvis de har valget mellem at få det at vide eller at sidde stille og lære noget, så vælger de trods alt det sidste.

 

Der er bare et enkelt problem: Metoden stiller store krav til lærerens forberedelse. Han eller hun skal være virkelig godt inde i, hvad de unge mennesker netop nu dyrker på TV-fronten. Og man skal endda være på forkant med, hvad der sker.

 

Det har den ny folkeskolereform vist ikke taget højde for.

 

En seriøs pointe

Og skal vi så lige slå fast, at der i denne sjove lille historie gemmer sig en dybt seriøs pointe: Sanktioner virker.

Del på Facebook