Hver måned må omkring 5.500 politikere, assistenter, funktionærer, teknikere, tjenere, chauffører, oversættere og journalister flytte sig de 400 kilometer fra Bruxelles og Luxembourg til Strasbourg og opholde sig dér i fire dage. Alle skal de have diæter og betalt rejseudgifter.
Rejsecirkus til 1,5 milliard
2.500 plastickasser bliver fyldt med dokumenter og læsset på fem lastvognstog og kørt frem og tilbage.
To hurtigtoge bliver sat ind for at transportere de tusinder af modvillige passagerer til en pris af 19 millioner kroner om året.
At skaffe mad og drikke koster 9,5 mio. kroner.
Læger og sygeplejersker koster 3,1 mio. kroner.
Opvarmning, rengøring, opsyn med bygninger, som står tomme 317 dage om året, og løn til de hundreder af permanent ansatte i Strasbourg koster hen ved 500 millioner kroner om året.
Søndag aften koster et værelse på Hotel Hilton 780 kroner, men 1.500 kroner om mandagen. Der bliver booket værelser 3-4 år ud i fremtiden.
Strasbourg tjener fedt på showet.
EUs arrogance
Og hvad de fleste nok heller ikke ved er, at EU-parlamentet ikke bare er spredt ud på Bruxelles og Strasbourg men også Luxembourg. Hvorfor? Jo, for da strukturen til Babelstårnet blev delvist samlet i Bruxelles i 1965, begyndte luxembourgerne at tude. Som tudekiks fik de domstolen og nogle nye EU-gevækster og huser i dag også EU-parlamentets sekretariat på 4.000 ansatte.
Det hele koster 1,5 overflødige milliarder kroner. Beløbet er ikke stort, og hele farcen er gammelkendt. Men den er også symbolsk for EU’s stivnede arrogance, som nærmest er uforståelig for en dansk mentalitet.
Når Venstre og Konservative nu får kolde fødder over EU’s magt, hævder de – med en tone af desperat håb – at, hvad der kommer af dekreter fra Bruxelles jo ikke er mejslet i sten, og at regeringen bør gøre, hvad de i øvrigt aldrig selv turde gøre, nemlig at tale EU-maskinens kommissærer og dommere til fornuft og sikre Danmarks suverænitet over f.eks. sine egne sociale ydelser.
Glem det.
Rejsefarcen er ellers så pinlig en affære for EU’s anseelse, at hele 75 procent af EU-parlamentets medlemmer har stemt for, at EU-parlamentet kun skal have ét sæde, nemlig i Bruxelles.
På tværs af parlamentets partier, som ellers altid holder sammen som ærtehalm i forsvaret for deres egen og EU’s status, er bevægelsen ”One Seat” stiftet. Et massivt flertal af medlemslandenes regeringer er enige.
Men lige meget hjælper det.
Fransk gloire
Da EU-parlamentet besluttede at sammenpresse to samlinger til én samling i Strasbourg, stak den ellers så fæle nationalisme pludselig sit hoved op i form af fransk ”gloire”, som bør oversættes til ”blær”.
Såvel franske socialister, grønne og gaullister faldt flæbende hinanden om halsen og blev straks trøstet og støttet af EU-domstolen i Luxembourg: EU-parlamentet havde værsgo at rejse 12 gange om året til Strasbourg i stedet for 11. For franskmændene er da ligeglade med, at EU fremstår som ekstra latterlig. De nedlægger bare veto. Pludselig tæller Frankrig mere end det europæiske fællesskab, også selv om Frankrig skal henvise til udlevede paragraffer i EU’s traktater og misbruge sit veto.
Hvordan standser man den slags fornuftsstridig magtmisbrug?
Ja, når alt er forsøgt, må et land, stort eller lille, en skønne dag gå foran med et stolt eksempel og bare sige ”Nej!”.
Morten Messerschmidt er medlem af Europa-Parlamentet og spidskandidat for Dansk Folkeparti
