Dovne-Robert og Fattig-Carina blev berygtede for 1-2 år siden. Det levede af kontanthjælp, og de levede så godt, at det fastholdt dem på offentlig forsøgelse, selv om der var ledige jobs.
Dovne-Robert sagde åbent, at han ikke tog de jobs, han kunne få, fordi de var for dårligt betalte og for kedelige.
Fattig-Carina prøvede at slå sig op som fattig, men det blev afsløret, at hun fik så meget udbetalt, at det heller ikke for hende kunne betale sig at arbejde.
Siden er der lavet reformer, der retter op på nogle punkter.
Men problemet er stadig betragteligt. Det kan man læse i regeringens nye rapport om ”Familiernes økonomi” fra 21. maj.
23.000 – mindst
Der er fortsat en meget store grupper af ledige, der hæver kontanthjælp eller undersøttelse uden at stå til rådighed for arbejdsmarkedet.
Knap hver femte af de ledige svarer selv, at de ikke står til rådighed – 18 procent. Det svarer til 23.000 personer, står der i rapporten. Dette tal er baseret på en omfattende interview-undersøgelse.
Men reelt kan tallet være meget højere.
De 23.000 er kun dem, der indrømmer, at de ikke står til rådighed for arbejdsmarkedet. Tallet kan altså meget vel være betydeligt højere, fordi en del personer ikke har lyst til at fortælle, at de i virkeligheden ikke står til rådighed.
Flest på kontanthjælp
Der er flest kontanthjælpsmodtagere blandt de 23.000.
Faktisk er det hver tredje kontanthjælpsmodtager, som indrømmer ikke at stå til rådighed for arbejdsmarkedet.
Blandt dagpengemodtagere er det hver syvende.
Kontanthjælpen er for høj
Men hvorfor er der så mange ledige, der ikke søger arbejde?
Svaret er enkelt: Det kan ikke betale sig at tage et arbejde.
Kontanthjælpen og understøttelsen er så høj, at man ikke får noget eller ikke ret meget ud af at tage et arbejde.
Kompensationsgraden er for høj, som det bliver udtrykt i rapporten. Det bliver altså sagt klart og tydeligt i en rapport, som er udgivet af regeringen. Regeringen har ellers gjort alt for at undvige denne debat, men når man nærlæser, hvad dens egne embedsmænd skriver, pibler sandheden alligevel frem.
Er understøttelsen for høj, så hjælper alverdens krav om jobsamtaler og lignende ikke.
Når mennesker på kontanthjælp og understøttelse ikke får ret meget ud af at tage et arbejde, så gør mange af dem ikke særligt meget for at finde et job.
Nogle søger ikke jobbene, eller de søger på skrømt. Hvis den ledige vil, er det forholdsvis nemt at gøre sig så umulig, at arbejdsgiverne ikke vil ansætte ham eller hende.
Samtidig har uddannelsesaktivering også stor indflydelse på, at de ledige reelt ikke står til rådighed for arbejdsmarkedet, står der i rapporten. Også denne vurdering går stik imod regeringens officielle politik i det ny forslag til beskæftigelsesreform.
Den manglende tilskyndelse til at søge job er et kæmpestort problem.
Problem for de ledige selv
Det er et problem for de ledige selv, der bliver hængende på kontanthjælp.
Det er tilmed især de svage grupper, hvor forskellen mellem offentlige ydelser og den løn, de kan få, er så lille, at det ikke kan betale sig for dem at søge arbejde. Det er grupper af unge, ufaglærte og enlige forsørgere, står der i rapporten.
Problem for det danske samfund
Det høje tal er et stort problem for det danske samfund.
Arbejdsudbuddet er for lille. Der er ikke konkurrence nok om jobbene. Derfor er lønnen relativt høj. Og det får virksomhederne til at ansætte billigere arbejdskraft fra andre lande. Mange østeuropæere er interesserede og strømmer til Danmark, hvor de arbejder for en lavere løn inden for overenskomsterne.
Imens bruger det danske samfund skatteydernes penge til at betale understøttelse og kontanthjælp til dem, der ikke står til rådighed.
Ledighedsperioden er for lang
Tilmed vokser den periode, de ledige er uden arbejde. Det forstærker problemet.
Korte ledighedsperioder er afgørende for den enkeltes fremtidige tilknytning til arbejdsmarkedet. De fleste må begynde i et lavtlønsjob. Men når de ledige først får et arbejde, stiger de som regel i løn.
Jo længere ledighedsperioden varer, desto større er lønefterslæbet. Mens personer med korte ledighedsperioder hurtigt indhenter det meste af lønnedgangen.
For samfundet er der også en betydelig gevinst ved at få ledige hurtigt i arbejde. For hver dag ledighedsforløbene reduceres, vil det øge den strukturelle beskæftigelse med cirka 900 personer og give en gevinst på 250 mio. kr, siger rapporten. (Den strukturelle beskæftigelse er beskæftigelsen uafhængigt af økonomiens op- og nedture)
Tiet ihjel
Nu vil nogen måske undre sig over, at man stort set intet har hørt om disse opsigtsvækkende tal. De er stort set tiet ihjel.
Da rapporten blev offentliggjort, rettede al opmærksomhed sig mod tallene for indkomstforskelle. Det fremgår nemlig, at forskellen mellem lavtlønnede og højtlønnede er vokset. Debatten gav det indtryk, at der var blevet flere fattige, og at de fattige var blevet endnu fattigere.
Men det var et misvisende billede. Danmark er fortsat det land i OECD, der har de mindste lønforskelle (bortset fra Norge). Og forskellen var kun vokset ganske lidt.
Læser man nærmere i rapporten, fremgår det altså også, at der er et betydeligt problem med at tilskynde lavtlønsgrupperne til at tage et arbejde. Netop et arbejde er forudsætningen for at tjene mere og hæve sin levefod.
