Det lille orange-gule bær fuld af sunde mirakler

Havtorn bærret er et af den danske naturs små mirakler.

 

Det lille orange-gule bær med den syrlige smag er naturens egen vitaminpille, propfyldt med antioxidanter og sunde vitaminer.

 

På grund af smagen kaldes bærret ofte for nordens citron.

 

Dansk superfood

I et enkelt bær er der lige så meget C-vitamin som i en halv citron eller en hel appelsin.

 

Samtidig indeholder havtorn bær også gavnlige omega 7 fedtsyrer, der har en afbalancerende virkning på hormoner og kolesterol og gavnlig effekt mod tørre slimhinder og som kan reducere risikoen for udvikling af type 2 diabetes og åreforkalkning og overvægt. (madforlivet.com)

 

Bærret er den nye danske superfood, der blev genopdaget i forbindelse med opblomstringen af Det nye nordiske køkken.

 

Langs de danske kyster

Bærret findes mange steder langs de danske kyster, hvor det vokser på buske, der er mellem en og fem meter høje tæt besat med torne. Bladene er smalle, lange og mørkegrønne med en bronze-sølvfarvet underside og ligner nærmest pil. De orange-gule bær er små, blot fem til ti millimeter, og modnes fra midt i august til september.

 

Sundhedsskribent Anette Harbech Olesen forklarer om havtorn bær:

 

”Havtorn bær kan ikke plukkes, derimod kan du klippe de små grene af hvor bærrene sidder. Vær varsom når du gør det, for de har lange og stikkende torne. Klip dem til, når du kommer hjem, og frys dem ned (her er det praktisk, at der ikke er for mange store og lange grene). Tag de frosne grene og klaser ud, og ryst dem enten i en papkasse eller brug en gaffel til at tage bærrene af grenene med.” (madforlivet.com)

 

Læs også
Kvinder sætter fokus på cannabis som medicin

Havtorn i køkkenet

Den første danske kogebog om det lille mirakelbær er netop udkommet.

 

Det er Kim Gravenhorst, køkkenchef, madpublicist og indehaver af Restaurant Beghuset i Dragør, og den anerkendte madfotograf Jacob Ljørring, der inviterer os inden for i havtornens fascinerende verden i bogen ”Havtorn – Nordens citron til forretter, hovedretter, desserter & drikke”.

 

I bogen fås 45 lækre opskrifter og eksempler på, hvordan man kan benytte havtorn i madlavningen lige fra bagværk og forretter til hovedretter, desserter og sunde drinks.

 

Læs mere om bogen på forlaget Muusmanns hjemmeside

Del på Facebook

ANDRE LÆSER OGSÅ…