Statsminister Helle Thorning-Schmidts åbningstale til Folketinget i dag er den sidste før valget. Alene af den grund påkalder den sig særlig interesse.
Det er ikke, fordi åbningstalen i sig selv gør den store forskel på Thornings chancer for at vinde valget. Man vinder ikke et valg på sådan en tale.
Men talen markerer, at det nu er alvor for Thorning. Hun har mindre end et år – næppe meget over et halvt – til at vende den dystre situation for regeringen til en valgsejr.
Udfordringen er enorm
Aldrig har Danmark haft en regering, der har været så langt bagud i meningsmålingerne og siden har vundet valget.
Aldrig har Danmark haft en regering, der så konsekvent har været dumpet af vælgernes flertal igennem hele valgperioden. De røde mistede deres flertal, så snart de trådte til, og sådan er det blevet ved.
Når man lytter til Thornings budskaber, er det svært at forestille sig, at hun vil være i stand til at skabe miraklet i løbet af det kommende folketingsår.
Hvorfor?
Ikke bare løftebrud og personlig stil
Løftebruddene har været en standardforklaring på, at det er gået Thornings regering så ilde. De har da også ramt hende hårdt. Men det er ikke bare det.
En anden forklaring har været, at Thorning som frontfigur savner folkelig appel. Det er da også rigtigt. Men det er heller ikke bare det.
Faktisk er Thorning i øjeblikket vælgernes foretrukne statsministerkandidat. Det skyldes dog mere Lars Løkkes problemer end hendes egne fortrin.
Men det tyder trods alt på, at det ikke bare er hendes personlige stil eller hang til løftebrud, der skaber hendes trængsler.
Vælgernes to fundamentale krav
Der er dybere årsager til, at dagens åbningstale formentlig er den sidste, Helle Thorning nogen sinde kommer til at holde.
De hænger sammen med det holdningsskift, der sker blandt vælgerne i disse år. De stiller med voksende styrke to fundamentale krav til den politik, der skal føres.
Umiddelbart kan det se ud, som om de to krav går i modsat retning. Men det er kun for en overfladisk betragtning. I virkeligheden hænger de tæt sammen.
Det ene krav er: ”mere verden!” Det andet krav er: ”mere Danmark!”
Global konkurrence
Vælgerne er i stigende grad blevet opmærksomme på de skrappe krav, der stilles til dansk økonomi og danske virksomheder, hvis vi skal klare os i den hårde globale konkurrence.
Der har været en voksende folkelig forståelse for, at virksomhederne skal have bedre vilkår, og at arbejdsindsats i højere grad skal belønnes.
Det har givet en ny og mere positiv holdning til skattelettelser. Og det har givet en større bevidsthed om, at den private sektor må opprioriteres i forhold til den offentlige.
Traditionelle borgerlige mærkesager om sammenhængen mellem konkurrenceevne, vækst og beskæftigelse har fået en central plads hos store dele af vælgerskaren. Det gælder vel at mærke også arbejdervælgerne, hvilket har medvirket til at gøre dem mere blå.
Den røde regering har faktisk også bevæget sig et pænt stykke i denne retning. Men det er sket under pres fra de borgerlige og ledsaget af stadige slagsmål med betydelige dele af den røde lejr – socialdemokratiske fodfolk, fagbevægelsen, SF og Enhedslisten.
Derfor står de borgerlige som den renere vare, når det drejer sig om at ruste danske virksomheder til at klare sig i verden.
Vækst har førsteprioritet
En aktuel meningsmåling understreger dette holdningsskift. Man har spurgt vælgerne, hvor de mener, at det er vigtigst at prioritere pengene. Skal de gå til ”nye initiativer, der kan skabe vækst og arbejdspladser”? Eller skal de gå til at ”hjælpe dem, der står til at falde ud af dagpengesystemet”?
55 procent peger på det første, 37 procent på det sidste. (Greens/Børsen).
Vælgerne er opmærksomme på de globale krav til dansk økonomi. I den forstand vil de have ”mere verden!” Og de tror, at de borgerlige er bedst til at stå for det.
Dansk selvbestemmelse og sammenhængskraft
Men mere verden betyder for de fleste vælgere ikke mindre Danmark. Tværtimod. Der er en stærk bevidsthed om, at de nye globale vilkår gør det nødvendigt at kæmpe så meget hårdere for at forsvare dansk identitet, dansk selvbestemmelse og dansk sammenhængskraft.
I den forstand ligger der i tiden et stærkt krav om ”mere Danmark!”. Vi skal blive dygtigere på globale vilkår, men vi skal blive det som en nation, der holder sammen og bevarer sin selvstændighed.
EU-politik og udlændingepolitik
Man ser det i EU-politikken, hvor vælgerne er blevet langt mere opsat på, at der skal sættes grænser for EU’s magt. Og i modsætning til tidligere er det borgerlige partier, der går i spidsen.
Og man ser det meget udpræget i udlændingepolitikken, hvor de folkelige ønsker om stramninger er massive.
Vælgernes flertal er meget kritisk over for regeringen, når det gælder udlændingepolitikken og EU-politikken. De har større tillid til de borgerlige.
Så svaret på, hvorfor vælgerne vil af med Thornings røde regering lyder dybest set: ”mere verden!” og ”mere Danmark!”.
