Træt efter en meget lang flyvetur: Endelig hjemme i Smedager

storkene.dk

Så er forårsbebuderen over dem alle, nemlig storken, kommet til Danmark.

 

Allerede for flere uger siden kom de første storke til rederne lige syd for grænsen. Og det var derfor ventet, at de første storke ville vise sig i Danmark midt i marts. Men nu er den altså kommet til Danmark.

 

Det var Anders Rasmussen fra Grenå, der så den første stork i Danmark i 2014, altså når man lige ser bort fra de storke der har valgt at overvintre.

 

”Vi kan sige med sikkerhed, at det ikke er en af de overvintrende storke der blot har været på udflugt i Jylland. For Anders Rasmussen fik fotograferet storken der afslørede, at fuglen ikke var ringmærket. Dermed kan vi med sikkerhed konstatere, at der er tale om en rigtig forårsbebuder” siger Jess Frederiksen fra Storkene.dk

 

Også over Amager kunne den første stork ses udtrækkende mod Skåne. Sjælland vil i de kommende uger blive besøgt af mange af de storke yngler i Skåne, når de er på vej tilbage til rederne.

 

Hanstorken retur til Smedager

 

Også i Smedager i Sønderjylland kan man melde om stork. Det er naturligvis landsbyens kæledægge Karlsson, der har valgt at vende tilbage til reden i Smedager.

 

Hanstorken havde ellers slået sig ned på en rede lige syd for grænsen i Schafflund/Skovlund, hvor der allerede var en hunstork på reden, der befinder sig på byens kro. Og det var åbenbart for tillokkende for Karlsson, der troede kærligheden var fundet.

 

”Men den 17. marts ankom den ”rigtige” mage til hunstorken og han var absolut ikke glad for synet af Karlsson på taget af kroen. Det kom hurtigt til heftige kampe der resulterede i, at Karlsson måtte give op. Men i løbet af natten kom Karlsson tilbage og forsøgte at generobre reden og hunstorken. Endnu engang var det dog den tyske stork der løb af med sejren og sendte Karlsson væk” siger Jess Frederiksen

 

Hanstorken Karlsson lægger an til landing i Smedager. (Foto: Per Poulsen)

 

Fredag kunne indbyggerne i Smedager så ånde lettet op. Karlsson landede nemlig klokken 16.00. Og han var godt træt og udmattet, siger Benny Appel der er ejer af reden som Karlsson bor på;

 

” Det var tydeligt, at han var træt, men også glad for at være hjemme igen. Efter en tur på gårdspladsen for at hilse på værterne, fløj Karlsson op i reden hvor han lagde sig i reden og tog sig en velfortjent lur”

 

Nu er der så bare tilbage at vente på magen, der formentlig indfinder sig i april.

 

Se billeder af storkekampen i Schafflund/Skovlund her:

 

http://stoercheimnorden.jimdo.com/kr-schleswig-flensburg-s

 

www.storkene.dk

 

 

 

Del på Facebook