Skolelæreren beretter fra sin hverdag: Børnene hænger i dag hen over bordene til klokken tre

Foto: Omslag fra bogen Dagens kamp - Dumpet 2 af Jakob Kokkedal

Operationen lykkedes, patienten døde!

 

Det er den første tanke, der lige falder mig ind ved opfordringen til at tale om hverdagen med den nye skolereform.

 

Ikke fordi jeg tænker, at selve reformen er dårlig. Heller ikke fordi læreren skal være på skolen til cirka klokken 16 hver dag. Ikke alle lærere klynker over at få frataget deres kreative frihed til at sidde og forberede til ud på natten, eller over hvilken umenneskelig byrde det er ikke at kunne hente sine børn fra institution klokken femten, så man kan bage sandkage sammen og derefter ligge halvdød på sofaen, mens ungerne spiller iPads –  kvalitetstid anno 2014.

 

Den udskældte lærerstand

Næh, operationen lykkedes, fordi reformen med en forholdsvis høj acceptabel forskningsmæssig bias blev indført uden større konflikter og efterslæb end tvære lærerskrevne kronikker i Politiken til følge, og nogen man kan give skylden, når reformen viser sig ikke at virke efter hensigten.

 

For alt er jo lærerens skyld i dag.

 

Det hørte jeg så sent som i går til en ølsmagning, hvor en ældre herre fra den private sektor kunne berette om de dovne lærere og om, hvad der skete i skolen, selvom han ikke havde sat sin fod i en folkeskole de seneste tredive år.

 

Det lykkedes vores regering (let’s face it) at knække lærerstanden, fordi folkepsykologien har en erindring om, at lærerjobbet for en menneskealder siden var let at klare, forholdsvist vellønnet, og så kunne man lade tasken stå, når man gik klokken to.

 

Den tid er forbi.

 

I dag arbejder de unge lærere i et rasende tempo og langt hårdere, end mine venner i den private sektor, der ellers hæver millionlønninger.

 

Store krav

Læs også
Ny S-minister løber fra sit ansvar for, at indvandrerbørn lærer dansk sprog og danske værdier

Nuvel lærerjobbet er ikke et 90 timers job om ugen (det er det nu ikke mange jobs, der er, men jeg har også bemærket, at man på direktionsgangene tæller to timers frokostpauser med i den sammenhæng).

 

Modsat vil jeg tillade mig at spørge, om man tænker, at en 40 timers arbejdsuge mon føles ens for en, der sidder hele sin arbejdstid foran en computerskærm ved sammenligning med en, der arbejder med udfaldet af det moderne opdragelsesprojekt (eller mangel på samme).

 

Jeg havde den oplevelse at bo i tredjeverdens slum som ung. Det tempo, hjernen arbejdede i på de lange nætter, hvor eksempelvis bevæbnede børn jagtede os rundt, passer nogenlunde til den tankehastighed og det tankespænd, hvormed læreren skal fungere i spændet mellem at skulle undervise, opdrage, inkludere og tørre øjne på selv halvstore og store børn.

 

Jeg var personligt rystet, da dette gik op for mig et par år inde i lærergerningen. Det havde jeg aldrig forestillet mig. Jeg mener … skolelærer? Ikke noget under, at jeg så følte mig slidt ned af og til. Nu skal læreren være mere på med mindre forberedelsestid.

 

Gad vide, hvornår filmen knækker …

 

Uopdragne børn og curlingforældre

Patienten døde til gengæld, fordi vi stadig i  vores folkeskole må finde os i forældre, der ringer og truer klasselæreren, når deres børn ikke får rollen som Jomfru Maria i det årlige krybbespil (I kid you not!).

Læs også
Studerende på universitet fejler i elementær grammatik

 

Næh, den syge person (folkeskolen) kreperede, fordi skolen i dag ikke har det, de fine kalder for et kontingenssystem – der er ikke noget, læreren som fagperson ikke skal tage stilling til (forkælelse, skilsmisser, dårlige hårdage, mangelfuld opdragelse, fejlslagen integration, forældre der insisterer på, at deres diagnosebørn er normale og kan klare en normal skolegang på linje med alle andre osv.).

 

Sandheden er nemlig, at en meget stor del af de danske skoleelever ikke er skoleparate og heller aldrig bliver det i den tid, de frekventerer folkeskolen.

 

Undervisningssystemet kan ikke gøre dem klare, for det lod falder på opdrageren – dvs. den der har den tydelige autoritet, og som kan sætte sig i gennem og udvise konsekvens.

 

Det er mange år siden, at skolen har kunnet det. Læreren kan i dag ikke tage til genmæle, fordi hun skal referere til en skoleleder, der igen referer til den konfliktsky og elendige politiske ledelse, skolen har været underlagt i mange år nu.

 

Hvad er skolens og hvad er hjemmets opgaver?

Hele præmissen for  skole-hjem samarbejdet er fx op gennem tiden blevet destrueret af et meningsmålingsstyret politisk system, der ikke vil have sager i pressen. Hjemmets opgave er at sende et barn i skole, der er i stand til at tage den i den socialiserende arbejdsplads skolen er. Punktum.

 

Læs også
Ekspert: Selvfølgelig er gymnasiets faglige niveau faldet!

Men det politiske system har inviteret menigmand ind for at bestemme, hvad der skal ske i skolen i en eller anden brugerstyret forventningsspsykose af urealistiske forestillinger. Derved er rammerne for, hvad der skal ske i skolen blevet opløst, og lærerne bruger oceaner af tid på forklare, diskutere og berettige deres daglige arbejdsgang. Det gør de ikke i Kina, Finland og … Ved du hvad? Jeg tror faktisk ikke, at de gør det nogle af de steder, vi gerne vil sammenligne os med.

 

I andre lande har skolesystemerne kontingensformler, og både elever og forældre ved, hvad der kan og skal ske henne i skolen.

 

I Danmark har vi til gengæld åbnet op for, at forældre med helt andre dagsordner kan forsøge at påvirke fagpersonernes tilgang til arbejdet i negativ forstand. Hvor ville det være frygteligt, hvis patienterne skulle sidde og bestemme behandlingsforløbet på vore sygehuse i større grad, end de gør i dag.

 

Folkeskolen i dag handler i større grad om at blive set og hørt fra både elev- og forældreside, end det handler om uddannelse. Hvis det modsatte var tilfældet, ville vore store skoleelever i dag ligge på et akademisk niveau. Skolebestyrelserne og forældreinddragelsen i medbestemmelsen skal begrænses til et minimum. En folkeskolen er et professionelt firma i et undervisningssystem. Det er ikke en sportsforening eller et menighedsråd.

 

Lærerforeningen har sovet i timen

Når det er sagt, så har lærerforeningen sovet i timen. Man har været alt for dårlig til at indgå i et samarbejde med staten om at få hjulpet de personer, der ikke kan bestride et lærerjob videre i andre brancher.

 

Det enorme sygefravær blandt lærere vidner mindst lige så meget om, at der blandt lærerstanden er en del fejlplacerede, som det vidner om et presset arbejdsmiljø.

Læs også
Skole i indvandretæt Göteborg slår alarm – børn ned til 7-8 år kontrollere deres kammerater

 

Hvis man som forælder leverer et skoleparat barn, har man også krav på, at det faglige og pædagogiske bestrides af en person med passende faglige og personlige kompetencer. Og så er vi ikke engang begyndt at tale om de vikarer, vi sender ind i poderne i den danske folkeskole Det er der mærkeligt nok heller ingen, der taler om.

 

Reformen er lykkedes

Reformen er lykkedes. Børnene hænger i dag hen over bordene til klokken tre – for en for stor dels vedkommende uden at være gjort skoleparate derhjemme fra. Foran dem står personer, der skal lave mere med unger med mindre forberedelsestid, og som samtidigt skal de dække over kolleger, der måske aldrig burde have været gennem det hjemmeværnsweekendkursus, som en læreruddannelse grundet besparelser i dag mest af alt har karakter af. Folks børn er bedre værd, og de burde have fortjent bedre.

 

Tillykke Antorini. Patienten døde. Ellers burde man måske nærmere sige, at barnet var dødfødt?

 

Jakob Kokkedal, født 1977, arbejder til daglig som lærer i Aalborg. Han er endvidere cand.pæd. i Generel Pædagogik, med diplomuddannelser i super-vision og pædagogisk psykologi. Han har tidligere udgivet romanerne 100% ren, Som det ligger og Pukkelryggens valg. Dagens kamp – Dumpet 2 er en fortsættelse af den satiriske serie om den danske folkeskole. Første udgivelse var Det de ikke snakkede om.

 

Læs mere om Jakob Kokkedals seneste bog om det danske skolesystem Dagens kamp – Dumpet 2  her

Del på Facebook

ANDRE LÆSER OGSÅ…