De modige mænd og kvinder i Holger Danske-grupperne spillede en stor rolle under krigen

Arkiv

Der findes en gammel overtro, der siger, at når landet stander i våde, så vågner Holger Danske i kasematterne på Kronborg og griber til våben.

 

Undertiden sover han meget tungt, for det var først i besættelsestidens sidste 2-3 år. at danskerne rigtig gik til modstand og dannede sabotage- og kampgrupper, heriblandt var de meget aktive fem Holger Danske-grupper i Københavnsområdet.

 

Ved befrielsen i maj 1945 stod Holger Danske med 400 aktive medlemmer, trods Gestapos, og det danske samt det tyske politis ihærdige anstrengelser på at fange frihedskæmperne og udslette eller fængsle dem.

 

For fædrelandet

Peter Birkelund har i to bøger beskrevet Holger Danske-gruppernes indsats. Værket, Holger Danske, Sabotage og Likvidering 1943-45, er videnskabeligt og meget nøgternt, der, uden romantisering af modstandskampen, i tørre tal og beretninger beskriver danske mænd og kvinders heltemodige indsats for fædrelandet.

 

Der nævnes en hel del navne og deres dæknavne, hvilket ind imellem kan virke lidt forvirrende, men der er ingen tvivl om, at forfatterens omfattende forskning har sat ham i stand til at sætte de rigtige navne på de rigtige hændelser, og dermed har han fjernet en del myter og forkerte oplysninger, som er fremkommet i tidligere bøger om modstandsbevægelsen.

 

Samarbejdspolitikken

Det var en skændsel, at datidens socialdemokratisk/radikale regering samarbejdede med tyskerne og endda opfordrede danskerne til at angive de af deres landsmænd, der udøvede sabotage, uddelte illegale blade, hjalp jøderne til Sverige, eller lavede anden illegal virksomhed.

 

Danmark blev i årene 1940-45 omdannet til et stikkersamfund, hvilket ikke gjorde modstandskampen lettere.

 

Ikke alle aktioner lykkedes lige godt. Årsagerne hertil var bl.a. manglende erfaring i partisankrig og mangelen på våben og sprængstoffer, men trods dette, gik mange folk ind i modstandskampen med vovemod og dristighed, og en opfindsomhed, som i visse tilfælde ville kunne konkurrere med plottet i enhver James Bond- film.

 

Det begyndte i de små med provokationer i København. F. x. da radioforretningen Stjerne Radio i Istedgade satte højttalere op ude på gaden, så danskerne kunne høre den forbudte BBC- Nyhedstjenesete. Folk stimlede naturligvis sammen. I baglokalet fremstillede man illegale blade, indtil man i 1943 dannede sabotagegrupper.

 

Læs også
Modig frihedskæmper: Ella von Cappeln lokkede SS-officer med røde roser – og skød ham

Dristig sabotage

De mange sabotagehandlinger, som Holger Danske, sammen med og undertiden i konkurrence med BOPA, udførte i store mængder, gik som regel ud over jernbanelegemet, og ikke mindst de fabrikker og virksomheder, som arbejdede direkte eller indirekte for tyskerne.

 

I enkelte tilfælde foranstaltede man også sabotage mod tysk ejendom og krigsmateriel.

 

Sabotage blev som regel udført af grupper på 6 mand og opefter, men enkelte foretrak at arbejde alene. Her kommer nogle eksempler.

 

Hans Kejser-Nielsen med dæknavnet ”Doc” dannede ved siden af arbejdet i Holger Danske sin egen enmandshær.

 

Den 22. december 1943 udførte Doc en dobbeltsabotage mod to tyske skibe. Sværtet i hovedet og iklædt mørkt tøj svømmede han i det iskolde vand hen til skibene og anbragte to tidsindstillede magnetbomber på skibssiderne. Begge skibe sank efter eksplosionen.

 

Tidligere havde han smidt en 1½ punds bombe ind i en tysk Mercedes. Et kvarter efter kastede han en bombe med en 7 sekunders lunte ind under instrumentbrættet på en tyske panzervogn, som var parkeret foran D’Angleterre. En tysk vagt opdagede ham og skød, men Doc blev ikke ramt.

Læs også
Video: Vera Lynn holdt modet oppe hos sodaterne under Anden Verdenskrig – hør hende synge: “We will meet again”

 

Fabrikker var populære mål

Et populært sabotagemål var DISA (Dansk Industrisyndikat), som i afdelingen på Havnevej fremstillede de såkaldte Horchgeräte, som brugtes til lokalisering af fly.

 

Fabrikken var blevet bombet flere gange tidligere, så derfor var den beskyttet af tre maskinpistolbevæbnede vagter og lå badet i projektørlys. Da man forsøgte sig igen, var det første, man skulle gøre at afbryde strømmen for projektøren, hvilket skete i den nærliggende Tuborgfabrik.

 

Dernæst engagerede ”John” og ”Flammen” vagterne i en ildkamp, medens bombeholdene gik ind to og to og anbragte 4 hjemmelavede bomber, hver på 15 kg trotyl. Kort efter sprængtes de tre bomber med et kæmpebrag. Den sidste var en forsager, som siden blev fjernet af den tyske sprængningskommando. 360 ruder i de omliggende bygninger røg ved samme lejlighed.

 

Dette blev begyndelsen til en lang række dristige sabotagehandlinger. Sabotagen den 30. juni 1943 mod den tyske højborg Dagmarhus var yderst fræk og farlig. To mand gik forbi de tyske vagter og placerede en engelsk såkaldt skildpadde-bombe på den store, tyske telefonfordelertavle i Dagmarhus. Skaden var ikke så omfattende, men moralsk og politisk vigtig og til stor irritation for tyskerne, som blev ramt på eget område.

 

”Flammen” og ”Citronen”

De to berømte og berygtede frihedskæmpere ”Flammen” (Bent Faurschou- Hviid) og ”Citronen” (Jørgen Haagen Schmidt), som der jo er lavet en film om, deltog i mange, dristige operationer og døde i aktion i 1944.

Læs også
Kulturhistorie: Risikoen ved at læse Bodega Blues er en overvældende tørst og en uovervindelig lyst til at besøge de steder, forfatteren beskriver så levende og farverigt

 

Især Citronens afgang var meget dramatisk. Trods det, at han var såret, engagerede han sig i ildkamp med op imod 200 Gestapo- og politifolk. En brand i huset, hvor han gemte sig, tvang ham efter et par timer ud, og han blev derefter skudt ned på græsplænen foran huset. Under den 2 timer lange ildkamp dræbte han 5-6 tyskere og sårede adskillige.

 

”Flammen”, som var i Jylland på dette tidspunkt, blev, da han kom tilbage, fanget i en lignende situation i en villa, omringet af tyskere. Da han indså at flugt var umulig, valgte han at dø ved egen hånd ved at tage en cyankalium-pille.

 

Likvideringer

På landsplan blev der likvideret mellem tre og fire hundreder, især i årene 1943-45. Enkelte blev likvideret efter krigens ophør. Til sammenligning blev der i Norge kun likvideret 82 personer.

 

De, det gik ud over, var nogle af de mange danskere i tysk uniform, folk fra Gestapo, Hippo-, Schalburg- eller Sommerkorpsene. Stikkere, altså almindelige danskere, der sympatiserede med tyskerne og angav andre danskere, undertiden for ussel mammon, var en anden meget udsat gruppe.

 

Likvidering var ikke nogen nem opgave for modstandsfolkene, men de udviste en beundringsværdig beslutsomhed, selv om de vidste, at de selv, hvis de blev fanget, næppe ville overleve.

 

Læs også
”I Jægersborg står der et orgel”

En af de mere spektakulære likvideringer var drabet på den norske kvinde fru Delbo, som, under foregivende af at have en systue, af og til gemte frihedskæmpere på flugt. Men en dag faldt hun for fristelsen til at angive dem til Gestapo, og det kom til at koste hende livet.

 

Hun blev forsøgt likvideret med den lydløse Wellrod- pistol, men blev kun såret i skulderen. Anden gang blev hun skudt med en russisk armépistol, og så var det slut. Modstandsmanden (Lillelund), der skød hende første gang, blev genkendt og måtte derfor flygte med kone og børn til Sverige.

 

Jagten på våben

Bevæbningen i Holger Danske-grupperne var meget mangelfuld. Gruppen manglende både håndvåben, ammunition og sprængstoffer. Våben blev anskaffet på følgende måder: Nedkastet fra engelske fly, køb i Sverige, indbrud på danske arsenaler, og endelig ved direkte ran fra tyskerne og deres håndlangere.

 

Endemålet var naturligvis at bevæbne alle modstandsfolk til det endelige opgør mod besættelsesmagten, når tiden var inde.

 

Historierne om fantasifulde operationer mod militære forlægninger er mange og spændende, som regel lykkedes de.

 

De våben, man rådede over, var gamle Remingtongeværer (M.1867), et par hundrede blev stjålet fra Grønlandsk Handels Plads i Strandgade, 10/21- pistoler, ’89-geværer, enkelte hjemmelavede maskinpistoler, og en del revolvere af ældre model (M.1880, 1885 og 1891), men kun lidt ammunition og enkelte håndbomber, så derfor blev tyske officerer undertiden holdt op på åben gade og fik frataget deres pistol.

Læs også
Christian 2. (1481-1559) – Bisgaards bog er et fornemt eksempel på historisk formidling, når den er bedst

 

Der blev også lavet commando- raids på de restauranter, hvor tyskerne kom og ofte efterlod deres kasket, pistol og bælte i garderoben. Garderobedamen blev for et syns skyld bundet, så hun kunne forklare sin uskyld i de mange pistolers forsvinden.

 

Først meget sent i besættelsestiden lykkedes det at få købt og leveret nogle Husqvarna maskinpistoler fra Sverige. De fra engelske fly nedkastede våben gik for en stor del til jyske og fynske modstandsgrupper. Den 13. juli 1943 udførte HD- gruppen et dristigt våbenkup mod Jægersprislejren. Udbyttet blev: 2 maskingeværer (M. 192), 1 rekylgevær (M.1924), 1 Suomi- maskinpistol, 14 karabiner, 10 kikkerter, 2 feltlygter og 445 patroner.

 

Beundringsværdig indsats

Efter at have læst disse to fremragende bøger sidder man tilbage med en varm følelse af stor beundring for de mange danske mænd og kvinder, som satte liv og helbred på spil for vort land.

 

Efter krigen har en del stillet spørgsmålet: Nyttede modstandskampen noget? Var det ikke bare nålestik, som tyskerne stort set var ligeglade med?

 

Svaret er ikke entydigt, men de danske modstandsfolks kamp blev anerkendt hos de allierede og flyttede dermed Danmark fra at bære betegnelsen: forbundsfælle med Tyskland, til at blive fuldt accepteret som allieret med England og USA. Så modstandsfolkenes kamp for et frit og uafhængigt Danmark gjorde den store forskel.

 

Man kan ikke lade være med at glæde sig over disse modige mænds og kvinders indsats og håbe på, at den ånd, den offervilje, og det mod, som de udviste, stadig må ligge i generne hos den danske befolkning, når den næste besættelse skal bekæmpes.

 

De to Holger Danske- bøger er noget af det bedste, der er skrevet om modstandsbevægelsen i mange år. Peter Birkelunds research er meget omfattende, hvilket noteapparatet på godt 100 sider vidner om. Bøgerne kan på det varmeste anbefales enhver, der er interesseret i besættelsestidens historie, og de burde indføres som fast pensum på alle landets gymnasier og universiteter.

 

Holger Danske, Sabotage og Likvidering 1943-45, 2 bind, 863 sider, indbundet, rigt illustreret. Syddansk Universitetsforlag. Pris kr. 398,-.

 

Del på Facebook

ANDRE LÆSER OGSÅ…