Danskerne har taget fuldkorn til sig – spiser du det du har behov for?

Foto: Colourbox

Der er kommet flere og flere varer med fuldkornslogoet i butikkerne. Og det i takt med at danskerne spiser mere og mere fuldkorn. Nye tal fra Fuldkornspartnerskabet og DTU Fødevareinstituttet viser, at danskerne har taget fuldkornsprodukterne til sig. 

 

Fordobling

Danskerne spiser nu i gennemsnit 63 gram fuldkorn om dagen, fremgår det af en pressemeddelelse fra Fuldkornspartnerskabet, der er et samarbejde mellem en række sundhedsNGO’er, Fødevarestyrelsen og fødevarevirksomheder, og som blev til på initiativ af Kræftens Bekæmpelse på baggrund af forskning i sammenhængen mellem kost og kræft. (Kræftens Bekæmpelse)

 

Før fuldkornskampagnen gik i gang for fem år siden, spiste danskerne i gennemsnit kun 36 gram fuldkorn om dagen. Der er således sket en fordobling i indtaget på fem år. (Fuldkornspartnerskabet)

 

Ifølge de nye tal får 30 procent af befolkningen nu den anbefalede mængde på 75 gram fuldkorn om dagen.

 

I dag får således 43 procent af alle børn og 27 procent af alle voksne nu den anbefalede mængde fuldkorn. I 2009 var de tal kun på henholdsvis syv og fem procent. (Fuldkornspartnerskabet)

 

Hvorfor skal vi spise fuldkorn?

Flere studier viser, at fuldkorn forbedrer sundheden og forebygger en række sygdomme blandt andet tarmkræft. (Kræftens Bekæmpelse)

 

Samtidig er fuldkorn med til at forebygge overvægt og fedme. Det skyldes blandt andet at fuldkorn indeholder mange kostfibre, som giver en god mæthedsfølelse.

 

Da en række sygdomme er relateret til fedme, så forebygger du således også disse livsstilsygdomme fx sukkersyge, hjerte-karsygdomme og forskellige kræftformer ved at spise fuldkorn. (Alt om kost/Fuldkornspartnerskabet)

 

Fx viser en engelsk undersøgelse, at du ved at spise syv gram kostfibre om dagen kan skære en tiendedel af din risiko for at få en hjertekarsygdom. (dr.dk)

 

Læs også
Rygning resulterer i sygdom og forurening – dyrt for samfundet!

En anden undersøgelse viser, at for hver 10 gram ekstra fiberindtag om dagen, faldt risikoen for at dø efter et hjertefald i en følgeperiode på ni år med 15 procent. (Dailymail)

 

Fødevarestyrelsen anbefaler, at voksne spiser 75 gram fuldkorn om dagen. Det svarer til en lille portion havregryn og en-to skiver rugbrød om dagen. For børn mellem fire og 10 år gælder anbefalingen mellem 40-60 gram fuldkorn om dagen.

 

Hvad dækker fuldkorn over?

Fuldkorn er ikke nødvendigvis, som mange måske tror, udelukkende kerner.

 

Fuldkorn kan være hele kerner, knækkede kerner eller malet til fuldkornsmel. Fuldkorn dækker over, at alle dele af kornet er med inklusiv skallerne, for det er her de vigtige fibre, vitaminer og mineraler sidder. (Fuldkornspartnerskabet)

 

Fuldkorn er både hvede, rug, byg, havre, brune ris, røde ris, hirse, majs (tørret) og sorghum.

 

Du kan derfor let få fuldkorn ved at spise havregryn til morgenmad, spise rugbrød eller salat med hvedekerner til frokost og spise fuldkornspasta eller brune ris til aftensmaden. Generelt bør du gå efter fuldkornsvarianterne indenfor morgenmadsprodukter, knækbrød, rugbrød og lyst brød. Du kan bruge det orange fuldkornslogo til at guide dig.(Fuldkornspartnerskabet)

Læs også
Sundhedsstyrelsen anbefaler ikke veganerkost til småbørn, men det er forældrebestyrelsen der bestemmer om børnehaven ‘går vegansk’

 

Del på Facebook

ANDRE LÆSER OGSÅ…