Sådan tabte danskerne slaget ved Dannevirke for 150 år siden

Danske infanterister under tilbagetoget fra Dannevirke natten mellem den 5. og 6. februar 1864. Maleri af Erik Henningsen.

Natten mellem den 5. og 6. februar 1864 fandt en af Danmarkshistoriens mest skelsættende begivenheder sted, den danske hærs tilbagetrækning fra Dannevirkestillingen i Slesvig.

 

Den 31. januar var der udbrudt krig med de tyske stormagter Preussen og Østrig, efter at den danske regering havde afvist at ophæve forfatningen af 18. november 1863, som forenede Kongeriget Danmark med Hertugdømmet Slesvig, hvis befolkning var halvt dansk, halvt tysk (Se også Den Korte Avis 18. november 2013).

 

Forsvarsstilling

Kort før krigsudbruddet havde den danske hær bemandet Dannevirke, en forsvarsstilling tværs over Jylland fra Slesvig by imod vest. I øst dækkedes Dannevirkes flanke af fjorden Slien og i vest af marskområderne ud mod Vesterhavet. I den daværende toneangivende danske, d.v.s. i realiteten københavnske, opinions forestillingsverden udgjorde Dannevirke et formidabelt, sagnomspundent forsvarsværk, som siderne tidernes morgen havde værnet Danmark mod de germanske horder.

 

Underlegen

Virkeligheden var anderledes. Den danske hær på knap 40.000 mand var for lille til at bemande det store forsvarsanlæg – og desuden de preussiske og østrigske styrker talmæssigt underlegen. De danske værnepligtige var nok hårdføre, men dårligt uddannede, og antallet af officerer for lille. Hvad værre var:

 

Dannevirke var ikke, som man troede i København, en uindtagelig fæstning, men blot en serie jordvolde og skanser, som ikke var forberedt til indkvartering af en hær under forhold som den usædvanligt hårde vinter 1863-64. Der var kun få mandskabsbarakker, så soldaterne måtte for de flestes vedkommende tilbringe dag og nat under åben himmel. Samtidigt begyndte Slien og marskområderne at fryse til, således at Dannevirke ikke længere gav sikkerhed mod omringningsforsøg.

 

Forsømt forsvar og general de Meza

Trods de foregående års tiltagende politiske spænding mellem Danmark og de tyske magter havde de skiftende nationalliberale danske regeringer forsømt landets forsvar. Til overflod havde regeringen med vedtagelsen af November-forfatningen ladet situationen tilspidse sig til krig under vinterlige forhold, hvor forsvaret af Dannevirke var umuligt, når vandene frøs til.

 

Den netop udnævnte chef for den danske hær general Christian Julius de Meza var en, hvad angik påklædning og overfølsomhed overfor træk og kulde, ret excentrisk person. Men han var ikke desto mindre en meget erfaren officer, som havde udmærket sig med stor koldblodighed og beslutsomhed under den 1. slesvigske krig (1848-50).

 

Den 4. februar, et par dage efter sin ankomst til hovedkvarteret i Slesvig, inspicerede de Meza Dannevirkeskanserne. Han indså, at stillingen var helt uholdbar både p.g.a. vejrliget og faren for omringning, som ville betyde hærens undergang. Ifølge de skriftlige instruktioner, som regeringen havde udstedt til ham, skulle han sørge for, at Danmark fortsat havde en kampdygtig hær til foråret.

 

Læs også
Samuelsen om Nordkorea: Det kan ende med krig

(‘Episode af tilbagetoget fra Dannevirke den 5. – 6. februar 1864’ Maleri af Niels Simonsen)

 

Krigsråd

På et krigsråd den 4. om aftenen tiltrådt hærens ledende officerer de Mezas beslutning om at forlade Dannevirke i ly af mørket natten mellem den 5. og 6. februar, vel vidende at den københavnske, offentlige mening nærede helt andre og meget mere heroiske forestillinger om situationen

 

At det ikke var nogen let beslutning, vidner stabschefen oberst Heinrich Kaufmann om i sine erindringer, hvori han bekendte ”..at den sidste tvivl, om man i krigsrådet var kommen ind på den rette vej, vel først faldt i løbet af natten ved den fortsatte sjælsvirksomhed, som afslutter de stridende tankers og følelsers bølgeslag.”

 

Uden at de Meza kunne vide det, gik den preussiske hærs krigsplan faktisk ud på at tilintetgøre den danske hær så hurtigt som muligt ved en omringningsmanøvre. Tidligt på morgenen den 6. februar påbegyndte preusserne da også en overgang over Slien for at omgå Dannevirke fra øst.

 

Slidsom march

Efter mørkets frembrud den 5. begyndte de danske styrker, der måtte forlade artilleri og andet tungt materiel, ubemærket af fjenden tilbagetoget fra Dannevirke i god ro og orden. Det skulle blive en 14 timer lang, slidsom march gennem en hylende snestorm fra nordvest og temperaturer ned til – 10. 10 mand frøs ihjel under tilbagetoget, 120 blev taget til fange og 173 deserterede undervejs.

 

Tilbagetoget blev opdaget så sent af de østrigske tropper, der stod foran Dannevirke, at de først nåede den danske bagtrop ved Sankelmark lidt syd for den nuværende grænse. Under det slag, der her fandt sted, ydede de danske soldater så beslutsom modstand, at østrigerne opgav videre forfølgelse.

Læs også
Førende robotudviklere er skræmte over fremtidens muligheder for krigsførelse med kunstig intelligens

 

Bombe i København

Nyheden om rømningen af Dannevirke slog ned som en bombe i København, hvor opinionen havde næret helt urealistiske forestillinger om den militære situation og om Dannevirkes uovervindelighed. Regeringschefen, den nationalliberale D.G. Monrad, som under sit besøg hos hæren få dage tidligere udtrykkeligt havde givet de Meza frie hænder til at agere i lyset af den militære situation, kunne kun ride stormen af ved at kalde hærchefen til København, gøre ham til syndebuk og afskedige ham.

 

I nutiden er det svært at sætte sig ind i den bestyrtelse, som tilbagetoget vakte. Illusionerne og virkeligheden var omsider stødt sammen, og mange kunne eller ville kun forklare det skete med forræderi, uduelighed eller fejhed. Det var svært omsider at indse, at Danmark ikke længere var – og i lang tid ikke havde været – en i det mindste bare mellemstor international spiller.

 

Ingen har nok givet en mere fortættet skildring af stemningen og rådvildheden på ”Dannevirkenatten” end Herman Bang i kapitel II i romanen ”Tine”.

 

Efterdønninger

Tilbagetoget var med til at præge de følgende 100-125 års politik i Danmark. Især holdningen til forsvaret som institution og muligheden for at forsvare Danmark militært blev et meget omstridt spørgsmål.

 

Ifølge den efterhånden fremherskende radikale opinion viste krigen, at danskerne var et fredselskende, umilitaristisk folk, der burde holde sig uden for alle udenrigspolitiske kontroverser og værne deres nationale eksistens ad den sociale og kulturelle udviklings vej. Tabet af Sønderjylland med 200.000 danske sønderjyder var en beklagelig følge af nationalistiske og militaristiske drømmerier, men nu gjaldt det om ikke at provokere det store tyske rige, der var blevet samlet i 1871.

Læs også
Ny bog om Martin Luther og om at slå ihjel i Jesu navn

 

Tabet af Sønderjylland

For en anden bred strømning i det danske samfund var tabet af Sønderjylland imidlertid en tragedie og et nationalt trauma. Solidariteten med de danske sønderjyder og håbet om en genforening blev dermed for mange en del af den nationale identitet. Danmark burde også i nødvendigt omfang værne sin eksistens ved et passende forsvar.

 

At det radikale syn alligevel kunne blive så fremherskende i mange år skyldtes ikke mindst, at forsvarsspørgsmålet blev groft misbrugt til indenrigspolitiske formål af de Højre-regeringer, der var ved magten i den sidste tredjedel af det 19. århundrede.

Del på Facebook

ANDRE LÆSER OGSÅ…