I dag for 150 år siden blev krigen i 1864 udløst

Die Erstürmung der Insel Alsen durch die Preußen, Wilhelm Camphausen, 1866

For 150 år siden, den 18. november 1863, underskrev Kong Christian den 9. den fælles grundlov for Kongeriget Danmark og Hertugdømmet Slesvig, den såkaldte November-forfatning. Dermed udløstes den for Danmark skæbnesvangre krig i 1864, som førte til tabet af hertugdømmerne Slesvig, Holsten og Lauenburg.

 

Novemberforfatningen

November-forfatningen var den danske, national-liberale regerings sidste, næsten desperate, forsøg på at løse den konflikt mellem dansk og tysk nationalfølelse, som havde domineret forholdene i hertugdømmerne og dansk politik siden begyndelsen af 1840’erne.

 

Konflikten havde allerede ført til krigen i 1848-50, den 1. slesvigske krig, som i realiteten var den tysk-sindede befolknings opstand mod dansk herredømme med støtte fra de tyske stormagter Østrig og Preussen. Takket være den danske hærs energiske indsats og takket være støtten fra de dominerende magter Rusland og England lykkedes det Danmark at nedkæmpe oprøret.

 

Helstaten

Det samlede danske rige, den såkaldte Helstat, bestod den gang af flere forskellige dele: Kongeriget Danmark (ca. 3/5 af Helstatens befolkning), der gik til Kongeåen, siden 1849 med en demokratisk forfatning. Den danske konge var desuden hersker i hertugdømmet Slesvig (hvor befolkningen var ½ dansk, ½ tysk) og de tyske hertugdømmer Holsten og Lauenburg. Til kongeriget hørte i øvrigt besiddelserne i Nordatlanten (Island, Færøerne og Grønland). For at komplicere billedet yderligere var Holsten og Lauenburg medlem af Det Tyske Forbund, en løs sammenslutning af tyske stater.

 

(Det andet Christiansborg 1806-1884)

 

De national-liberale

Det havde ikke voldt større problemer at regere den multinationale danske stat, en den gang ikke usædvanlig statsform i Europa, så længe kongen var enevældig hersker og befolkningerne ikke var politisk og nationalt vakte. Men med fremvæksten af nationalfølelsen og kravene om frie forfatninger skulle opgaven vise sig umulig i længden. I Danmark krævede de national-liberale kræfter således en demokratisk forfatning for et samlet Danmark til Ejderen, grænsen mellem Slesvig og Holsten.

 

Som led i fredsslutningen efter den 1. slesvigske krig pålagde stormagterne imidlertid Danmark at opretholde Helstaten og at tage ligeligt hensyn til danske og tyske. Slesvig måtte ikke forenes med Danmark. Det var desuden magtpåliggende for den endnu helt dominerende stormagt Rusland, at den for Kongeriget Danmark gældende demokratiske grundlov af 1849 under ingen omstændigheder blev udstrakt til noget af hertugdømmerne, hvor kongen styrede næsten enevældigt sammen med halvfeudale stænderforsamlinger.

 

Uenighed

Under disse omstændigheder forsøgte skiftende danske regeringer i tiden frem til 1863 forgæves og under stigende indblanding fra Preussen og Østrig at finde en styreform for Helstaten, som kunne fungere og, som kunne tilfredsstille parterne. I Kongeriget afviste flertallet imidlertid hel- og halvautoritære tilløb, mens den tyske befolkning i hertugdømmerne modsatte sig enhver demokratisk løsning for Helstaten, der jo dermed ville bringe dem under det danske flertals dominans.

 

Læs også
Tyskland: En “latent følelse af utryghed”

(Det andet Christiansborg 1806-1884)

 

Deling af Slesvig

Ved forskellige lejligheder siden 1840’erne havde en deling af Slesvig nogenlunde efter nationalt sindelag været på tale. Denne i nutidens øjne rigtige udvej stødte imidlertid på afgjort modstand hos de mere og mere toneangivende kræfter på begge sider, som hver for sig gjorde krav på hele Slesvig. Ikke mindst den folkekære Frederik den 7. (konge 1848-63) havde noget letsindigt afvist delingstanken.

 

Kongeriget Danmark

De national-liberale, som siden 1857 havde været ledende i de danske regeringer, opgav til sidst forsøgene på at opretholde Helstaten, og besluttede i 1863, at tiden var kommet til at søge Kongeriget Danmark og Slesvig forenet med en fælles forfatning for de to rigsdele, som den nye konge Christian den 9. meget modstræbende underskrev den 18. november 1863.

 

Dette brud på de internationale aftaler, der havde afsluttet krigen i 1848-50, blev grebet af den preussiske ministerpræsident Otto von Bismarck, som havde brug for en krig for at konsolidere sin magtposition både internt i Preussen, hvor han ikke sad alt for sikkert i sadlen, og overfor Preussens rival Østrig.

 

Bismarck

Bismarck havde af taktiske grunde holdt en lav profil mens forhandlingerne om November-forfatningen pågik i Danmark. I begyndelsen af januar 1864 stillede Preussen og Østrig imidlertid Danmark over for et ultimatum: Ophæv November-forfatningen, eller Slesvig vil blive besat. Da den danske regering afviste dette, var krigen en realitet.

Læs også
Bliver en vis Annegret Kramp-Karrenbauer – også kaldt AKK – Tysklands næste kansler?

 

P.S.: Hvis den sagesløse læser er forvirret efter at have læst ovenstående, kan jeg trøste hende/ham med, at der er tale om en meget forenklet skildring af begivenhederne, som ingen faghistoriker vil tilgive mig.

 

(Det andet Christiansborg 1806-1884)

 

Del på Facebook

ANDRE LÆSER OGSÅ…