Mens Dansk Folkeparti stormer frem i meningsmålingerne, forsøger partiets leder, Kristian Thulesen Dahl at dæmpe forventningerne.
Han understreger hele tiden, at partiet lige nu lever højt på protesten mod den upopulære Thorning-regering, men at det hurtigt kan gå den anden vej igen. Ja, han siger ligefrem, at han ikke tror, at de nuværende tal holder.
Det er selvfølgelig klogt af ham at gardere sig. Ellers kan han risikere, at det nærmest vil ligne et nederlag, hvis partiet går klart frem ved næste valg, men ikke helt så meget som meningsmålingerne har spået.
Men Dansk Folkepartis fremgang skyldes ikke kun protest mod Thorning. Den har også dybere årsager.
Thulesen Dahl er blevet frontfigur for et vælgeroprør.
Minder om indvandringsdebatten
Dette oprør handler om flere ting. Men her og nu er det forholdet til EU, der er i centrum. Med børnechecken som den konkrete anledning.
Debatten om børnechecken og andre velfærdsydelser til EU-borgere giver mindelser om den tidlige debat om indvandringen fra ikke-vestlige lande i 1980’erne og 1990’erne.
Dengang som nu kom der folkelige protester. Dengang som nu bagatelliserede politikere, journalister og eksperter problemerne.
I disse dage vrimler det således med indslag i medierne, der forklarer vælgerne, hvor lille et problem børnechecken er. Det drejer sig kun om et beskedent antal mennesker og små udgifter, lyder det.
Sådan sagde man også i sin tid med den ikke-vestlige indvandring. Ganske få mennesker, forklarede især de venstreorienterede, så hvorfor alt postyret?
I dag ved vi, at dette var hen i vejret. Den ikke-vestlige indvandring har fået et omfang, som i høj grad præger det danske samfund – og dansk politik.
De særlige bånd
Ligesom dengang stiller vælgerne sig i dag to spørgsmål, når det gælder reglerne for velfærdsydelser for EU-borgere: Er de principielt rimelige? Og skaber de problemer, som vil vokse i fremtiden? Langt de fleste vælgere svarer nej til det første og ja til det sidste – ligesom dengang.
Man kan ikke se det rimelige i, at EU-borgere kan komme hertil og stort set med det samme trække på hele registeret af danske velfærdsydelser. De kan sagtens komme hertil og tage arbejde, uden at få den fulde og direkte adgang til det danske velfærdssystem, er holdningen.
Som de fleste vælgere ser det, hviler det danske velfærdssystem på særlige bånd mellem borgerne. Man deler historie, kultur, sprog, hverdagsliv, politiske traditioner osv. Derfor føler man sig så tæt på hinanden, at man er villig til at betale betydelige summer til den fælles kasse.
Det handler om fælles normer, fortrolighed og tillid. Og den slags kan man altså ikke bare skabe på europæisk plan med et EU-dekret.
Ideologisk projekt
Mange vælgere føler nok også instinktivt, at systemet med fælles velfærdsydelser til EU-borgere ikke bare er lavet af økonomiske grunde. Det er et ideologisk projekt, der er et led i udviklingen af en europæisk stat. Med EU-Domstolen i en meget aktiv rolle.
Derfor gør vælgerne oprør, selv om det i første omgang drejer sig om små tal. Ligesom de i sin tid gjorde oprør mod den hovedløse og formynderiske indvandringspolitik.
Fælles for de to oprør er ønsket om at forsvare sammenhængskraft og selvbestemmelse i det danske samfund over for frit i luften svævende projekter fra elitens side.
Danskerne er fortsat tilhængere af EU. Men det skal være et EU, der holder sig til det praktisk nødvendige.
To udlægninger
I den aktuelle debat er der to udlægninger af vælgernes reaktioner.
Den ene siger, at ja-partierne i forhold til EU har tabt sagen på gulvet, fordi de ikke har kunnet blive enige. Det har gjort vælgerne kulrede. Men det går over, hvis der nu bliver lavet en aftale mellem regeringen, Venstre og De Konservative. Så bliver Dansk Folkeparti isoleret.
Den anden udlægning siger, at vælgerne ville reagere under alle omstændigheder. De er simpelt hen massivt imod EU-reglerne for velfærdsydelser, og det vil de også være, selv om der bliver indgået en bred aftale.
Meget tyder på, at den sidste udlægning er rigtig. Derfor risikerer Venstre og De Konservative at blive straffet ved valget til Europa-Parlamentet, hvis de laver en aftale om børnechecken med regeringen.
Meget tyder også på, at Venstre og De Konservative er bevidst om dette.
Svært at nå til enighed
Der tales ellers meget i medierne om, at regeringen og VK er ved at bevæge sig hen imod en aftale. Man henviser til, at skatteminister Morten Østergaard har foreslået, at børnechecken bliver udbetalt bagudrettet og kun for en måned ad gangen, og at VK tager positivt imod.
Men dette er kun et lille hjørne af sagen. Når det kommer til de store stridspunkter, vil det være meget svært for parterne at nå til enighed – i hvert fald på denne side af valget til Europa-Parlamentet. VK giver da også kun vage og uforpligtende meldinger om en aftale.
Regeringen vil ikke være med til at udfordre EU. Og VK risikerer at give at give Dansk Folkeparti en kæmpe foræring ved EU-valget, hvis de kommer ud med en mager aftale.
De ved, at vælgerne er med Thulesen Dahl. Han er frontfigur for et oprør, der stikker dybt.