Hvordan er det at bo i Israel nu? – En dansker studerende i Israel.
Som født og opvokset i Danmark har jeg aldrig haft nogen som helst følelse af at være utryg, og har aldrig haft nogen bekymring for, at jeg skulle dø. Døden har været meget langt fra enhver tanke jeg nogensinde har tænkt.
I Israel efter konflikten er startet, er tanken om død og frygt kommet mig meget nær.
Jeg har ikke før prøvet at leve i et samfund, hvor så mange uskyldige menneskers liv bliver sat på spil for min og andres sikkerhed. Her snakker jeg om soldaterne, for de kæmper ikke blot for at kæmpe, men for deres folk og pligt.
Rent politisk står jeg ikke nødvendigvis ved alt, hvad der er blevet besluttet af Israel igennem årene. Men folk må også have en forståelse for, at Israel har stået med nogle af verdens hårdeste og mest komplicerede politiske beslutninger.
I en krig imod en terror-organisation som Hamas, som bruger de mest beskidte og umenneskelige metoder mig bekendt, vil jeg bare sige: Hvis der er nogen som har et bedre forslag end det som Israel gør, uden at bringe uskyldige civile israelere i fare, vil jeg gerne have de skal sige det.
De mennesker er der brug for.
Den sidste måneds tid har jeg sovet med bukser på om natten. Jeg har reageret på en hver høj lyd, jeg har hørt. Jeg har levet i frygt for, at sirenerne og eksplosionerne skulle komme endnu engang. Jeg har være klar døgnet rundt til at løbe i beskyttelse.
Det er ikke et liv med kvalitet, og det er meget traumatiserende.
Den sidste måneds tid har jeg grædt mere end jeg nogensinde har gjort før over dødsofrene, både for israelske soldater og uskyldige civile, og for uskyldige civile i Gaza, som begge er fanget i en dybt tragisk konflikt.
En ting er sikkert, der er ingen der lever det liv de fortjener på nogen af siderne.
Når jeg taler med israelere i øjeblikket er der ingen tvivl om, hvad der bliver snakket om: Krigen.
Men det er egentlig ikke krigen der bliver snakket mest om, det er fred. Hvordan kan vi få fred?
Sådan er det, fordi ingen mennesker på jorden, der ville vælge at leve et liv, som man gør her, hvis man kunne vælge.
Danmark er et land med utroligt mange omsorgsfulde og kloge folk. Derfor er der selvfølgelig en del blandede meninger om konflikten, og en masse mennesker, der viser deres omsorg for både israelere og palæstinensere.
Men når jeg ser de pro-palæstinensiske demonstrationer, som jeg har fuld forståelse for opstår, bliver jeg ekstremt ulykkelig over, at de mennesker som deltager i disse demonstrationer for at vise omsorg for uskyldige, skal gå side om side med folk som råber, ”dræb israelerne”, ”gas jøderne” eller ”død over Israel”.
Fordi det netop er på grund af folk med disse holdninger, at der ikke er fred mellem Israel og Palæstina lige nu.
Mit største ønske er, at jeg kunne tage ned på en cafe i Gaza, og spise en fantastisk humus og vise den kærlighed og respekt overfor hinanden, som jeg har oplevet rigtig meget med både muslimer, drusere, kristne og jøder, som bor indenfor Israels grænser.
Jeg ville ønske, at de mennesker med sind for fred, kunne råbe højere uden dødstrusler fra radikale ekstremister, så der kunne komme bare det mindste lys af håb.
Fred kommer der aldrig et glimt af så længe ekstremisterne råber højest. Jeg har altid troet på det bedste i folk, og alle dem, som jeg kender i Israel, ønsker faktisk bare fred.
Jeg har aldrig snakket med en palæstinenser i Gaza. Men ud af de 1,8 millioner mennesker, der bor der, er jeg helt sikker på, at langt størstedelen også ønsker fred, og det ville være mig en ære at arbejde side om side og spise humus med disse folk en dag.
