Bornholms kommune ville tjene penge på at stuve asylansøgere ind i en skolegård

Nyker Skole (Foto: reh)

Efter at regeringen i september sidste år efter svensk forbillede besluttede at give automatisk asyl til flygtninge fra bestemte områder i Syrien, er antallet af syriske asylansøgere steget så voldsomt, at Udlændingestyrelsen nu står med en akut mangel på asylcentre.

 

Som vi skrev i her i avisen i går, har det betydet, at asylcentre på trods af protester fra både borgere og lokalpolitikere er blevet trukket ned over hovedet på selv små landsbysamfund. Men sådan gik det ikke på Bornholm.

 

Her øjnede et flertal i Bornholms Regionalkommune tværtimod en chance for lidt ekstra penge i kommunekassen og kontaktede Udlændingestyrelsen og Røde Kors, der driver langt de fleste af landets asylcentre.

 

Lejeaftale på 2,6 millioner kroner årligt

Resultatet blev en lejeaftale på i alt 2,6 millioner kroner årligt, og som omfatter dels det tidligere plejecenter Slottet i Rønne, hvor der skulle bo 200 asylansøgere og dels dele af den nedlagte Nyker Skole, hvor der skulle bo 100 asylansøgere.

 

Lejemålet for selv Nyker Skole blev fastsat til 600.000 kroner årligt.

 

Nu er der blot det ved det, at det ikke er hele Nyker Skole, der står tom hen. Bornholms Frie Idrætsskole har til huse i en del af lokalerne, hvor der dagligt undervises 192 elever fra 0. til 9. klasse.

 

Asylcenter midt i en skolegård

De skulle nu pludselig dele skolegård med 100 asylansøgere. At man dermed i bogstaveligste forstand anbragte et asylcenter midt i en skolegård, kunne borgmesteren i Bornholms Regionalkommune, Winni Grosbøll (S), slet ikke forholde sig til. Hendes bekymring lå et helt andet sted:

 

”Tager vi ikke skolen i Nyker med, så mangler vi 100 pladser, og så vil udlændingestyrelsen kun leje Slottet i Rønne i fire måneder,” sagde hun til TV2 Bornholm den 1. august, efter at de første rasende protester mod projektet var begyndt at komme til udbrud.

 

Både forældre, den lokale borgerforening og den lokale idrætsforening fandt det dybt uansvarligt at anlægge et asylcenter midt i en skolegård, hvor der færdes børn helt ned til femårs-alderen.

 

Læs også
Inger Støjberg vraget – både Venstre og Socialdemokratiet glider nu væk fra den stramme udlændingepolitik

Borgmesteren ville hellere have asylcenter end skole

Nu viser det sig, at Bornholms Frie Idrætsskole har budt på Nyker Skole, men at denne budrunde ifølge Netavisen Bornholm.nu blev aflyst til fordel for at oprette asylcenter.

 

I en fælleserklæring udsendt af Bornholms Frie Idrætsskole, Nyker Idrætsforening og Nyker Borgerforening hedder således det blandt andet:

 

”Vi finder det uforståeligt, at man lægger op til at prioritere en kortsigtet udnyttelse af Nyker Skole som asylcenter højere end en langsigtet udnyttelse af Nyker Skole som en del af Bornholms Fri Idrætsskole.”

 

Af erklæringen fremgår det ligeledes, at privatskolen på grund af skolereformen kommer til at stå med en akut mangel på lokaler, og kan man ikke købe hele skolen, vil det blive nødvendigt med tilbygninger til den del af skolen, der er i brug.

 

De rasende protester hjalp

Presset både lokalt og efterhånden også forargelsen fra det øvrige land fik til sidst borgmester Winni Grosbøll samt Enhedslisten og De Radikale til at droppe Nyker Skole som asylcenter, hvilket blev besluttet på et ekstraordinært kommunalbestyrelsesmøde i mandags den 4. august.

 

Læs også
Sidst S havde magten, betød det en langt slappere udlændingepolitik – det kan meget vel ske igen

Men Winni Grosbøll forstår stadig ikke protesterne:

 

”Nej, jeg deler ikke bekymringen i forhold til, at asylansøgere skulle være farlige for vores børn. Og jeg deler heller ikke opfattelsen af, at man skal skærme børn mod asylansøgere,” siger hun til Ekstra Bladet.

 

Til gengæld er formanden for Bornholms Frie Idrætsskole, Bo Hansen, særdeles godt tilfreds:

 

”Sådan som det ser ud nu, så kommer der ikke noget asylcenter i børnenes skolegård, og det er selvfølgelig helt overordentligt glædelig for mig,” siger han til Ekstra Bladet.

 

Men Winni Grosbøll kæmper fortsat for sine 2,8 millioner asyl-kroner

Under mandagens ekstraordinære kommunalbestyrelsesmøde var der flertal for aftalen med Udlændingestyrelsen og Røde Kors. Kun Dansk Folkeparti, De Konservative og Borgerlisten stemte imod at indrette et permanent asylcenter på Bornholm.

 

Og Winni Grosbøll har ikke opgivet planen og de 2,8 millioner i årlige lejeindtægter. På det gamle plejehjem Slottet i Rønne, hvor der oprindeligt skulle huses 200 asylansøgere, vil der nu blive skabt plads til mellem 230 og 240 asylansøgere.

Læs også
Tyskerne er blevet mere kritiske over for asylansøgere – de stoler ikke på dem

 

Privat indkvartering af asylansøgere

De restende op mod de 300, som aftalen lyder på, vil om vinteren blive indkvarteret privat, således at man på årsbasis overholder kontrakten om at indkvartere 300 asylansøgere.

 

Så med hiv og sving lykkedes det alligevel at få den lukrative kontrakt med Udlændingestyrelsen og Røde Kors hevet i land.

 

Ifølge Bornholms Tidende vil de første 20 – 30 asylansøgere rykke ind på slottet allerede på tirsdag.

Del på Facebook

ANDRE LÆSER OGSÅ…