Udlændingestyrelsen i Sverige, der hedder Migrationsverket, har netop lanceret et nyt blad. At dømme efter første nummer skal det bruges til at præparere befolkningen, så den bliver mere positiv over for den massive indvandring til Sverige.
Til det formål har man anbragt et blikfang på forsiden i form af en smuk ung kvinde. Hun bruges som illustration til en artikel om uledsagede flygtningebørn.
Nu er det faktisk sådan, at det typiske ”uledsagede flygtningebarn” i Sverige er en mand på 25 år (så gamle er ”børnene” faktisk). Alene af den grund er billedet på forsiden ret misvisende.
En latinamerikansk fotomodel
Værre er det dog, at billedet af kvinden intet har med asylansøgere at gøre. Der er tale om et arrangeret billede, sikkert taget af en modefotograf, og kvinden er en betalt model.
For at det ikke skal være løgn, er hun fra USA og har latino-baggrund (latinamerikansk). Det har bare absolut intet at gøre med de mennesker, der strømmer til Sverige for at søge asyl.
Nu skulle de svenske udlændingemyndigheder jo ellers have rigeligt mange asylansøgere, som de kunne tage af for at bringe et billede af en asylansøger på forsiden af deres blad.
Men tilsyneladende har man været bange for, at billedet af en rigtig asylansøger ikke ville have den ønskede positive effekt på læserne. Måske tværtimod.
Så derfor valgte man i stedet en lækker model! Selv om hun altså absolut intet har med sagen at gøre.
Autoritært
Dette er ganske karakteristisk for myndighedernes autoritære forhold til befolkningen i Sverige.
Myndighederne føler sig på ingen måde forpligtede til at fortælle befolkningen sandheden. De vil i stedet opdrage på folk, så de får politisk korrekte holdninger.
Meningen er, at befolkningen skal sluge råt, hvad myndighederne og eliten i det hele taget fortæller dem. Og hvis myndighederne fortæller dem, at en lækker og højt betalt fotomodel fra Mexico er et stakkels uledsaget flygtningebarn i Sverige – ja, så er det sådan!
Det kan man ikke sætte spørgsmålstegn ved.
Sikke en kikser
Men det gør mange svenskere nu nok alligevel. Stadig flere af dem er holdt op med bare at sluge, hvad eliten siger til dem.
Mon ikke det store flertal er i stand til at se, at kvinden på billedet ikke har noget med en asylansøger at gøre? Og mon ikke at Migrationsverkets fupnummer kun vil øge deres skepsis over for udlændingepolitikken og udlændingemyndighederne?
Altså det stik modsatte af den effekt, som Migrationsverket ønskede at opnå. Sikke en kikser for det nye fine blad.
Bladets første nummer bliver et symbol på, hvor forløjet den officielle debat er i Sverige.
(Kilde: Avpixlat)