I anledning af De Radikales sommergruppemøde bringer Jyllands-Posten i dag et interview med MargretheVestager. Det forløber noget ejendommeligt.
Vestager bliver spurgt til, hvad hun mener om debatten om svinekød, halalslagtning og religiøse hensyn. Den debat, som Helle Thorning gik ind i i søndags.
Skal man tro interviewet, mener Vestager ingenting om disse emner.
Hun vifter debatten om islamiske krav til maden i daginstitutioner og på hospitaler af med bemærkninger som: ”Jeg har ikke så mange meninger om kost. Det har jeg overhovedet ikke nogen faglig baggrund for.”
Ellers nøjes hun med at glæde sig over at leve i et land, hvor man kan diskutere den slags frit og i øvrigt spise, hvad man vil. Og så erklærer hun sig overbevist om, at eventuelle problemer kan løses lokalt.
Disse bemærkninger står i skærende kontrast til Thornings udtalelser. Hun anbefalede mærkning af halalkød og fremhævede, at der burde være adgang til almindelig dansk mad, herunder svinekød, i offentlige institutioner.
Thorning politiserede debatten om islamiske krav til maden. Hendes radikale makker gør alt, hvad hun kan, for at afpolitisere debatten. Bag dette ligger en bevidst strategi:
Vestager vil lægge udlændingedebatten død.
Forskellige vælgere
Der er en væsentlig forskel mellem Thornings og Vestagers politiske situation i forhold til disse spørgsmål:
Thorning har en del vælgere, som har problemerne inde på livet, fordi de bor i områder præget af muslimske indvandrere eller kender nogen, der gør.
Derimod er det ikke just i sådanne områder, at de radikale kernevælgere i de højtuddannede grupper slår deres folder. Og skulle problemet opstå for dem, løser de det ved at flytte fra det.
For at bruge Vestagers egen vending: Det er den form for ”lokal løsning”, som de bedrestillede snakkende klasser normalt tager i anvendelse. Det gælder som bekendt også fremtrædende ministre, herunder Vestager, der har sendt deres børn væk fra den lokale folkeskole.
Med den type vælgere har Vestager ikke det store politiske besvær med at afvise debatten om halalmad m.m. som ligegyldig.
Kampen mod Thulesen Dahl
Men Thorning kæmper med Kristian Thulesen Dahl om en stor vælgergruppe, der vil være afgørende for udfaldet af næste valg. Og mange af disse vælgere går op i de værdipolitiske spørgsmål om at indrette sig efter islamiske regler i Danmark.
Hvis Thorning indtog Vestagers ovenfra-og-ned holdning, ville hun ganske enkelt blive kørt over af Thulesen Dahl. Det ved hun, og derfor gør hun det heller ikke.
Frygten for nyt mareridt
Normalt ville De Radikale kommentere en sådan værdipolitisk debat meget mere offensivt. De ville aktivt støtte de kræfter, der skubbede på for mere halalmad i institutionerne, og se det som et positivt led i at skabe det multikulturelle samfund.
Men det gør Vestager altså ikke. Hun vil slet ikke ind i diskussionen. Det er, fordi hun frygter, at en åben værdipolitisk polemik mellem Socialdemokraterne og De Radikale kan få ødelæggende konsekvenser.
Det kan bringe fortidens politiske mareridt tilbage.
Da pokker tog ved Marianne Jelved
Ved valget i 2005 forsøgte den socialdemokratiske statsministerkandidat Mogens Lykketoft at nedtone uenigheden med De Radikale om udlændingepolitikken.
Men så tog pokker ved den radikale leder Marianne Jelved. Hun kastede sig ud i en kæmpeoffensiv for lempelser i udlændingepolitikken. Og for hver gang Jelved åbnede munden, klaskede kagen mere og mere sammen for Lykketoft i valgkampen. Han endte med et ydmygende nederlag.
Ved valget i 2007 havde udlændingepolitiske strid mellem S og R igen en væsentlig andel i, at den røde side tabte valget.
Det skal der ikke prales med
Under den nye regering har de to partier i fællesskab bestræbt sig på at tale mindst muligt om disse spørgsmål.
I praksis har man gennemført væsentlige lempelser i udlændingepolitikken, men det er ikke ligefrem noget, man har gået og pralet med. Ikke engang De Radikale. Tværtimod er det gået meget stille for sig. Her har man fået god hjælp af de fleste medier, der har været ret tavse.
Men den situation har nu ændret sig. Dansk Folkepartis fremmarch tvinger Thorning til at gå mere aktivt ind i debatten og markere sig med en mere strammeragtig profil.
Sige så lidt som muligt
Havde det været Marianne Jelved fra 2005, der stod i spidsen for De Radikale, ville partiet være eksploderet i vrede angreb på Socialdemokraternes knæfald for umenneskelige holdninger.
Men det skal Vestager ikke have noget af.
Det ville nemlig for det første betyde, at udlændingepolitikken blev et stort tema. Det ville for det andet betyde, at klimaet mellem socialdemokrater og radikale ville blive kraftigt forværret. Og det ville for det tredje betyde en usikkerhed om regeringens udlændingepolitik, som Thulesen Dahl kunne udnytte.
Så MargretheVestager siger så lidt som muligt. I håbet om at undgå, at udlændingepolitikken igen vælter læsset for Socialdemokraterne og De Radikale.
