I 2003 gav Englands daværende premierminister Tony Blair et interview til bladet Vanity Fair. I forbindelse med interviewet bad journalisten på et tidspunkt Blair om at indvie læserne i hans forankring i den kristne tro. Inden Blair kunne nå at svare, brød hans spindoktor, Alistair Campbell, ind i interviewet og sagde: ”I´m sorry, we don´t do God” (”Vi gør os ikke i Gud”).
Ingen måtte stødes på deres religion
Denne afbrydelse skabte vild debat i England, ikke mindst fordi Blairs spindoktor til overflod havde indviet offentligheden i sin egen kamp mod alkoholisme og mentale sammenbrud – så hvorfor dette latterlige forbud mod at udtale sig om tro? The Telegraph konkluderede blandt andet i en leder, at Tony Blair nok burde stole mere på Vorherre end på Alistair Campbell.
Men sandheden er, at Campbell blot forsøgte at beskytte Blair, fordi han vurderede, at lige meget, hvad premierministeren ville ytre om sin tro, så ville det fornærme nogen. Og det ønskede man lige så lidt for 10 år siden, som man ønsker det i dag. Religion er simpelthen ikke et legalt tema i engelsk politik.
Ærkebiskop foreslog sharialovgivning
Siden den berømte ”We don´t do God” har situationen udviklet sig:
Islamistiske terrorister har angrebet busser og tog i London.
Hjemvendte engelske soldater fra Irak-krigen er blevet mødt med hadefulde islamiske demonstrationer.
En soldat på orlov er brutalt blevet myrdet med machete på åben gade i London af islamister.
Og senest sætter man en engelsk kvinde – Den Hvide Enke – i forbindelse med Al-Shabaabs terrorangreb i et indkøbscenter i Nairobi. Hun er nu eftersøgt over hele verden.
Sideløbende har der i England kørt utallige debatter om, i hvilket omfang man skulle give efter for muslimske særkrav. Den mest markante var i 2008, da ærkebiskop Rowan Willams erklærede, at man ikke kunne komme uden om at indføre visse dele af sharialovgivningen i England.
Islam i retten
Og nu er endnu en særkravs-debat blusset op. Denne gang om brugen af burka og niqab (et slør, der dækker hele ansigtet undtagen øjnene) i det offentlige rum:
En 22-årig muslimsk kvinde anklaget for at have forulempet et vidne, har fået tilladelse til at bære niqab i retten, nærmere bestemt Blackfriars Crown Court i London. Kun når hun skal afgive vidneforklaring er hun pålagt at fjerne sløret, men har så til gengæld fået lov til at sidde bag en skærm, så kun nævninge, advokater og dommere kan se hende.
Den muslimske kvinde har kun båret niqab siden maj sidste år, men det har ingen relevans: ”Domstolene bør anerkende retten til frit at kunne udtrykke sin religion” begrundede dommer Peter Murphy beslutningen med. Han har ligeledes nedlagt forbud mod, at kvinden bliver tegnet uden niqab.
En rektor blev truet til at give op
På Birmingham Metropolitan College har venstreekstremister og islamister samlet 8000 underskrifter på internettet og truet med at iværksætte massedemonstrationer mod skolen og den ledelse for deres ”islamofobi”, efter at skolens rektor nedlagde forbud mod at bære burka og niqab på skolens område.
Forbuddet kom, efter at en 17-årig studerende var mødt op på skolen i niqab. Dette fik skolens rektor til at kræve, at de studerende ”til enhver tid skal være nemme at genkende”.
Men det fik den 17-årige til at gå til lokalavisen Birmingham Mail, der citerede hende for at sige: ”Det er ulækkert. Det er mit personlige valg, og jeg finder det fuldstændig chokerende, at man indfører det her på et college i midten af Birmingham, som er så multikulturel og har så mange muslimske studerende.”
Det massive pres fik til sidst rektor til at bøje sig og erklære, at det nu er tilladt de studerende at bære ”særlige beklædningsgenstande, der afspejler deres kulturelle værdier”.
Disse to eksempler på, hvordan offentlige institutioner bøjer sig for muslimske særkrav er ikke noget særsyn i England.
Små piger i burka
Ser man på de mange islamiske grundskoler, der i disse år vokser frem i de engelske byer, er det helt almindeligt, at piger ned til 11-års alderen pålægges at bære burka eller niqab. Dette gøres under henvisning til, at det er ”en ønskværdig påklædning for den muslimske kvinde”.
For eksempel kræver The Madani Girls School i det østlige London, at alle skolens piger skal bære sort burka og en lang sort frakke, når de færdes udendørs. På skolens hjemmeside beskrives påklædningen som ”strengt påkrævet”, fordi den understøtter ”den ønskede dress code for muslimske kvinder”. En stor del af disse muslimske skoler modtager offentlig støtte.
Den udbredte politiske korrekthed og berøringsangst, som tidligere premierminister Tony Blair og hans spindoktor Alistair Campbell gav mæle, da de for 10 år siden sagde ”We don´t do God”, ser ud til at have ført det briterne ud en eskalerende tilbagetrækning af egne værdier i ønsket om at komme muslimske særkrav i møde.
Man skammer sig over egen historie og kultur
”Forudilende kapitulation”, kaldte den tyske publicist og kritiker Henryk Broder det i sin bog ”Hurra – Wir kapitulieren”. Når det bedre politiske borgerskab i skam over egen historie og kultur iler med at imødekomme sådanne religiøse særkrav, nærmest før de er blevet fremsat. Det sker på bekostning af det sekulære samfunds frihedsrettigheder, ligebehandling og demokrati.
Meget havde sandsynligvis set anderledes ud for briterne og England, hvis Tony Blair havde afbrudt Alistair Campbell og sagt: ”Yes, we do God” og havde stået fast på sit forhold til Gud, kristendommen og det sekulære, demokratiske samfund.