Morten Bødskov i panik over asyl-skandale i Lufthavnen

Under et åbent samråd i Folketingets Retsudvalg skal justitsminister Morten Bødskov i dag stå til regnskab for udvalgets medlemmer og forklare, hvorfor han har forbudt udvalget at besøge Københavns Lufthavn for at mødes med de politifolk, der har ansvaret for indrejsekontrollen.

 

Baggrunden for udvalgets ønske om at mødes med lufthavnspolitiet skyldes en række tilsyneladende forkerte og vildledende oplysninger, Morten Bødskov har givet Folketinget om effektiviteten af lufthavnens indrejsekontrol.

 

Morten Bødskov siget ét, og lufthavnspolitiet noget helt andet

Hver gang justitsminister Morten Bødskov siden efteråret sidste år har forsikret medlemmerne af Folketingets Retsudvalg om, at der er fuldstændig styr på den illegale indvandring i Københavns Lufthavn, har både de menige politifolk i lufthavnspolitiet og til en vis grad også ledelsen over for pressen erkendt, at det ikke forholder sig helt, som ministeren påstår

 

På trods af Morten Bødskovs forsikringer om det modsatte strømmer illegale indvandrere ifølge lufthavnspolitiet mere eller mindre uhindret ind i Danmark.

 

I sidste uge kunne BT afsløre endnu et stort kontrolsvigt hvor det viser sig, at ud af 170 personer, der var blevet registret som asylansøgere i lufthavnen, meldte kun de 70 sig i Center Sandholm.

 

Resten er forsvundet ud i den blå luft, og lever nu illegalt i Danmark med fare for, at der kan have været både terrorister professionelle kriminelle iblandt dem.

 

At der kan lade sig gøre skyldes, at de ikke bliver fulgt til Center Sandholm, men blot får en taxa fra lufthavnen på statens regning, hvilket i år indtil nu per 1. oktober har kostet 83.000 kroner.

 

På trods af reglerne om registrering af asylansøgere har politiet i lufthavnen undladt at tage både finger aftryk og fotografier af dem alene af den grund, at politiet i Danmarks største lufthavn ikke har et egnet lokale til formålet.

 

Retsudvalget ville selv have syn for sagen

De mange kontrolsvigt, der i modstrid med justitsminister Morten Bødskovs gentagne forsikringer om det modsatte finder sted i Københavns Lufthavn, har betydet, at Folketingets Retsudvalg ifølge Dansk Folkepartis retspolitiske ordfører, Peter Skaarup, ikke længere kan have tiltro til Morten Bødskov oplysninger.

 

Til Den Korte Avis sagde Peter Skaarup således den 11. november:

 

”Nu vil vi selv have syn for sagen, og det betyder, at der vil blive arrangeret en tur for retsudvalget og integrationsudvalget til Københavns Lufthavn, hvor vi vil snakke med de menige politifolk for at finde ud af, hvad der er op og ned i det her.”

 

Morten Bødskov: det kan I godt glemme alt om

Det var meningen, at retsudvalget i denne uge eller i starten af næste skulle have været i Københavns Lufthavn for at mødes med de menige politifolk og ledelsen i lufthavnspolitiet for at høre deres version af årsagerne til de mange kontrolsvigt.

 

Mødet med politifolkene i lufthavnen var tænkt som en forberedelse til samrådet i næste uge, hvor Morten Bødskov endnu engang skulle stå til regnskab og redegøre for sine tilsyneladende forkerte og vildledende oplysninger om sikkerhedssituationen i Københavns Lufthavn..

 

Det møde i lufthavnen har Morten Bødskov nu forpurret.

 

Da retsudvalgets sekretær bad justitsministeriet om at arrangere mødet i lufthavnen, hvilket er den normale fremgangsmåde i den slags sager, lød svaret, at justitsministeren ikke ønsker, at retsudvalget skal mødes med politiet ledelsen i lufthavnspolititiet.

 

Til gengæld, lød svaret fra Justitsministeriet til Folketingets Retsudvalg, stiller ministeren gerne selv op til et møde ud i lufthavnen med retsudvalget.

 

Peter Skaarup: det giver jo ingen mening

Dansk Folkepartis retsordfører, Peter Skaarup, er forbløffet over svaret.

 

”Det giver jo slet ingen mening blot at mødes med ministeren ude i lufthavnen. Det eneste, ministeren nu opnår, er en diskussion under samrådet i morgen (i dag, red.) om, hvorfor ministeren ikke ønsker, at retsudvalget mødes med de menige politifolk og ledelsen i lufthavnspolitiet,” siger Peter Skaarup til Den Korte Avis og fortsætter:

 

”Og så må vi i øvrigt gøre ministeren det begribeligt, at han ikke skal bestemme og blande sig i, hvem retsudvalget ønsker at mødes med. På baggrund af de afsløringer, der har været om forholdene Købehans Lufthavn, er det både naturligt og nødvendigt, at udvalget vil se, hvad der foregår og tale med de ansatte.”

 

Utilstedeligt at nægte os adgang til lufthavnen

Hos De Konservative understreger partiets retsordfører, Tom Behnke, til BT, at justitsministeren ikke skal bestemme, hvem retsudvalget ønsker at mødes.

 

Hos Venstre er retsordfører Karsten Lauritzen endnu mere skarp i mælet:

 

”Det er fuldstændig utilstedeligt at nægte os adgang til lufthaven,” siger Karsten Lauritzen til BT.

 

Regeringens hidtil alvorligste svigt

Dansk Folkepartis retsordfører, Peter Skaarup, har tidligere her i avisen betegnet justitsminister Morten Bødskovs ignorering af de sikkerhedsmæssige forhold i Københavns Lufthavn som regeringens hidtil alvorligste svigt.

 

”Illegale indvandrere strømmer ind i landet på grund af manglende kontrol i Købehavns Lufthavn, og den ansvarlige minister gør intet for at løse problemet, men forsøger tværtimod bevidst at skjule det for Folketinget ved at manipulere med tal, som han godt selv ved er misvisende,” sagde Peter Skaarup den 11. november i år til Den Korte Avis og fortsatte:

 

”Efter min opfattelse er det her det alvorligste svigt, denne regering har foretaget i sin levetid.”

Del på Facebook