Det rigtige vejr
Hvis man gerne vil finde rav, er det for det første vigtigt, at man venter til vejret er rigtigt. Det bedste vejr til ravjagt er blæsevejr efter en kraftig storm. Så vil havet skylle de gyldne ravklumper op på stranden.
Led i tangen
Mange tror, at man har størst held med at finde rav, hvis man leder blandt strandens sten. Men det er dog sjældent tilfældet. Man skal til gengæld lede i den tang, der ligger på stranden. Går man i modlys, mens man leder, er chancen for at finde rav endnu større.
Ravpindelag
Erfarne ravsamlere bruger udtrykket “ravpindelag” om det opskyl, der kan indeholde rav. Når en storm og bølger har løsrevet ravet fra havbunden, flyder det sammen med småpinde, træstykker, søstjerner, tang og døde fisk. Det er det, man kalder ravpindelaget. Oftest vil ravstykkerne ligge øverst, men det kan godt betale sig at rode ravpindelaget lidt igennem.
Koldt vand
I princippet kan man lede efter rav året rundt. Men langt det meste rav bliver fundet om efteråret og om vinteren. Det skyldes, at havet på disse årstider er koldest og derfor har den bedste opdrift til at bære de eftertragtede, gyldne og brune klumper ind på stranden.
Se efter mågerne
Hvis du er i tvivl om, hvor du skal lede efter ravpindelaget, kan du prøve at holde øje med mågerne. I ravpindelaget kan man nemlig også finde sandorm og andre bunddyr, som mågerne æder. Er det tydeligt, at mågerne skriger og dykker efter et bestemt sted, kan det betyde, at ravpindelaget er der.
Stå tidligt op
Hvis man vil være heldig at finde rav, handler det også om at komme først. Derfor kan det betale sig at stå tidligt op. Erfarne ravsamlere kan også finde på at iføre sig waders og tage et fiskenet med. Så står de et stykke ude i vandet og samler alt ravet op, inden det når ind til kysten.
Naturlig skattejagt
Jagten på rav er naturens helt egen skattejagt. Det er en sjov aktivitet, hvor alle i familien kan være med. Så find gummistøvlerne frem og tag ud på stranden efter en storm.
Artiklen er skrevet af Naturstyrelsen
http://www.naturstyrelsen.dk
