Hara Dvinge: Første gang jeg læste koranen blev jeg ret chokeret over at læse hvordan jeg, en ikke-troende ateist, blev omtalt som det værste af alt levende. Sidenhen erfarede jeg, at mere end 60 % af islams tekstmateriale reelt er dedikeret til dårlig omtale af blandt andet min slags, samt hvordan de retledte skal forholde sig til det. Hvordan mener du jeg skal forholde mig til dét?
De vantro
Ahmed Akkari: Netop disse tekststeder som dæmoniserer mennesker som vantro eller uden tro har ledt mange islamistiske kræfter til at kontrollere folks holdninger og derefter anvende dem i et magtspil langt større end blot forestillingen om andre.
I ”humane principper”, som jeg har lagt på facebook, gør jeg i generelle sætninger op med denne form for konklusion som mange automatisk drager af Koranens tekster. Jeg taler om vigtigheden af at se på mennesket først, som det menneske det er, og først dernæst på kilderne.
Kritik af koranen
Hara Dvinge: Kan man som muslim have en kritisk holdning til det der står i koranen?
Ahmed Akkari: Det bør man kunne, men islamismens ortodokse kræfter har over tid og sted gang på gang holdt folk fast i en tolkning, der netop umuliggør kritisk stillingstagen. Sund fornuft og alment menneskeligt ræsonnement er ikke tilladte ifølge disse, for de siger netop, at der ikke er noget at diskutere eller overveje i ”Guds ord” og hermed forbliver de ”kyndige imamer” kilden til forståelse og tolkning, mens de fortæller folk, at de læser Guds bud direkte.
Hara Dvinge: Kan man som muslim sige, at koranen er en tekst der udspringer af en historisk situation og derfor kan eller skal omsættes til aktuelle forhold?
Ahmed Akkari: For de fleste muslimer forbliver Koranen som kilde til hellige udsagn, og for troende mennesker er det afgjort, at Koranen er Guds ord. Men dér, hvor det giver mening at tale om historisk bestemt tilknytning, er i forhold til loven, menneskesynet og de samfundsbestemte politiske indstillinger. Det er netop i disse forhold, at en muslim må kunne frisætte sig til på ny at se på virkeligheden uden ”at miste troen”, som så mange er bange for.
Fatwaer
Hara Dvinge: Hvad mener du om fatwaer?
Ahmed Akkari: Fatwaer betyder domme i sager, og til tider forstås de som meningstilkendegivelse i forbindelse med spørgsmål i særlige sager. Fatwaer var engang udelukkende et ærinde for lærde, mens de i dag stort set erklæres af mange flere udenfor den kendte lærd-tradition. Fatwaer kan udmeldes om enormt store sager og i sager med enkelte personlige valg mellem det ene eller det andet.
Filosofien i accepten af fatwaer er netop, at man på forhånd accepterer, at der er en sand lov (givet af Gud), som man ikke kan tyde, men som andre kan hjælpe med at forstå. Det er her at fatwaer bliver et kontrolelement i hænderne på disse kyndige, der udmærket selv er klar over, at de reelt tolker og ikke viderebringer alle ”Guds ord”, men hvor den menige muslim tror, at han får udlagt Guds dom.
Derfor er det netop vigtigt at tale om kildekritik, som jeg vil ud med i en bog i fremtiden, og vigtigt at gøre den enkelte muslim opmærksom på, hvad der egentlig foregår i mødet med kilderne – der uundgåeligt har mennesker ind over – på trods af hårdnakket afvisning af det.
Demokrati og sharia
Hara Dvinge: Mener du at demokratiets konkrete love altid står over shariaen?
Ahmed Akkari: Ja for demokratiets love er de love, som vi har aftalt skal gælde som grundlag for vores sameksistens og sociale orden. Der er sikkert love som både sharia, moselov samt anden religiøs lov har mere ret i, og som derfor bør give inspiration til indretning af samfundet, men i det store hele kan man ikke andet end at tilslutte sig samfundets kontrakt i form af demokratiets aftaler og love.
Muslimer med islamistisk præg lever netop i et konfliktfyldt forhold til demokratiet fordi de har fået indterpet, at sharia er den eneste lov og at al anden lov er blasfemi, og at de derfor ikke kan tilslutte sig samfundsaftalen i f.eks. Danmark. De lever uden loyalitet til samfundet fordi de ser dets love som blasfemiske i forhold til den lov de gerne ser indført.
Ophævelsen af denne konfliktfyldte tilstand sker kun ved, at disse enten nægter at indgå kontrakten med det demokratiske samfund og dermed opgiver deres borgerskabsstatus i alle dets former og udtryk, eller at de går ind for den ved at ændre deres grundlæggende syn på, hvordan de skal se på sharialoven. Ikke kun taktisk som bl.a. Tariq Ramadan forsøger at undslippe sig med sine bøger, men oprigtigt ved at ændre holdning til måden sharialoven kan eller skal ses på. Det kræver et brud med den ortodokse islamiske tolkning der føres i dag af islamistmissionens kræfter.
Islamisk tørklæde
Hara Dvinge: Bør kvinder være tildækket?
Ahmed Akkari: Kvinder har i årtusinder været et debatemne for samfund – noget kvinder kan glæde sig en smule over – men reelt har kvinden været objekt for mandens dominering. I denne proces har sådanne forhold som tildækning og adfærd betydet meget for forholdet mellem mænd og kvinder.
I dag er der kommet et nyt-gammelt projekt på banen – nemlig kvindens ligestilling med mænd og frigørelsen af kvindens valg fra andre autoriteter end den, som kvinden selv ægte og ærligt vælger at overgive sig til. Sløret og tildækning bliver i denne sammenhæng et valg og en livsstil der kan udtrykkes varieret og personligt.
Rettroende kvinder indenfor forskellige religioner – også islam – har været optaget af etiske og moralske emner og ser så at loven i deres tro byder dem bl.a. at tildække sig. Den kritiske tilgang til dette er jo at den ’rettroende kvinde’ må kunne tolke formål bag en engang herskende ide om påklædning. Indenfor ortodoks islam er der en klar måde en kvinde skal gå klædt på, mens der indenfor andre fundamentalistiske retninger er opstået flere nuancer men stadig meget entydige tolkninger og overføring af en gammel tradition.
Jeg taler i dag for et frit valg – også for troende kvinder – der ikke behøver binde sig til disse menneskelige tolkninger af den eneste rigtige måde at være god kvinde på. Det er netop meningen med at bryde monopolet som islamistiske kræfter har sat sig på.
Børn og ramadanen
Hara Dvinge: Hvornår er det rette tidspunkt for børn/unge at begynde at deltage i ramadanen?
Ahmed Akkari: Børn bør ikke bydes disse ritualer på nogen måde, og jeg mener, at voksne tit tvinger børnene enten gennem forførelse (gaver, penge, rejser) eller gennem frygten (helvede, Gud, straffen), og det er så forkert, både pædagogisk og menneskeligt, at der må ske en rettelse af tankegangen i forhold dertil. Jeg ser fasten som en form for selvransagelsesproces visse mennesker udsætter sig for, fordi de gerne vil opleve det ekstreme i ritual religiøs praksis.
Islamismen har gjort det til en færdig lov som alle, uanset hvad, skal prøve at leve op til. Der er ingen reel plads til valg eller fravalg, fordi, som de siger, at det er Gud der vil have det sådan. I virkeligheden synes jeg, når man ser helt strikt på ritualer og glemmer, at de er midler til selvrenselse og ikke moralske koder, som folk skal bedømmes på. Der sker så megen pegen-finger af, af folk der ikke beder, ikke faster, ikke kommer til bedestedet m.m. Som om disse ritualer i sig selv gør dem til bedre mennesker!
Islamiske særkrav
Hara Dvinge: Før sommerferie talte alle om en censor, som aldrig havde givet hånd til kvinder gennem hans professionelle karriere, sagen endte med at censoren nu slet ikke skal give hånd til nogen. Synes du det er en god beslutning, – i så fald har du et bud på hvorfor ingen har reageret på ´adfærden´ før nu?
Ahmed Akkari: Igen et af disse ganske små emner, som fordrejer hele debatten og netop ender med at man går ind for en særlig positiv særbehandling for ikke at være stødende. Det disse religiøse mennesker, og jeg var én af dem, skal indse er, at der er grænser for, hvad man kan pådutte et helt samfund med af egne kulturelle og religiøse regler og praksis.
Det er forkert af samfundet at give efter lige netop fordi det at give hånd ikke har en seksuel værdi i arbejdssammenhæng men en form for gestus og respekt imellem kollegaer. De overdriver deres fromhed en smule disse mennesker , og hvis de insisterer – hvilket er noget de har ganske ret til at gøre – så skal de bare lade være med at arbejde i det mindre fromme samfund!
Det er noget modsætningsfyldt, at denne censor ikke vil give hånd (i arbejdsforhold som skole) men sidde og kigge damen i øjnene eller give hende bemærkninger om hendes præstation, der, så vidt jeg er orienteret, er lige så forkert i disse menneskers levesæt. I det hele taget må han ikke være i blandede rum med kvinder, som jeg jo ved de mener, så hvorfor bliver det lige håndtrykket der bliver afgørende for hans fromhed?
Totalt ulogisk inkonsistens adfærd, og derfor skal samfundet ikke give efter men netop stå fast på, at disse kulturelle og religiøse valg ikke skal dominere samfundets udbredte skikke og vaner.
Halalslagtning og moskeer
Hara Dvinge: Halalslagtning er for øjeblikket i offentlighedens fokus, hvad mener du om slagtning af kvæg uden forudgående bedøvelse?
Ahmed Akkari: I dag har jeg ingen mening om dette andet, end hvad læger og eksperter siger.
Religiøs lov bør inspirere men ikke stille sig i vejen for anerkendt videnskabelig praksis.
Hara Dvinge: 2013 bliver året hvor dørene slås op til nye moskeer som for fleres vedkommende er finansieret islamistiske lande. Hvordan mener du, vi skal forholde os til det?
Ahmed Akkari: Disse moskeer er tit islamistisk drevet og de anvender dem primært to to magtformål: et – at stadfæste deres islamistiske gruppes holdninger over for de almindelige muslimer og derved gør deres ideologiske tanker til kilde for andre opfattelse. To – at få sat sig i sadlen som ægte repræsentanter af islam således, at de kan blive de anerkendte kilder til det offentlige.
Således slås alle de islamiske grupper indbyrdes og i skjul langt fra offentlighedens søgelys. Kun med en insider viden som den jeg giver her, kan det for alvor blive belyst.
Kvindesyn
Hara Dvinge: Hvordan fortolker du selv islam/koranen? Mener du det er forkert at mænd står over kvinder?
Ahmed Akkari: Jeg tror tidligere svar har givet en tydelig holdning til min opfattelse. Vi er et produkt af samfundets fælles kultur, og den religiøse lov skal ses i lyset af, hvad der gør os lykkelige og glade, og ikke gælde som om det eneste kulturudtryk. Desuden er kampen for kvindens status af enorm vigtighed her, en sag som er overset af disse religiøse restriktioner.
Hara Dvinge: Hvorfor er der så mange der hælder til en rettro fortolkning?
Ahmed Akkari: Et godt spørgsmål der kræver en lang forklaring. Det skyldes kort sagt:
Et- islamismens udbredelse i østen og mellemøsten hvilket også har sat sig spor i vesten på grund af globale netværk og TV satelitter.
To- utryghed og manglende fællesskaber i samfundet gør, at folk søger andre fællesskaber i netop sådanne ortodokse retninger, fordi de virker stærke og klare.
Tre- uvidenhed og mangel på kritik blandt muslimer med overvejende arbejderbaggrund, og dermed lav skolegang, lav uddannelses og manglende dannelse.
Politiken og Uffe Ellemann
Hara Dvinge: Hvad mener du om Politiken, Uffe Elleman og andre der kritiserede dem, der påstod, at det handlede om et angreb på ytringsfriheden – herunder dele af dansk erhvervsliv, der sagde at JP skulle give en undskyldning. Var de forkert på den?
Ahmed Akkari: Politiken og Uffe Elleman, en ret charmerende herre i øvrigt, havde en helt anden vinkel på hele krisen med tegningerne end islamisterne, inklusiv mig selv, dengang. For dem var det andre værdier de anfægtede, og andre interesser de ville bevare for Danmark. Derfor har de ikke helt taget fejl i holdningen men har overset, at islamismen ikke deler den samme holdning, men bruger den til et helt andet program.
Hara Dvinge: Burde de også gå ud og sige, at de tog fejl dengang?
Ahmed Akkari: Nej, og det af åbenlyse årsager, som forklaret overfor. De gik ind for samfundets bedste og tilslutter sig stadig demokratigrundlaget – omvendt islamisternes mål.
Hara Dvinge: Hvorfor gik der så lang tid inden de voldsomme reaktioner på tegningerne kom?
Ahmed Akkari: Fordi der skulle nogle særlige forhold til, som kun kunne skabes i forbindelse med de hændelser der fulgte dengang. Jeg vil redegøre nærmere for disse ting i en kommende bog, som er undervejs.
