En dag opdagede jeg, hvem min far egentlig havde været

Privatfoto: Min far er nummer to fra højre

En ny bog om 2. verdenskrig er udkommet, Andreas Fugl Thøgersens ”Modstandskampens børn”, som beskriver, hvordan forældres traumatiserede oplevelser videregives til næste generation, også når man kæmper heroisk for sit land i frihedens navn.

 

Det går altid ud over børnene

Endnu en bog om 2. verdenskrig, tænker du måske. Ville det ikke være mere aktuelt at høre om konsekvenserne af krigsdeltagelse for vores Afghanistan-veteraner (PTSD) eller en eventuel deltagelse i Syrien-konflikten?

 

Princippet er dog det samme: Krig ender altid med (også) at gå ud over børnene. Og selv om 2. verdenskrig blev afsluttet for snart 70 år siden, er den i høj grad relevant:

 

Besked på Facebook

En dag ligger der en besked til mig fra en, hvis navn jeg ikke kender:

 

Kære Birgitte. Var din far Viggo Dennis Andersen? Jeg skriver til dig for at få oplysninger om din far under 2. verdenskrig….

Joh, skriver jeg tilbage. Det hed min far godt nok. Og der var vist også noget med, at han sad i Frøslevlejren indtil befrielsen 1945. Mere ved jeg sådan set ikke. Og min far har jo været død mange år.

Interessant historielæsning

I næste besked får jeg at vide, at jeg kan læse om min far i forskellige historiebøger, så jeg cykler en tur på biblioteket.

 

Jeg læser mig frem til, at min far åbenbart har været et særdeles aktivt medlem af Holger Danske! Han har været med til både våbensmugling, sabotage og likvideringer. Det er fuldstændig surrealistisk læsning.

 

En Lis Mellemgaard lader til at have arbejdet tæt sammen med og kendt min far særdeles godt. I hendes bog ”Pige i modstandskampen – Glimt fra min glemmebog” beskriver hun hændelser om min familie, som jeg aldrig nogensinde før har hørt om:

 

”Jeg vil fortælle mere om [de tre brødre Erik, Tage og Viggo Andersen], for at beskrive, hvor store omkostninger denne familie havde.

Læs også
Modig frihedskæmper: Ella von Cappeln lokkede SS-officer med røde roser – og skød ham

Brødrene stammede fra Villingebæk ved Hornbæk. I begyndelsen af oktober 1943 bemærkede de flere biler med slukkede lygter og det gik op for dem, at det var flygtende jøder, og de var straks parat til at hjælpe. De havde ikke selv en båd, men vidste, at der var én i Esrom Sø. Den trak de en snes kilometer gennem Esrom Kanal til Hulebæk kro, og med den lykkedes det at bringe mange jøder til Sverige. Det hændte, at de måtte returnere i kajak.”

Likvidering

Også i København gjorde brødrene sig bemærket ved deres mod, skriver Lis Mellemgaard, og beskriver, hvordan min onkel Tage døde under en mislykket likvidering, hvordan mine bedsteforældre måtte gå under jorden, hvordan en svoger blev torteret til døde af Gestapo og hvordan min far flere gange måtte løbe for sit liv, men til sidst endte i Vestre Fængsel og derefter i Frøslevlejren, hvor det lykkedes ham at holde sin identitet skjult og dermed redde livet.

 

Jeg spørger mig selv, hvorfor jeg aldrig før har hørt om alt dette, men læser mig igen frem til, at mange modstandsfolk aldrig talte om deres oplevelser, ofte på grund af skuffelse og bitterhed over danske politikere efter befrielsen eller på grund af massive ar på sjælen.

Pludselig forstår jeg, hvorfor min far i bedste fald kunne karakteriseres som værende ekstremt.. fraværende. Hver gang Danmark deltager aktivt i konflikter og krige, vil der være også en mental pris at betale mange år fremover.

Del på Facebook

ANDRE LÆSER OGSÅ…