Bubble Tea stammer fra Taiwan og har været fremme i Asien siden starten af firserne. Tilbage i sommeren 2012 åbnede Danmarks første Bubble tea i Aarhus. Siden da har den populære drik slået rod hos danskerne, og butikkerne er skudt op i hele landet.
Te, slik og mange andre ting
Bubble tea er te, sort eller frugt. Teen kan serveres både koldt og varmt, og i dag er der mere end 3000 forskellige varianter, som du selv kan sammensætte. Hos caféen kan du blandt andet få klassisk te, men også te med juice, milkshakes eller mælkete.
Men det er ikke det hele. I teen skal man så have sine bobler – tapioka bobler nærmere bestemt. Tapioka er en lille kartoffellignende rodfrugt, der bruges meget i asien. Drikken drikkes med sugerør, og inde i kuglerne er der frugtsirup med forskellige smage. Man kan også få gele i. Det er enten som kugler eller stykker og har også frugtsmag.
Smilets drik
I Aarhus ligger en af de måske største, “Bubble Tea” i Maren Smeds Gyde. Caféen er drevet af Peiying Frederiksen, der selv er fra Beijing. Her har drikken været populær i mange år, og i november 2012 bød muligheden sig, og hun åbnede sin café. Peiying Frederiksen udvider hele tiden sit udvalg, så kunderne kan få masser af forskellige oplevelser.
Hos Bubble Tea koster en lille bubble tea 28 kroner og en stor koster 36 kroner. Desuden kan du købe vietnamesiske forårsruller og macarons, så caféoplevelsen bliver fuldendt.




