Det er almindeligt kendt, at internationale sammenligninger gang på gang placerer danskerne som verdens lykkeligste folk.
Lykke har udviklet sig til et internationalt forskningsfelt, der både har vist, at lykkesammenligninger giver mening, og givet ny viden om, hvad der gør nogle mennesker og hele befolkninger lykkeligere end andre.
På grund af den intense folkelige interesse for emnet, er der dog også opstået en underskov af mere eller mindre velmenende selvhjælpslitteratur, der bliver solgt, som om den var underbygget af forskningen.
Det er dermed ved at være lige så svært at formidle lykkeforskning som det var at formidle ordentlige lægemidler for 100 år siden. Man må dog stadig holde fast i, at der findes en seriøs forskning, som også politikere er begyndt at interessere sig for.
En populær forestilling på venstrefløjen
Den mest hårdnakkede politiske påstand er, at materiel rigdom ikke gør folk lykkeligere. Ideen er kendt: Får man et større TV end naboerne, bliver man lykkeligere, indtil den dag de anskaffer sig et nyt og større.
Nogle påstår derfor, at mennesker er fanget i en ’hedonistisk trædemølle’ (en meningsløs jagt på materielle goder), fordi ingen i sidste ende bliver lykkeligere.
Hvis lykken findes i sammenligningen, og alle bliver dobbelt så rige, er ingen blevet lykkelige – sammenligningerne er jo uændrede. Påstanden er derfor populær på den traditionelle venstrefløj, fordi den implicerer at man kan hæve den samlede lykke ved at formindske sammenligningerne – dvs. ved at omfordele.
Det hævdes derfor, at Danmark er verdens lykkeligste land på grund af vores massivt omfordelende velfærdsstat, men de politiserende forskere og kommentatorer har et problem: Teorien passer ikke på virkeligheden.
Velstandens betydning
Sammenligner man lande på tværs af verden, er der hverken nogen sammenhæng mellem ulighed og lykke eller nogen virkning af velfærdsstaten.
Derimod er rige lande væsentligt lykkeligere end fattige, og man kan se inderne og kineserne erklære sig lykkeligere i takt med at de bliver bedre materielt stillede.
Vi vænner os dog til mange materielle fremskridt ved at hæve overliggeren for vores liv, og i særlig grad dem, vi ikke selv vælger.
Det er ikke forkert, at man vænner sig til det nye TV, men folk bruger penge på mange andre ting. Og koncerten i musikhuset, weekendturen til London eller aftenerne hos Folkeuniversitetet giver anderledes indtryk og varig lykke.
Pengene i sig selv giver ikke lykke, men skaber forudsætninger for langt bredere livsvalg, for et af verdens bedste retsvæsner, der beskytter vores lykke mod dramatiske hændelser, og de sikrer økonomisk overskud, så små uheld ikke vælter budgettet.
De to særlige træk ved Danmark
Den danske lykke er derimod grundet i to andre forhold, der skiller os fra resten af verden. Vores ekstremt høje tillid, og en fundamental tro på, at man altid selv kan lave ting om i eget liv.
Adspurgt siger cirka 70 procent af danskerne, at man generelt kan stole på andre mennesker, og 94 procent, at man kan lave sit liv om, hvis man vil. De internationale gennemsnit er henholdsvis 27 og 65 procent.
Lykke bygger ikke på politisk godkendelse
Tager man lykkeforskningen alvorligt, er der meget få forhold, der peger i retning af aktivistisk lykkepolitik. Med andre ord indebærer langt de fleste indsigter fra de sidste 20 års forskning, at politikere gør klogest i at holde fingrene væk fra folks liv.
Det bedste, de kan gøre, er at sikre stabile, frie rammer, hvor hvert enkelt individ kan vælge det liv, han eller hun helst vil leve – og vælge om, hvis man har ramt forkert.
Rige, frie mennesker med stærke tillidsnormer er de lykkeligste, og ikke dem, der lever et politisk godkendt liv.
Christian Bjørnskov, Professor, Aarhus Universitet
