Den fantastiske historie om dengang, da den politiske korrekthed gik amok

Blandt alle de forunderlige tildragelser, jeg har haft med at gøre i forbindelse med min deltagelse i forvaltningen af dansk udlændingepolitik, er den såkaldte palæstinenserlov nok tæt på at tage førsteprisen.

 

Den 3. marts 1992 vedtog et flertal i Folketinget bestående af Socialdemokratiet, Det Radikale Venstre og Socialistisk Folkeparti en lov, der gav opholdstilladelse til 321 statsløse palæstinensere, som af udlændingemyndighederne havde fået afslag på deres asylansøgninger. Lovforslaget var fremsat af Elisabeth Arnold og Marianne Jelved.

 

Reglerne blev ændret

I årene frem til 1989 havde statsløse palæstinensere fra Libanon automatisk fået asyl i Danmark. Libanon kontrolleredes den gang af Syrien, og asylansøgerne gjorde gældende, at de havde kæmpet imod de syriske sikkerhedsstyrker, hvorfor de ville være i livsfare, hvis de sendtes tilbage.

 

Den lempelige praksis ændredes imidlertid i slutningen af 1989 efter rådslagning med FN’s Flygtningehøjkommissariat. Sagerne behandledes derefter individuelt med en lang række afslag til følge.

 

Dette gav anledning til stor opstandelse i det palæstinensiske miljø, i dele af pressen og i oppositionen i Folketinget mod den daværende KV-regering – og udviklede sig til et generalopgør om den rette behandling af én af venstrefløjens yndlingsofferkategorier.

 

Nøje planlagte kirkebesættelser

Sagen tilspidsedes, da cirka 70 palæstinensere, der havde fået afslag, men ikke frivilligt ville rejse ud, i september 1991 under stor mediebevågenhed tog ophold først i Enghave og siden i Blågårds Kirke.

 

Aktionen, der førte til fremsættelsen af det lovforslag, der blev til palæstinenserloven, var ingenlunde spontan, men vel tilrettelagt af forskellige udenomsparlamentariske kræfter. Man kan læse nærmere om forløbet i bogen ”Flygtningenes danmarkshistorie 1954-2004”, kapitel 7.

 

Røverhistorierne blev slugt råt

Det springende punkt i sagen var ansøgernes troværdighed. Deres påstand om, at de var forfulgt af de syriske sikkerhedsstyrker i Libanon og, at de derfor ville være i dødelig fare, hvis de sendtes tilbage, støttedes ukritisk af mange røster i det politiske liv, kulturlivet, medierne m.fl., som ikke havde svært ved at få overtaget i debatten.

 

Her over for stod dels, at ansøgerne havde fået afslag på asyl, fordi deres påstande ikke stod til troende; dels at palæstinensere, der havde fået asyl i Danmark, faktisk selv udfoldede en hektisk rejseaktivitet til Syrien og Libanon.

Læs også
DR og TV2 fortier en af de vigtigste afsløringer i lang tid: Integrationen af indvandrere fungerer overhovedet ikke

 

Kendsgerningerne gjorde ikke indtryk på folketingsflertallet

Udenrigsministeriet havde nemlig konstateret, at mange havde indfundet sig på ambassaden i Damaskus og ambassadekontoret i Beirut i det forløbne år kort tid efter at have fået asyl, bl.a. for at søge om familiesammenføring med deres i Syrien eller Libanon nyerhvervede ægtefæller.

 

Der var ingen tvivl om, at disse nyslåede flygtninge var indrejst og opholdt sig lovligt i Syrien henholdsvis Libanon. Det burde selvsagt for enhver med bare et minimalt kendskab til Mellemøsten have været utænkeligt, at personer, som virkelig var forfulgt af det berygtede syriske sikkerhedsapparat, med åbne øjne ville rejse tilbage ind i løvens gab.

 

Disse kendsgerninger, som fremgik af et svar til Folketingets Udenrigsudvalg i februar 1992, gjorde imidlertid intet indtryk på folketingsflertallet. Så loven blev vedtaget.

 

Systematisk asylfup blev dokumenteret

I marts 1992, da TV-Avisen begyndte at interessere sig for den palæstinensiske trafik mellem Danmark og Syrien/Libanon, bad Udenrigsudvalget Udenrigsministeriet om en detaljeret redegørelse.

 

Denne dokumenterede på grundlag af en nøje gennemgang af et stort antal enkeltsager, at flere hundrede palæstinensere med asyl i Danmark i det sidste par år havde indfundet sig på de to danske repræsentationer i Damaskus og Beirut for at søge om familiesammenføring med ægtefæller, som de siden 1990 var blevet gift med – for de flestes vedkommende i Syrien, de øvrige i Libanon –, efter at de havde fået asyl i Danmark. (Interesserede kan finde det detaljerede svar i Udenrigsudvalget alm. del – bilag 226, Folketingets samling 1991-92).

Læs også
Det skændige mord på Nedim Yasar udstiller, hvor forrykt den politiske korrekthed er

 

Der var således tale om et eklatant og systematisk asylfupnummer, som ikke desto mindre af et folketingsflertal velvilligt blev honoreret med yderligere et stort antal opholdstilladelser, 321 i alt – for ikke at komme ind på de efterfølgende familiesammenføringer.

 

De ansvarlige vendte det døve øre til

Udenrigsministeriet sendte pligtskyldigst den samlede dokumentation, inkl. personoplysninger, til udlændingemyndighederne, der så – som det anførtes i svaret til Udenrigsudvalget – kunne gøre denne ”til genstand for sædvanlig sagsbehandling”. Dette skete mig bekendt aldrig, uanset at justitsministerposten beklædtes af den konservative Hans Engell.

 

Konsekvenserne af den politiske korrekthed

Til overflod viste en officiel undersøgelse i 2005, at 42 % af de 321 i de efterfølgende år havde fået bøder eller var blevet dømt for diverse lovovertrædelser samt, at 74 % var på passiv forsørgelse. Af de 110 børn, som havde forældre blandt de 321, havde 56 % været involveret i kriminalitet. Og endelig har mange af dem nu også fået dansk statsborgerskab i medfør af de internationale konventioner, som vi er forpligtet til at følge.

 

Konklusion: Når virkeligheden ikke harmonerer med de fremherskende, politisk korrekte forestillinger, så er det virkeligheden, der må vige. Palæstinenserloven var således en klar illustration af de vilkår, som dansk udlændingepolitik i mange år udformedes under.

Del på Facebook

ANDRE LÆSER OGSÅ…