I Danmark er vi særligt dygtige til fashion og livstil. Vi forstår, på samme måde som med vores ’nordiske køkken’, at holde fast i en kvalitet- og formfornemmelse. En designstil, der på mange måder eftertragtes af mange i hele verden. Vi hører til design eliten.
I det ’nordiske køkken’ er der ikke længere nogen diskussion. Økologi er et must. Det er det faktum der gør, at køkkenet er luksus fra A til Z – fra jord til bord.
Samme selvfølgelighed i inddragelsen og forståelse for bæredygtige tiltag gælder endnu ikke fashion og livsstils eliten i Danmark, hvilket jo kan undskyldes af gode grunde. For det er desværre ikke særligt nemt og ligetil at producere miljøvenlige, bæredygtige og CSR (Corporate Social Responsibility) korrekte produkter.
Heldigvis er branchen godt i gang og der er rigtig mange spændende tiltag, fra de helt store producenter som H&M til de mindre og meget gennemførte som for eksempel danske Aiayu , Katvig og The Organic Company, men vi er stadig langt fra målet. Generelt set er vores produktion, behov og forbrug dog uændret.
Mennesket har altid udsmykket sig og tilegnet sig fine ting. Fra urmenneskets første tatovering til den overflod at muligheder og tilbud vi kan vælge og vrage imellem, alt efter hvem vi er, hvor vi er og hvad vi laver.
I dag er der luksus på alle hylder. Fordi vi fortjener det, ikke fordi vi har brug for det. Lækre produkter til nybagte forældre og baby, must haves til sports, det endegyldige luksus look til karriere manden og kvinden, og så alt det, der ligger ind imellem, i alle prislejer, kvaliteter, former, farver og mønstre til alle aldre, størrelser og køn. Og de skiftes ud med lige så hurtigt ligegyldighed, som vi kan blinke med øjnene.
Disse produkter kommer et sted fra og ender et andet sted. Set på meget lang afstand er det samme sted, nemlig jordkloden.
Foto: AIAYU
Hvem har ansvaret?
Diskussionen om, hvem der skal tage ansvar, designeren, producenten, forbrugeren eller ’staten’, foregår stadigvæk. For i Danmark har vi ingen reel produktion længere. Ikke som med vores føde varer. Så de største problematikker, der er omkring de produkter, vi designer og producerer i mode- og livsstilsbranchen, de befinder sig på den anden siden af jorden. Det er her vi sprøjter bomulden, udnytter billig arbejdskraft, forurener med spildevand fra indfarvninger osv. Hvilket giver os en manglende ansvarsfølelse. For vi ser det ikke. Reelt set er vores nærmest problematik, hvor vi skal gøre af alt det affald, vi akkumulerer med vores køb og smid væk livsstil.
Set i dette perspektiv opfører vi os derfor ikke mere bevidst, end man gjorde for ganske få hundrede år siden.
En tragisk metafor tilbage fra 1183 beskriver således måske, hvad det er, vi gør i dag i mangel på bedre viden.
Igennem århundreder har mennesker på grund af uvidenhed, placeret deres latrinære affald i sivebrønde under trægulvene i deres hjem / slotte.
I 1183, da kejseren af det Hellige Romerske Rige holdt rigsdag på slottet Erfurt var de absolut fineste og bedst klædte fra den tids elite samlet til middag. Men dampene fra de store mængder af fækalier havde mørnet gulvet, der brød sammen under disse mange fine middagsgæster, som faldt ned i kloakken og druknede.
Sagt på den pæne måde må konklusionen være at vi stadig designer, producerer, forbruger og efterlader alt ’i egen rede’, og at vi en dag, nok vil se os tilbage over skulderen med samme væmmelse, som vi gør, når vi tænker tilbage på elitens festmiddag i Erfurt.
