Med mellemrum udsendes lister over verdens bedste universiteter. De er baseret på kriterier, som givetvis er tvivlsomme. Desuagtet betyder de meget for, hvor de bedste professorer tager hen, hvor de bedste studenter tager hen, og hvor virksomheder rekrutterer fra.
De fleste lister udarbejdes af britiske eller amerikanske institutter. Normalt er danske universiteter ikke overvældende godt placeret; pænt, men ikke noget at råbe hurra for.
Den kinesiske liste
Der er også en liste udarbejdet af Kina, ja Kina, og siden 2003. Og der er noget at råbe hurra for i den seneste udgave.
Ud af de 50 førende universiteter i verden placeres Københavns Universitet som nummer 42. Det eneste andet universitet i Nordeuropa er Karolinska Institut i Stockholm, der er nummer 44. Cambridge og Oxford plus et par stykker til fra Storbritannien, et par fra Frankrig, et fra Schweiz. Tyskland får lige et med som nummer 50, men geografisk langt fra Danmark, München. Ingen fra Norge, Finland, Holland.
Udvides søgningen til de 500 førende kommer Århus universitet ind som nummer 81 (lidt eftere Uppsala’s universitet) og i gruppen 150-200 findes Danmarks Tekniske Universitet og 250-300 Syddansk Universitet. http://www.shanghairanking.com/ARWU2013.html
Ikke propaganda
Nogle vil være fristet til at spørge, om det er kinesisk ’propaganda’. Det er ingenlunde tilfældet. Det er meget seriøst, hvilket fremgår af, at ingen kinesiske universiteter er med på listen over top 50.
Der er faktisk kun to asiatiske universiteter med, og de er – på en liste udarbejdet i Kina – begge fra Japan nemlig University of Tokyo og Kyoto University. Det første kinesiske universitet er i gruppen 150-200, Fudan University, og lige efter kommer Beijing Univerity. Ialt er der på listen over verdens 500 førende universiteter 23 fra Kina mod 146 fra USA.
Kampen om den internationale talentmasse
Danmark kæmper med mange andre lande om den internationale talentemasse. Den findes ikke i Danmark; dertil er vi for lille. Den findes dér, hvor den store befolkningsmængde med en umættelig trang efter viden og uddannnelse findes, og det er Kina, Indien og et par andre lande i Asien samt Latinamerika.
Det er dér, vi skal hente frisk pust til det danske uddannelses- og forskningsmiljø gennem markering af Danmark som et ’godt’ sted at tage hen.
Kinesiske studenter
Nu kommer så det vitale spørgsmål i alt dette. Hvor mon kinesiske studenter og professorer vil kikke hen for at se, hvem der i Vesten klarer sig godt – ja de vil givetvis hente inspiration fra de vestlige lister over universiteter; men det forhold at Kina har sin egen liste vil tiltvinge sig opmærksomhed i det kinesiske intellektuelle miljø. Det kan derfor bruges aktivt af Danmark.
Kinesiske studenter og professorer vil naturligvis stille sig selv spørgsmålet om, hvor den bedste uddannelse findes. Danmark kan ikke konkurrere med de store amerikanske universiteter. Der er ud af 50 ikke mindre end 35 fra USA; men ikke alle kan tage derhen.
En stor chance for Danmark. Den kan bruges eller forskertses. Det er op til os selv. Kan vi? Vil vi?
J. Ørstrøm Møller
