2. oktober ville Mahatma Gandhi være fyldt 144 år, hvorfor vi har besluttet os for at skrive en fælles kronik.
Fra Indien til Danmark
For vor begges vedkommende stammer vores forældre fra Indien, omend fra forskellige provinser. Vi har begge boet i Danmark i mange år, den ene som tilflytter den anden født og opvokset her. Det som binder os sammen, er fortællingen om Indien, at vores familiers rødder er der. Vi mener desuden, at der er et stort behov for en anden fortælling, end den om krige og politisk stilstand.
Hver dag ser vi og vores børn fjernsyn, vi ser nyheder om krige og ødelæggelse. Men der er også andre historier, som vores børn bør have kendskab til. Derfor har vi valgt at bruge Mahatma Gandhi´s fødselsdag som en anledning til at skrive dette indlæg, så vi kan fortælle nogle alternative og positive historier om tolerance.
Gandhi
Gandhi var en tolerant mand, der den dag i dag inspirerer en masse mennesker rundt om i verden. Gandhi er desuden blevet kåret som den mest populære leder i det sidste århundrede.
I Indien bliver Gandhi betragtet som nationens fader og en mand med stor del af æren for at holde sammen på Indien.
Og hvad er Indien? Indien er usædvanlig som nation. Ser vi på sprog, findes der i Indien 1.863 forskellige. Omvendt i Europa. Her har de fleste lande ét sprog og én stat, så de som taler dansk har Danmark, svensktalende har Sverige, tysktalende Tyskland osv.
En tolerant nation
Selv efter 67 år som selvstændig nation, har Indien med stor succes udvist en sproglig tolerance. På trods af, at der tales hundreder forskellige sprog, har Indien overlevet som stat og nation.
Også selvom en masse ledere heriblandt Winston Churchill forudsagde, at Indien med tiden ville blive splittet og i stedet blive til små selvstændige stater. Det er ikke sket. I dag er Indien et stort liberalt og sekulært demokrati.
I Indien har man ytringsfrihed og religionsfrihed. Derfor oplever vi også i dag, at Indien er så vellidt af folk fra stort set hele verden.
Desværre lever vi en tid, hvor alle kender til sekteriske vold, såvel religiøs som racemæssig intolerance.
Derfor mener vi, at Gandhi’s tanker og visioner om tolerance stadig er relevante den dag idag. Der har været mere end rigeligt med krige i Europa og Asien. Krigene i Afghanistan, Irak og den ustoppelige krig i Mellemøsten har efterladt en masse mennesker i fattigdom, i utryghed, skeptiske og i en meget desillusioneret tilstand.
Derfor ønsker vi at indpode et håb af optimisme. Et håb om at det er muligt at opnå demokratiske rettigheder, tolerance og fred. Det er muligt at skabe en liberal, sekulær stat, hvor ytringsfriheden kan være med til at skabe solidaritet blandt borgere. Som i Indien. Eftersom verden bliver mere globaliseret, vil vi gerne introducere en form for Ghandhisk vision for et samfund, hvor demokrati og forskelligheder ikke nødvendigvis behøver at være modsætninger. Dette er muligt – det har Indien vist med sin særegne historie.
Derfor er der i dag endnu mere grund til at fejre og hylde fødslen af den gode gamle mand af Indien, Mahatma Gandhi, som ikke kun er elsket og respekteret i Indien men over hele verden.
Da Ghandi døde havde han 4 kroner på sin bankkonto. Dette viser, at han var en uselvisk leder som ønskede at hinduer, sikher, muslimer, kristne og jøder, kunne leve side om side i fred og harmoni. Idag har Indien en premiereminister som er sikh. Indiens præsident er hindu, vicepræsidenten og udenrigsministeren er begge muslimer og forsvarsministeren er kristen.
Gandhis vision lever og fungerer.
Vi er opmærksomme på, at Danmark og Indien ikke har haft de bedste relationer i en periode. Vi kan kun opfordre begge lande til at tage de nødvendige skridt for at få et tættere bånd og relation.
Indien og Danmark deler de samme demokratiske værdier og begge lande kan med politisk vilje få bedre relationer. Derfor vil vi benytte lejligheden til, her på Gandhi´s fødselsdag som vil blive fejret over hele verden, at opfordre til at tage skridt som kan være med til at forbedre forholdene landene imellem.
Sabeena Sareen er kandidat til kommunalvalget i København for Liberal Alliance.
Mrutyuanjai Mishra, Europæisk master i menneskerettigheder og demokratisering, freelanceskribent og samfundsdebattør.