Inger Støjberg er endnu engang kommet i stormvejr fra politikere, debattører, medier og andre fremtrædende danskere, grundet følgende opdatering på Facebook:
»Hvornår lærer I at opføre jer ordentligt?
Jeg er lige kommet hjem fra biografen. Her sad en flok indvandrerdrenge på vel omkring 14-15 år bag ved mig, og generede fra start til slut. De sparkede på stolen, talte, kommenterede og kastede med slik.
Hvornår er der nogen forældre der griber ind, og hvornår sænker I drenge skuldrene? I bor i Danmark, og jeg begriber simpelthen ikke, at I ikke gør jer umage for at opføre jer ordentligt. I bliver ikke til noget, hvis I fortsætter sådan.
Jeg vil hellere end gerne give jer en chance, og jeg ønsker, at I skal blive en del af vort samfund. Gode borgere, der bidrager. Men fortsætter I på samme måde som nu, så får I det rigtigt svært.
Behandl andre som I selv gerne vil behandles, hvor svært er det?«
Kritik
Inger er blevet beskyldt for at generalisere indvandrere og skære alle over en kam og for at diskriminere ‘os’ fra ‘dem’. Især indvandrere føler sig ramt af Støjbergs retorik, hvilket var tydeligt på både Facebook og ikke mindst i Aftenshowet, på DR, hvor hun optrådte overfor journalisten, Abdel Aziz Mahmoud, der følte sig stødt som både journalist og indvandrer, som han selv udtrykte det. 20 minutter senere beskyldte han så Støjberg for at se ham som indvandrer, men den lader vi stå.
Hele denne ‘dræb budbringeren’ stemning har afsporet debatten fuldstændigt fra sagens kerne. Nemlig, at grupper unge indvandrere gang på gang generer biografernes andre gæster, der blot vil nyde det, de har betalt for i fred og ro.
Og Inger Støjberg er ikke den første til at opleve ubehagelige episoder med unge indvandrere i biografer.
I forbindelse med Eid (afslutningen på Ramadanen, den muslimske fastemåned) havde biografen Palads for et par år siden sat en seddel op, der advarede gæsterne om en del uro fra unge indvandrere. Kort efter måtte biografen beklage, da det blev opfattet som racisme.
Sidste år var gæsterne i samme biograf udsat for noget der mindede om et voldsorgie, hvor unge indvandrere overfaldt øvrige gæster med spark, slag og ifølge politiet, kniv.
Så det er ikke et ukendt fænomen for biografgængere at opleve mørke sider af visse unge indvandrere. Men af en eller anden årsag, er det ikke ok at nævne det i et åbent forum.
Om det er naivitet og et håb om, at problemerne vil gå i sig selv, hvis vi ikke nævner dem, eller om det er en form for berøringsangst, der er årsag til denne massereaktion er uvist. Men i den sidste ende også ligegyldigt.
Sagen er den, at disse unge mennesker er vilde, ustyrlige og åbenbart en belastning for alle andre end deres forældre, der bare slipper dem løs ud i samfundet, uden så meget som et tegn på opdragelse og pli.
Hvem holder de politisk korrekte, i den sidste ende, hånden over? Det er med sikkerhed ikke Ali, der knokler en vis legemsdel ud af bukserne, men ikke kan få et job eller praktikplads, fordi folk har dårlige oplevelser med unge indvandrere, der ikke kan finde ud af at opføre sig ordentligt. Og hvis skyld er det, når Ali ikke kan finde praktikplads?
Hvis du spørger Abdel Aziz Mahmoud og hans journalistkollega i Aftenshowet, er det Inger Støjbergs. Sagen er den, at det ikke er kun Inger, der bliver udsat for chikane og det foregår ikke kun i danske biografer.
Unge, især drenge, indvandrere er overrepræsenterede i kriminalitetsstatistikker, uafsluttede uddannelser, funktionel analfabetisme og endda blandt unge mænd på krisecentre.
Så hvis noget, har Inger Støjberg gjort dem og deres forældre en tjeneste, ved at ruske i dem og fortælle dem om den fremtid, der venter dem, hvis ikke de tager sig sammen.
Det kan man umuligt opnå ved at stryge folk med hårene.