Sikre tegn på, at vi er på vej ind i foråret, er vinhandlernes slagtilbud på deres overskudslagre af ældre topvine. Der skal gøres plads til nye spændende årgange. Men for at få os til også at købe de nye vine er der yderligere lokkemad i form af supertilbud på den nye årgang. Dermed kan vi vinnydere så konstatere en dobbelt win-win situation, hvad enten vi køber gammelt eller nyt. Bedre fås næppe.
Hvidvin
La Chablisienne, 2012 La Pierrelée, Chablis ACC, Bourgogne, Frankrig – Normalpris 179,95 kr. – Tilbudspris 99,95 kr. ved køb af 12 flasker. Vinen, der er fremstillet på 100 pct. Chardonnay-drue, er lavet på Frankrigs bedste cooperativ, og det er superflotte dråber med en velafbalanceret syre, der hældes i glasset. En perfekt ledsager til ”alt godt fra havet” og charcuteri i den bedre ende.
Importør: Philipson Wine, Kokkedal. www.philipsonwine.com
Angelo Rocca & Figli, 2013 Grande Passolo, Piemonte DOC, Italien – Tilbudspris 59,95 kr. hos Kiwi, SuperBest, Spar og nemlig.com. Her har vi godt bud på en italiensk Chardonnay fra et vinområde, hvor denne drue i øvrigt er atypisk. I forhold til sin franske kusine er den mere blomsterpræget i duften og federe i smagen, og farven er mere gylden end i f. eks. Chablis. Prøv den som et alternativ .
Importør: Amka, Randers. www.amka.dk.
Rødvin
Atalon Winery, 2011 Cabernet Sauvignon, Napa Valley, Californien – Normalpris 329,95 kr. – Tilbudspris 229,95 kr. Ønsker man at få et bredt billede af Napa Valleys formåen, når det gælder den amerikanske udgave af en Bordeaux-vin, så er det denne vin, man skal købe. De amerikanske vinbønder har friere hænder end EU’s til at kalde deres vin, hvad de vil, så 2011 ”Napa Cab” består af 76% Cabernet Sauvignon, grillede lammekoteletter med hele svineriet.
Importør: Theis Vine, Skovlunde. www.theis-vine.dk
Chateau Maris, 2012 La Touge, Minervois La Livinière AMC, Languedoc, Frankrig – Normalpris 175 kr. – Tilbudspris 125 kr. ved køb af 6 flasker. Denne topvin er sat sammen af 60% Syrah og 40% Grenache druer og fremstår dybrød i glasset, hvorfra stiger en blandet duft af solbær, hyld og peber. I munden er den silkeblød og den krydrede smag er lang og delikat. En ren nydelse fra et gammelt sydfransk vinområde.
Importør: Propperiet, Brædstrup. www.propperiet.dk
Heredad Segura Viudas, 2005 Mas d’Aranyó Reserva, Penedès, Spanien – Normanpris 159 kr. – Tilbudspris 99 kr. Denne saftige krydderibørge af en Tempranillo-vin er det ultimative svar på en stegt, hvidløgsspækket lammekølles sidste bønner. Den har en dyb rød farve og komplekse aromaer af sydlandske urter, og i munden fyldes ethvert smagsløg til randen. Det er bare godt.
Importør: Vinens Verden, Odense S. www.wine.dk
Clos des Fous. 2012 Subsollum, Traiguén, Melleco Valley og Pucalán i Aconcagua Coast, Chile – Normalpris 139,75 kr. – Tilbudspris 109,75 kr. ved køb af 6 flasker. Vinen er lavet på Pinot Noir og giver en helt ny og behagelig oplevelse af bourgognedruen. Der er både elegance og energisk personlighed, og når man lige er kommet sig over det første chok af overraskelse, er man parat til betingelsesløs overgivelse.
Importør: Bichel Vine, Hjortshøj. www.bichel-vine.dk
Società Agricola Nativ, 2013 Rue dell Inchiostro, Campania, Italien – Normalpris 129,75 kr. – Tilbudspris 79 kr. ved køb af 6 flasker. En hammerflot vin fra Syditalien, som er lavet på den lokale druesort Aglianico, som har vokset på næsten 100 år gamle vinstokke i jord med vulkanske rester. Farven er næsten sort, og duften er et sammenblanding af blåbær og brombær, som går igen i smagen. Vinen kan drikkes med lige stor fornøjelse alene eller sammen med de fleste kødretter.
Importør: Andrup Vin, Esbjerg. www.andrupvin.dk
Bodegas Señorio de Nevada, 2009 Plata DOP, Vendimia Tardia, Granada, Spanien – Normalpris 219 kr. – Tilbudspris 125 kr. ved køb af 6 flasker. Her har vi en stor og flot vin på druerne Merlot og Syrah fra bjergområdet Granada i Sydspanien – tæt på det, der i dag kaldes Senilkysten. Duften er fortættet af modne frugter, chokolade og toast. Der er en flot krop med strejf af blomster, balsamicoeddike og et strejf af lakrids. Simreretter og vildt med kraftig smag passer fint til Plata.
Import: D’Wine, Aalborg. www.d-wine.dk
Bodegas Luberri, 2011 Biga Crianza, Rioja DOC, Alavesa, Spanien – Normalpris 119 kr. – Tilbudspris 99 kr. ved køb af 6 flasker. Vingården har været i Familia Monje Amestoys eje siden 1991 og er i dag placeret som et af vinområdets førende. Vinen er lavet på Tempranillo drue og har en flot dybrød kirsebærfarve. Bouquet’en er domineret af violer og blåbær parret med vanilje og læder, og i munden opleves frisk frugt og diskret krydderi. Et fund til lammesteg.
Importør: Vinslottet, Greve. www.vinslottet.nu
Cantina De Gregorio, 2012 Dragonara, Sicilia DOC, Sicilien, Italien – Kampagnepris 99,95 kr. i Salling Stormagasiner. Vinen er fremstillet hos familien Gregorio på en blanding af druetyperne Nero d’Avola og Merlot. Den første er øens lokale drue, som giver vinen krop og styrke, men den anden sørger for, at vinen bliver rund og blød. Et klassisk valg til pastaretter.
Velenosi Vini, 2011 Brecciarolo, Rosso Piceno Superiore DOC, Marche, Italien – Kampagnepris 79 kr. Marche-regionen har i det seneste 10-år udviklet sin vinindustri i en mærkbar kvalitetsfremgang. Det er den aktuelle vin et fint eksempel på. I glasset har vi en flot rubinrød farve, som stammer fra druesorterne Montepulciano og Sangiovese. Duften er intens af mørke bær, og i munden virker den både let og indsmigrende. Er et godt valg til retter med svampe eller f. eks. Gorgonzolasovs.
Importør: Jysk Vin – det gode glas, Randers. www.jyskvin.dk
Cantine de Borgo Reale, 2013 Cortegiano, Toscana Rossa IGT, Toscana, Italien – Normalpris 89,95 kr. – Tilbudspris 50 kr. hos Kvickly og SuperBrugsen i hele februar. Det er en god vin til ukomplicerede retter som f. eks. krebinetter med ærter og gulerødder. Den er sammensat af forskellige druetyper med Sangiovese som den bærende. Smagen er sødmefuld og vil behage de fleste ganer.
Importør: Coop, Albertslund. www.coop.dk
Cantina Epiruro, 2013 Nero d’Avola, Terre Siciliano IGT, Sicilien, Italien – Normalpris 69,75 kr. – Tilbudspris 54,75 kr. ved køb af 6 flasker. Der er fuld skrue på denne bamsevin fra Sicilien. Kraft og saft oser ud af glasset, og smagen, der har en lang finish, er præget af sol- og brombær og sydlandske krydderier som f. eks. rosmarin og timian. Det er en vin, som passer rigtig godt til vildt og grillet kanin.
Importør: Skjold Burne, Brøndby. www.skjold-burne.dk
Cantine Due Palme, 2013 Negro-Amaro, Salento IGP, Apulien, Italien – Normalpris 134,95 kr. – Tilbudspris 99,95 kr. Nærmeste forhandler af denne 3-liters papvin oplyses på www.vinikassevis.dk. Vinen er skabt af en af Syditaliens mest feterede og kreative vinmagere, Angelo Maci, som også er direktør for vineriet. Duft og smag hænger flot sammen, og vinkvaliteten i denne BiB – bag in box – er høj i forhold til prisen.
Importør: Vinikassevis, Valby. www.vinikassevis.dk