Så er ca. halvdelen af valgstederne i Norge åbnet for stemmeafgivning, og i morgen aften kender vi resultatet.
Den borgerlige blok ført an af Høyre og Fremskrittspartiet står til en solid valgsejr, mens den siddende regering under den socialdemokratiske statsminister Jens Stoltenberg ser ud til at måtte forlade ministertaburetterne. Fremskrittspartiet, der er en slags blød pendant til Dansk Folkeparti, vil sandsynligvis gå med i en høyreledet regering, hvis vælgerne stemmer, som målingerne tilsiger det.
Velfærdspolitikkken
Valgkampen har mest handlet om velfærdspolitikken, hvor mange vælgere ser ud til at være blevet utilfredse med den siddende regerings håndtering af de offentlige serviceydelser.
Norge er som bekendt et endog meget rigt land med en oliefond på ca. 4.500 milliarder norske kroner, gemt væk til dårligere tider.
Det bekymrer mange nordmænd, at de mange oliekroner synes at gøre Norge alt for afhængig af den tilfældige rigdom, som ligger i det sorte guld.
Også selv om oliefonden for en god dels vedkommende er en aktiv del af norsk økonomi.
Flere sektorer af økonomien forfalder, mener mange, netop fordi velstanden kommer alt for let. I Ekstrem form kender vi til fænomenet fra de olierige stater i Mellemøsten, som synes umådeligt velstående, men altså kun fordi de ved et rent lykketræf har noget sort stads liggende under sandet.
Udlændingepolitikken
Udlændingepolitikken er kun blevet diskuteret i meget begrænset omfang i Norge. Fremskrittspartiet fremlagde ellers et udspil for nogle uger siden, hvor der blev lagt op til betydelige stramninger. Dette udspil har dog på ingen måde fået en fremtrædende plads i valgkampen.
Det kan man undre sig over. Norge har en meget høj indvandring, også fra ikke-vestlige lande. I 2012 ankom knap 10.000 asylsøgere til Norge.
Hovedstaden Oslo har allerede i dag flere bydele med ikke-norsk flertal, og i 2030 spås hele Oslo at få en majoritet af mennesker med udenlandsk afstamning.
Problemerne er ikke udeblevet. For et par år siden kom det frem, at samtlige overfaldsvoldtægter i Oslo i perioden 2006 til 2008, 41 voldtægter i alt, var begået af ikke-vestlige indvandrere.
En underskudsforretning
Samtidig er alle ikke-vestlige grupper uden undtagelse en underskudsforretning for Norge. Forskningsleder ved Statistisk sentralbyrå (svarer til Danmarks Statistik) kaldte i maj 2012 den ikke-vestlige indvandring for et ”pyramidespil”.
Indvandrere fra lavindtægtslande kan give en vis indtægt til den norske statskasse i nogle år, men samlet set er deres uddannelsesniveau og arbejdsmarkedsdeltagelse så lav, at denne indvandring udgør en samlet økonomisk belastning af de offentlige finanser.
Det tør siges, når man ser på udvalgte grupper, og det gælder både indvandrere og flygtninge. En person af tyrkisk afstamning koster således gennemsnitligt 4,3 millioner norske kroner over et livsforløb, en pakistaner i gennemsnit 5,1 millioner kroner. Tyrkere og pakistanere er helt overvejende kommet som gæstearbejdere med senere familiesammenføringer.
Iranere, der typisk er kommet som flygtninge, koster i gennemsnit 3,8 millioner kroner, altså noget mindre end tyrkere og pakistanere. Der er med andre ord ikke nogen nødvendig sammenhæng mellem flygtningestatus og store offentlige overførsler. Somaliere udgør i øvrigt den relativt største belastning med 9 millioner norske skattekroner i gennemsnit pr. person.
Og sådan kan man blive ved. Den ikke-vestlige indvandring vil blive en stadig større byrde for det norske samfund, jo flere der kommer til. Dén kendsgerning får dog ikke de norske partier til i noget nævneværdigt omfang at diskutere den ikke-vestlige indvandrings konsekvenser.
Større forandringer i den norske udlændingepolitik er således ikke nogen given ting, selv hvis Fremskrittspartiet skulle gå med i en borgerlig regering.
Det kan godt undre, når man kender til konsekvenserne af den førte politik.
