Det er forstemmende, at så mange danskere er så uvidende om politisk islam. Senest demonstreret af en ny støttekomité for oprettelsen af nok en stormoske i København. Bag den står integrationsborgmester i Københavns Kommune Anna Mee Allerslev (R), Muslimernes Fællesråd og en række prominente danskere.
I denne kronik vil jeg argumentere for, hvorfor vi ikke skal have (flere) stormoskeer i Danmark. Argumentationen kræver, at jeg først gør rede for nogle grundlæggende forskelle på kristendom og islam. De kaldes begge religioner, men kan ikke sættes på fællesnævner.
Forskellen er sharia
Den afgørende forskel hedder SHARIA, det islamiske lov- og retssystem, som muslimer udleder dels af Koranen, dels af hadith. Begrebet hadith dækker over beretningerne om, hvordan Muhammed og hans fire første efterfølgere (khaliffer) opførte sig. Lovsystemet består af en samling af påbud og forbud, der er karakteriseret ved at være ubetinget forpligtende, fordi de udtrykker Allahs vilje.
Et grundlæggende træk ved sharia er det skarpe skel mellem de to køn, hvor kvinderne er mandens ejendom. Kvinderne skal livet igennem være underlagt en mandlig beskytter, og de må som regel ikke færdes alene uden for hjemmet. De er også underlagt strenge begrænsninger, hvad angår udseende og påklædning.
Kristendommen har ikke nogen sharia i form af en guddommelig fastlagt lov, som alle skal rette sig efter. Derfor har kristne heller ikke noget krav om et politisk regime, der udfører Herrens vilje. Kristen fundamentalisme har heller ikke noget politisk program, fordi magten har været klart opdelt i den kristne verden – i form af en verdslig og åndelig magt repræsenteret ved henholdsvis kejser og pave. Denne magtspredning har givet plads til mennesker, der handler på egen hånd frem for på Guds ordrer.
I islams tradition ser det anderledes ud. Allah har skabt en fuldendt verden. Menneskene skal blot følge hans plan, for islam er en perfekt opskrift på den rette livsførelse og leverer løsningen på alle tvivlsspørgsmål.
I kristendommen kommer sandheden ikke ind i verden som en åbenbaret tekst fra Gud, men i form af en person: Jesus. Det er treenigheden (Gud, Søn og Helligånd), der gør kristendommen menneskelig, og dermed giver kristendommens dens styrke. Gud blev menneske i Jesu skikkelse, og fordi Gud er levende og menneskelig, skal sandheden tilegnes og ikke aflires på remse og række.
I modsætning hertil er islam u-menneskelig. Allah er fjern og uden menneskelige, forsonende eller nådige sider. Allah har givet menneskene sandheden med Koranen, der er Guds åbenbarede ord.
Islams fundamentalisme ligger i, at Koranen betragtes som den rene Sandhed. Modsat kristendommen, hvor sandheden er en person. Hvad vi ved om denne sandhed, er kun overleveret som beretning i evangelierne, Paulus´ breve mv., og disse skildringer har ikke status af præcise handlingsanvisninger.
Biblen står til fortolkning, og kristendommen inviterer til bibelkritik. I islam er Korankritik forbudt. Af den simple grund at Koranen ikke har brug for fortolkning, men alene for udenadslære, således som den ses udfoldet i koranskolerne.
Stormoskeerne – tilhængernes argumenter
Så kommer jeg til stormoskeerne, som jeg vil gøre, hvad jeg kan for at forhindre. Fordi moskeer vil komme til at fungere samfundsnedbrydende. Jeg vil tage afsæt i en række af de argumenter, der er fremført fra tilhængernes side i debatten:
- Muslimer skal have de samme rettigheder som alle andre trossamfund, og retten til at bygge en stormoské er grundlovsfæstet.
- En anerkendelse af muslimers religionsudøvelse vil føre til a) mere overskud til at bidrage til samfundet, b) øge muslimers følelse af at høre til og være hjemme.
- En stormoské i København vil afspejle islam og danskhedens forenelighed ved at fremme danske muslimers udlægninger af islam og dermed kunne blive et samlingssted for danske muslimer, der ikke definerer sig selv som modstandere af Danmark eller demokrati.
- Med henvisning til professor ved (tidligere) Center for Europæisk Islamisk Tænkning ved Københavns Universitet Jørgen S. Nielsens vurdering: Det er Europas unge muslimer, der skal iklæde islam de første europæiske klæder: Denne proces kræver et samlingssted, der kan tilvejebringe muligheden for brydninger og udvikling.
Her kommer modargumentationen:
ad 1) Da der ikke er nogen grund til at opfinde den dybe tallerken hver gang, vil jeg fremføre Mogens Rukovs argumentation fra en tidligere kommentar: Ifølge grundloven er der trosfrihed i Danmark, også for Islam. Men en trosfrihed, der tillader modkulturer som islam, har vi ikke. Grundlovens paragraf om trosfrihed er betinget af, at religionen er af en sådan beskaffenhed, at der ‘intet læres, som strider mod sædeligheden og den offentlige orden’ (jf. § 67). Hvis der i en moske læres om mistillid til demokratiet, foragt for anderledes troende og homoseksuelle, tilladelse til at slå dem ihjel osv., så kan moskeen ikke komme ind under den betingede religionsfrihed.
ad 2) a) En påstand, som måske-måske ikke er sand, b) Jeg ønsker ikke at øge muslimers følelse af at høre til, hvis forudsætningen er indførelse af i første omgang muslimske skikke og traditioner, i anden omgang elementer af sharia. Det står frit for de muslimer, der ikke føler sig hjemme i det danske samfund, at tage et af følgende steder hen: Egypten, Irak, Saudi Arabien, Yemen, Jordan, Syrien, Libanon, Algeriet, Bahrain, Djibouti, Kuwait, Libyen, Mauretanien, Marokko, Oman, Palæstina, Qatar, Somalia, Sudan, Tunesien og De Forenede Arabiske Emirater.
ad 3) Påstanden om forenelighed kan modbevises empirisk, fordi stormoskeer giver anledning til uroligheder over alt i Europa. Finsbury-moskéen i London er ét eksempel, stormoskeen i Malmø et andet. Men også mindre moskéer volder problemer. En politirapport i England viste således, at næsten halvdelen af Storbritanniens ca. 1350 moskeer styres af de samme ideologiske kræfter, som var kilde til Taliban.
ad 4) Hvis islam skal iklædes europæiske klæder og dermed forenes med et moderne menneskes værdier og det europæiske kvindesyn, så er eneste mulige opskrift leveret af forfatteren Irshad Manji i bogen Problemet med islam (2005). Hun er selv muslim og klar med et bud på en reformation af islam, der forudsætter, at muslimer lægger offermentaliteten på hylden og tager ansvar for eget liv. Styrkelsen af kvinder, viden og frihed er tre nøgleenergier i den proces – en proces, der er snævert sammenhængende med et opgør med Koranen som Guds ord frem for en tekst, der kan fortolkes og tilpasses moderniteten. Dertil behøves ikke en moské.
Islamiske stater betaler
I dag truer islamismen, den politiske udgave af islam, den frie verden med 1) Terrorhandlinger, 2) Muslimske parallelsamfund med bandekriminalitet som følge af den destruktive adfærd, som mange muslimske drenge lærer, 3) snigende islamisering af demokratiets institutioner i form af politisk-religiøse særkrav, herunder moskeer.
ad 1) Få vil udøve terrorisme, men da antallet af muslimer i verden er mindst en milliard, så hjælper det ikke, at andelen af dem måske kun udgør én promille eller mindre. Det bliver stadigvæk til en million.
ad 2 og 3) Konsekvenserne af ghetto/islamisering ser vi ikke mindst i England og Frankrig, hvor der i dag hersker sharia og no-go-zones i adskillige storbyer.
At tillade den Quatar-finansierede stormoske med minaret til bønneudråb var uhyre politisk naivt. Støttekomitéen for endnu en moske, der kan bidrage til islamisering af det danske samfund, er ikke bare politisk naiv. Den er decideret uvidende – altså lige bortset fra Muslimernes Fællesråd.