Ifølge regeringen skal Bispehaven ved Aarhus ikke længere kaldes en ghetto. Men hvad skal beboerne bruge det til? Deres problemer er større end nogen sinde.
Bispehaven har i årevis været et stærkt belastet område med en høj andel af beboere med indvandrerbaggrund. Gang på gang er vold og ødelæggelser blusset op, og myndighederne har mistet kontrollen med situationen. Disse forhold er flere gange blevet omtalt i Den Korte Avis.
I begyndelsen af i år måtte man endnu engang omlægge buslinje 3A, der normalt passerer det uroplagede område, så busserne i en periode kørte udenom. Årsagen var, at unge indvandrere smed sten mod busserne til fare for chaufføren og passagererne.
Sidste år måtte man i en periode lukke alle områdets fritidsklubber, fordi nogle af brugerne truede de ansatte og begik vold og hærværk.
Jævnligt sættes der ild til biler og containere. Vinduer, døre og facader smadres. En stor gruppe af unge terroriserer de beboere, der kritiserer deres hærgen
Natten til tirsdag blev det endnu værre.
En mand stod i sit køkken i en stuelejlighed, da fire skud blev affyret mod lejligheden. De to af dem gik gennem køkkenvinduet. Manden blev ikke ramt.
Tør ikke gå ud
Fredelige beboere er rædselsslagne.
Ekstra Bladet har talt med flere af dem. To yngre kvinder siger til avisen: ”Desværre har vi nærmest vænnet os til, at der bliver skudt.” De bor i blokken ved siden af den stuelejlighed, der blev beskudt forleden. De overvejer, om de helt skal holde deres børn inden døre.
En tredje siger, at kvarteret er blevet mere utrygt inden for de seneste år.
Avisen har også talt med en 58-årig kvinde, der har boet 20 år i området med sine børn, men er flyttet væk. ”Hun frygter, at forholdene i Bispehaven og de andre socialt belastede kvarterer i Aarhus Vest vil blive endnu værre i de kommende år.”(Ekstra Bladet)
Kvinden ”anslår, at der er tale om en gruppe på små 100 unge ballademagere af overvejende mellemøstlig oprindelse. Der er tale om drenge helt ned til otte år.”
Her kan man opleve børn med indvandrerbaggrund lege med rigtige pistoler, fortæller en beboer til Ekstra Bladet.
”Jeg har selv haft indbrud og har været offer for grov chikane flere gange. Det er til at blive hysterisk over, men sådan er det,” siger hun.
Hun føjer til, at når hun har forsøgt at komme i dialog med de unge, er hun blevet kaldt racist.
Det er særlig slemt i weekenderne, hvor det er en god idé at holde sig hjemme.
”Fra fredagsbønnen er slut til mandag morgen bør man blive inden døre, hvis man vil være i sikkerhed. Da samler de sig ofte i stort tal og har alt for megen tid og energi, og så hærger de på livet løs”, siger hun. (EB)
Kan ikke fungere i det danske samfund
Disse unge savner helt elementære forudsætninger for at fungere i det danske samfund.
De er alt for dårlige til dansk. De har svært ved at klare sig i skolen og på arbejdsmarkedet. De er fjendtlige over for det danske samfund og dets værdier. De forskanser sig i deres egne overvejende muslimske parallelsamfund løsrevet fra det omgivende samfund. Og de er opdraget i en voldskultur, der betyder, at deres frustrationer og fjendtlighed giver sig meget voldelige udslag.
De er kort sagt repræsentanter for den slags miljø, som digteren Yahya Hassan har beskrevet. For de politisk korrekte kredse, som har holdt øjne og ører lukkede for denne virkelighed, var hans beskrivelser nærmest en sensation. For mange andre var de en bekræftelse på det, man godt vidste i forvejen.
De ansvarlige har været ligeglade
Forældrene til de unge bøller har selvfølgelig et stort ansvar for, at det går så galt. De kunne ikke drømme om at arbejde for den unge generations integration i det danske samfund. For de ønsker slet ikke integration.
Men et stort og tungt ansvar hviler også på de politikere og embedsmænd, som har stået bag en helt uholdbar indvandring fra en række ikke-vestlige lande, der har været som skabt til at udvikle parallelsamfund og ghettoer.
De har været ligeglade med, hvad konsekvenserne af deres handlinger ville blive i det virkelige liv. De har været meget mere optaget af at have de rigtige meninger, som var adgang til anerkendelse og belønning i deres eget snævre sociale miljø.
Jævnligt forsøger politikere og myndigheder at bringe glade nyheder om, at nu har man taget nogle initiativer, som er ved at bringe Bispehaven eller andre belastede områder ind i en god udvikling. Ofte er det initiativer, der koster mange penge.
Men gang på gang viser det sig, at den positive effekt udebliver eller hurtigt fuser ud igen, så problemerne fortsætter eller forstærkes.
Det kan ikke være rigtigt
Tilbage sidder en 58-årig kvinde, der har oplevet det virkelige liv i Bispehaven, og siger:
”Det kan simpelt hen ikke være rigtigt, at man i dagens Danmark ikke kan bevæge sig trygt og frit rundt i et boligkvarter, uanset hvor det ligger, og hvordan befolkningssammensætningen er.” (Ekstra Bladet)
