Midt om natten blev døren sparket ind, og et sandt mareridt begyndte

En 52-årig mand og hans 66-årige logerende var igennem et halvanden times mareridt af vold, da de midt om natten fik besøg af tre serbiske hjemmerøvere.

 

Et hus i Søllested

I dag stilles tre serbere på henholdsvis 22, 24 og 28 år for retten i Nykøbing Falster, hvor de er tiltalt for et ualmindeligt brutalt hjemmerøveri. Det skriver Ekstra Bladet.

 

Ifølge avisen fandt hjemmerøveriet sted den 16. februar sidste år, hvor de tre maskerede røvere klokken tre om natten sparkede døren ind til et hus i Søllested, hvor den 52-årige boede sammen sin logerende, en 66-årig mand.

 

Fik stukket skarpladt pistol i munden

Mændene blev truet med en skarpladt pistol og den 52-årige blev bagbundet med strips. Han fik flere gange stukket den skarpladte pistol i munden med trusler om at blive skudt og blev udsat for tortur med et gloende varmt koben, der blev presset mod hans venstre arm, så huden brændte.

 

Under den halvanden time lange tortur blev han også sparket og slået i ansigtet og på kroppen. Røverne forlangte penge og ville vide, hvor han havde gemt sin pengeboks.

 

Ifølge Ekstra Bladet endte det med, at de tre røvere fik udlevet 11.000 kroner i kontanter, nogle smykker og et Dankort med pinkode.

 

Blev anholdt i en helt anden sag

Det var et rent tilfælde, at politiet kom på sporet af opklaringen. I forbindelse med ransagningen hos den ene af serberne i en sag om hashandel fandt politiet blandt andet pistolen, en Luger, der var blevet brugt under hjemmerøveriet samt andre genstande, der havde forbindelse til røveriet.

 

Ekstra Bladet skriver, at anklagemyndigheden går efter mindst fem års fængsel og udvisning for de to af serbernes vedkommende.

Del på Facebook