”Den hemmelige socialdemokrat”, den anonyme bog om livet blandt socialdemokraterne, er ikke den skinbarlige sandhed. Så meget står allerede nu klart.
Flere af bogens episoder har aldrig fundet sted, de er fiktion. Og mange af skildringerne er stærkt subjektive.
Men der er stadig rigeligt med elementer i bogen, som stemmer ganske godt overens med virkeligheden. Frem for alt giver forfatteren en oplevelse af Socialdemokraternes store forbandelse som parti: de såkaldte kaffeklubber og deres indbyrdes krige.
Ordet ”kaffeklub” kan lyde lidt af hygge. Men tag ikke fejl. ”Kaffeklub” er blot et pænere ord for fraktioner.
Fraktionsopdelingen og fraktionskrigene har i efterhånden mange år redet Socialdemokraterne som en mare. ”Den hemmelige socialdemokrat” giver en frontberetning fra krigen.
De tre kaffeklubber
Alle partier har deres interne politiske uenigheder. Alle har deres personlige venskaber og fjendskaber. Alle har deres intriger og magtkampe.
Det er ikke kun hos Socialdemokraterne, at den slags kan antage brutale former. Bare spørg De Konservative, som specielt i 1990’erne lå i blodige interne opgør, der fik en siciliansk vendetta til at blegne
Men Socialdemokraterne er mere end noget andet betydningsfuldt parti i Danmark bygget op omkring faste fraktioner.
Der er tre af dem: ”Morgenmadsklubben” med Henrik Sass Larsen som frontfigur. ”Netværket” med Mette Frederiksen som hovedperson. Og ”Rustbankerne” med Carsten Hansen som omdrejningspunktet.
”Morgenmadsklubben” er groft sagt den mest højrevendte, mens ”Rustbankerne” ligger til venstre og ”Netværket” lidt midt imellem.
Bookmakernes favorit
Bookmakerne, der laver væddemål på sagen, har folketingsmedlem Rasmus Prehn som favorit til at være ”den hemmelige socialdemokrat”. I det politiske miljø synes det samme at være tilfældet. Dermed være ikke sagt, at det er rigtigt.
Men når mistanken falder på Rasmus Prehn, har det blandt andet noget at gøre med fraktionerne. Den anonyme forfatter er nemlig svær at placere i en fraktion. Kritikken rammer på kryds og tværs. Som om han eller hun har en høne at plukke med alle fraktionerne.
Og det kan man vel godt sige, at Prehn har. Han er en slags fredløs i den socialdemokratiske fraktionsverden, efter at han på et tidspunkt blev ekskluderet fra ”Netværket”.
Fraktionernes magt
Fraktionernes magt hos Socialdemokraterne blev endnu engang demonstreret i forbindelse med den seneste regeringsrokade.
Thorning var i sine udnævnelser nødt til at balancere mellem fraktionerne. Og omfordelingen af poster i folketingsgruppen blev ordnet i en direkte forhandling mellem kaffeklubberne! Det ser man ikke i noget andet parti.
Alvorlige konsekvenser
De socialdemokratiske fraktioner har to alvorlige konsekvenser:
For det første svækker de lederens handlekraft. Thorning kan ikke bare gøre, hvad hun anser for bedst. Hun er nødt til at tage hensyn til, at ingen af kaffeklubberne bliver for utilfredse og gør oprør.
For det andet skaber de en opdeling i ”dem” og ”os” inden for samme parti. Man sidder i sin kaffeklub og lægger taktik mod de andre. Man er ikke kun optaget af at styrke partiets indflydelse, men også kaffeklubbens indflydelse. Og man laver alliancer og intriger på kryds og tværs.
Mod forventning lykkedes det Helle Thorning, der blev båret frem af partiets højrefløj, at få dæmpet fraktionsslagsmålene i folketingsgruppen – ikke mindst takker være en alliance mellem højrefløjens Henrik Sass og den venstresnoede ”rustbanker” Carsten Hansen.
Men freden sikres kun ved omhyggeligt at give alle kaffeklubberne en luns af magten. Ellers kan krigene hurtigt flamme op.
Rødder i det gamle formandsopgør
Det socialdemokratiske fraktionsvælde er i høj grad en arv fra det store formandsopgør i 1992 mellem Poul Nyrup Rasmussen og Svend Auken. Auken repræsenterede partiets venstrefløj, Nyrup højrefløjen.
Gennem hele Nyrups regeringstid satte formandsopgøret sig dybe spor. I én uendelighed blev der ført småkrige mellem de to fløje, som undertiden flammede op til noget større.
Mod slutningen af Nyrups tid blev det mildnet noget, men modsætningerne forsvandt aldrig. De trådte igen skarpt frem, da Helle Thorning og Frank Jensen kæmpede om formandsposten. Gradvis gled de så over i det nye mønster med tre kaffeklubber.
Thorning-Corydon og de andre
Thornings svaghed har gjort kaffeklubbernes magt endnu større. Hun har ikke autoriteten og respekten til at holde fraktionsvældet i ave.
Samtidig har hun og Bjarne Corydon været ret fjerne som ledere i forhold til folketingsgruppen. Det har skabt en fælles utilfredshed i kaffeklubberne, der spiller med musklerne. I alle klubberne luftes kritik af Thorning-Corydon. I alle klubberne ruster man sig til et kommende magtskifte.
Hos vælgerne er Corydon den mest populære socialdemokrat (uden at det dog siger så meget). Men han står ikke til at blive ny formand. Kaffeklubberne vil efter al sandsynlighed have lettere ved at finde sammen om Mette Frederiksen, der så deler i porten med de andre.
Man skal tage ”Den hemmelige socialdemokrat” med et gran salt eller flere. Men bogen giver interessante indblik, ikke mindst i den socialdemokratiske forbandelse: fraktionerne.
