Albertslund. Efter et groft røveri mod supermarkedet Rema 1000 på Egelundsvej i Albertslund den 23. december efterlyser Københavns Vestegns Politi stadig de to gerningsmænd, der trængte ind i forretningen og sårede en ansat livsfarligt.
Røveriet fandt sted ved 21-tiden ved lukketid, hvor to maskerede røvere dukkede op samtidig med, at en 41-årig butiksansat var ved at låse dørene. Han nægtede at lukke dem ind med det resultat, at de sprayede ham i ansigtet med en peberspray.
Da han vendte sig om, blev han stukket to gange i ryggen med en kniv. Han blev efterfølgende overført til Rigshospitalets traumecenter, hvor han på et tidspunkt svævede i livsfare.
Af samme grund behandler politiet sagen som både røveri og forsøg på manddrab.
Bemærk karakteristisk indskrift på den enes hættetrøje
Ud over optagelserne fra forretningens videokamera har politiet kun et sporadisk signalement af de to røvere.
Den ene beskrives som en mand i alderen 20 – 25 år, cirka 170 centimeter høj og almindelig eller spinkel af bygning. Han var iført en sort hættetrøje, mørke jeans og havde et sort tørklæde for ansigtet.
Den anden beskrives ligeledes som en mand i 20 – 25 års alderen, cirka 170 centimeter høj og almindelig til muskuløs af bygning. Han var iført en sort hættetrøje med en karakteristisk indskrift på brystet, hvide bukser og en sort/hvid ternet bandana for ansigtet.
Københavns Vestegns Politi betragter sagen med stor alvor og vil meget gerne i kontakt med folk, der for eksempel har bemærket en person med den karakteristiske indskrift på hættetrøjen.
Københavns Verstegns Politi kan døgnet rundt træffes på telefon 4386 1448. (Den Korte Avis)
Udvist tyrkisk drabsmand anholdt for indbrud
Ballerup. I 1996 blev en nu 34-årig tyrker idømt otte års fængsel for drab og derefter udvist af Danmark for bestandig.
Ikke desto mindre blev han i mandags sammen med en 25-årig udlænding med dansk statsborgerskab anholdt på en tankstation i Ballerup og sigtet for tre indbrud i Stenløse og Ølstykke, efter at en beboer i Ølstykke havde fattet mistanke til de to mænd og underrettet politiet.
Et eksempel på perfekt samarbejde mellem borgere og politi
Jagten på de to startede, efter at en beboer i Ølstykke kontaktede Nordsjællands Politi og fortalte om et mærkeligt besøg.
Den ene af de to mænd havde henvendt sig til ham på hans bopæl og spurgt efter en mand, som han mente boede der, og som han hævdede skyldte ham 35.000 kroner.
Husets beboer havde efterfølgende taget bilens registreringsnummer og kunne desuden oplyse politiet om, at det drejede sig om en blå Ford Mondeo.
Det viste sig hurtigt, at den blå Ford Mondeo var efterlyst i forbindelse med et røveri i Gørløse.
Nordsjællands Politi sendte derfor straks tre patruljevogne ud i området og efterlyste samtidig bilen via den SMS-tjeneste, som politiet har oprettet med det primære formål at advare borgerne mod sigøjnerbander og østeuropæere, som politikredsen er meget plaget af.
Bilen kører på Frederikssundsvej
SMS-beskeden blev blandt andet modtaget af en mand, som kontaktede politiet og fortalte, at han på Frederikssundsvej kørte bag ved den efterlyste bil.
Det medførte, at Købehavns Vestegns Politi også rykkede ud og spottede bilen på tankstationen i Ballerup, hvor udlændingen med dansk statsborgerskab og den drabsdømte og udviste tyrker blev anholdt.
I den blå Ford Mondeo fandt politiet tyvekoster fra de nævnte tre indbrud i Stenløse og Ølstykke.
Hundredvis af udviste begår fortsat kriminalitet i Danmark
Det er ikke noget særsyn at udviste kriminelle som for eksempel helt aktuelt den drabsdømte tyrker vender tilbage til Danmark for at fortsætte deres kriminelle løbebane her.
Den manglende grænsekontrol gør, at udvisningsdomme i realiteten ikke er det stykke papir værd, de er skrevet på.
Det kan blandt andet tydeligt aflæses af det antal udenlandske kriminelle, som politiet på ny anholder, efter at de er blevet udvist fra Danmark.
Af en kørsel, som Danmarks Statistik i november sidste år foretog for Ekstra Bladet, fremgår det, at i 2007 blev 171 udenlandske kriminelle pågrebet i Danmark, efter at de var blevet udvist.
I 2011 var antallet steget til 368, hvilket er over det dobbelte, medens antallet i de første tre kvartaler af 2012 lå på 290.
Mere arbejde til politiet
Den manglende grænsekontrol har nu medført mere arbejde til et politi, der i forvejen er hårdt presset af både stigende indvandrerkriminalitet, således er en tredjedel af samtlige indsatte i danske fængsler og arresthuse udlændinge, samt af besparelser.
Således har flere politikredse ifølge tidligere justitsminister Morten Bødskov (S) nu fået udlændinge-kontrolenheder, der arbejder målrettet mod de miljøer, hvor man erfaringsmæssigt ved, at udviste kriminelle udlændinge opholder sig.
Så ikke nok med, at politiet skal opklare aktuelle forbrydelser og beskytte landets borgere. Takket være manglende grænsekontrol skal det nu også afsætte ressourcer til at fange udviste kriminelle, der på trods af indrejseforbud frit kan vende tilbage. (lokalavisen.dk / Ekstra Bladet / Den Korte Avis)

